2017 var det mest lovende danske filmår i evigheder

2017 var det mest lovende danske filmår i evigheder
Annika Bergs 'Team Hurricane'.
Foto: Louise McLaughlin
2017 var det mest lovende danske filmår i evigheder
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR: Ordet krise har i årevis gjaldet ud over dansk films hustage. Man har savnet de kunstneriske nybrud. Kastet mudder efter de drøvtyggende sikre heste. Skreget efter erstatningerne for de mange etablerede stjernenavne, der for tiden laver film i USA. Og klaget over, at der ikke er flere nye talenter, der klarer cuttet til verdens fineste festivaler.

Og ikke nok med, at kvaliteten har haltet efter: Dansk film har også økonomisk set snuden rettet direkte mod afgrunden. Det er i hvert fald – med en journalistisk tilspidsning – konklusionen på en ny rapport fra Det Danske Filminstitut, som konstaterer, at alt for mange danske film har svært ved at tjene pengene ind, og det går særligt ud over de filmkunstnerisk ambitiøse film af den type, der støttes på den såkaldte konsulentordning. De kan simpelthen ikke svare sig at sætte i søen.

Druknedød og ulykke! Eller hvad?

Det paradoksale er, at 2017 har været den mest interessante danske filmårgang i adskillige sæsoner. For første gang har vi her på Soundvenue fundet nok stærke titler til at lave en top 10 over årets bedste danske film, mens konkurrencen de seneste år kun har rakt til en nødtørftig top 5 som i det nedslående 2016.

Mehdi Avaz’ ‘Mens vi lever’. (Foto: SF Studios)

Det antyder et bredt udsnit af kvalitet – der bliver trods alt kun lavet 25-30 danske film om året– men det er ikke det centrale: Det vigtige er den mangfoldighed og nytænkning, der har mødt os de seneste måneder.

Med Fenar Ahmads ’Underverden’ fik vi et hamrende veleksekveret dansk actiondrama med interessante tematiske lag. Med Annika Bergs ’Team Hurricane’ fik vi et stilistisk vildt og eksperimenterende generationsportræt af en flok unge outsidere. Med Hlynur Palmasons ’Vinterbrødre’ fik vi den æstetisk set mest imponerende debut siden Triers ’Forbrydelsens element’ – en rendyrket artfilm med høje ambitioner. Med Kasper Rune Larsens ’Danmark’ fik vi en lun og stemningsfuld lowbudget-slackerfilm a la tidlig Linklater. Med Mehdi Avaz’ ’Mens vi lever’ fik vi en gribende mainstreamfilm lavet for en slik. Og med Christian Tafdrups ’En frygtelig kvinde’ fik vi en provokerende satire over et af tidens mest sprængfarlige emner, nemlig køn.

Alle disse film repræsenterer en type film – eller en tilgang til at lave film (som improvisation i ’Danmark’ og hovedrollerne i ’Team Hurricane’, der spiller versioner af sig selv) – som er meget sjælden på hjemlig grund. Alle er de enten debutfilm eller instruktørens anden spillefilmbedrift. Dét er da løfter om fremtiden, der vil noget.

Kasper Rune Larsens ‘Danmark’.

Næsten alle ovennævnte film er lavet på små budgetter. Det er et godt og dårligt tegn. Det gode er, at det antyder, at selv når filmøkonomien er trængt, er der plads, lyst og muligheder for at gå nye veje, så længe man accepterer, at pengene er små. Filmhistorien er fyldt med eksempler på, at kreativiteten blomstrer under pres og begrænsninger.

Det dårlige er, at det antyder, at mens det spirer fra undergrunden, er der tørke blandt den type film, der normalt er lakmustesten for dansk films succes ålt: De kunstnerisk ambitiøse mainstreamfilm, altså den type film, der har bragt os til Oscar i rekordtal og i nogen grad også festivaler som Venedig (’Kapringen’) og Cannes (’Jagten’). Blandt denne kategori af film mærker man, at originaliteten har trange kår. De fleste af de ovennævnte film er da heller ikke blevet set af synderligt mange mennesker – de kan rubriceres som ’smalle film’, som imponerer de cinefile, men ikke får en større kulturel betydning.

Fenar Ahmads ‘Underverden’.

’Mens vi lever’ nåede et stort publikum, men ud fra en økonomisk betragtning peger den ikke så fremad for dansk film, som man kunne tro: Der var trods alt ingen fra filmholdet, der fik løn af betydning, en knap så gangbar model i det lange løb.

Den centrale undtagelse er således ’Underverden’, som netop har den attråværdige kombination af kvalitet og kommerciel appel, som er så afgørende for dansk films grundniveau og anseelse udadtil. Mange af de øvrige mainstreamkvalitetsfilm har ikke været noget at råbe hurra for.

Når det går skidt for de kunstnerisk ambitiøse danske film lavet på normaldyre budgetter, betyder det, at fremtiden for de filmskabere, der har markeret sig så lovende i år, kan se usikker ud. Med tiden vil folk som Annika Berg, Hlynur Palmason, Christian Tafdrup og Kasper Rune Larsen – hvis de er, som instruktører er flest – gerne lave film for større budgetter, og spørgsmålet er, om de får lov uden at skulle gå for meget på kompromis med deres kunstneriske visioner.

Men den tid den sorg. Lad os tage afsked med det danske filmår uden ét ord om krise, men med en lovsang for det talent, det vovemod og den kvalitet, der har åbenbaret sig for os de seneste 12 måneder. Det var en amorspil i filmhjertet.

Læs også: Årets 10 bedste danske film – rangeret

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1