Brænder du for at formidle pop og/eller hiphop? Kan du lide at analysere de større tendenser i musikverdenen, og har du en holdning til de mange debatter, der præger popkulturen?
Så er du måske Soundvenues nye freelanceskribent.
Vi søger lige nu freelancere, der har lyst til at ruske op i musikjournalistikken og kaste sig ud i en frygtløs formidling af den evigt omskiftelige pop- og hiphopverden.
Vi søger både dig, hvis verden gik i stå, da Ukendt Kunstner lavede comeback – og dig, der er besat af de dybere implikationer ved, at Taylor Swift har lavet en sang med Ice Spice.
Samtidsmusik i 2023 er ikke kun singler og album, det er en omskiftelig suppedas af TikTok-trends, Instagram-profiler, Reddit-tråde og cirka tre milliarder andre ting.
En ny musikudgivelse kan præge samtalen i musikland, men det samme kan et viralt meme eller en identitetspolitisk debat.
Vi søger skribenter, der har øje for, hvordan de ting spiller sammen.
Hvad skal du skrive om?
Alt er tilladt, så længe det er interessant, underholdende eller vigtigt: Fra Tessas sexismeopgør til Harry Styles’ fjerboa. Fra Tobias Rahims poesibog til Rihannas baby bump.
Vi er på jagt efter friske synspunkter, skarpe holdninger, intelligente anbefalinger og frem for alt bare en lyst til at bidrage til samtalen om pop og hiphop.
Så hvilken musik er mest interessant lige nu?
Hvilke tendenser og diskussioner stikker ud?
Hvilken popstjerne skubber til grænserne?
Hvilken rapper er mest provokerende?
Fortæl os det!
Hvad forventer vi af dig?
Du vil blive en del af den lønnede freelancestab knyttet til Soundvenues musikredaktion. Vi vil pitche opgaver til dig, men det er mindst lige så vigtigt, at ideer kommer fra dig selv.
Du har en stor viden om dit ekspertområde. Om det så er pop, hiphop, popkultur eller noget helt andet. Du kan se den originale, interessante vinkel.
Du formår at omsætte dine iagttagelser til kommentarer, analyser og anbefalinger skrevet i et krystalklart, underholdende og (stort set) fejlfrit sprog.
Det er også vigtigt, at du skriver ikke blot klogt, men skarpt, sjovt og spændende. Med personlighed.
Vi skriver om nogle af de mest spændende emner og artister i verden, så det skal dine tekster selvfølgelig afspejle!
Stadig interesseret? Så send os en mail med følgende:
1. Lidt om dig selv og din baggrund.
2. En beskrivelse af dit ekspertiseområde: Er du popkultur-besat, hiphopnørd, r’n’b-aficionado, popelsker, eller noget helt andet?
3. En eller to af dine tidligere (eller helt nye) tekster – helst om musik.
4. Minimum ét konkret pitch (men meget gerne flere) til en konkret idé, du gerne vil føre ud i livet.
Send din ansøgning til kka@soundvenue.com senest 21. august. Eventuelle spørgsmål kan rettes til samme adresse eller til musikredaktør Kristian Karl på 70200012.