’Late Night with the Devil’: Djævlen er på live-tv i original found footage-gyser
Få genrer er så metaltrætte som found footage-genren.
Lige siden filmstudier og -studerende fandt ud af, man kan skabe en hel film ud af hjemmevideooptagelser og after effects-ansigtsmanipulationer, er markedet blevet oversvømmet af titler, som higer efter ’Paranormal Activity’s trone.
Imens har den rædderlige ’The Devil Inside’ for længst påvist, at kombinationen af shaky-cam, impro-præstationer og den ligeledes klichefyldte eksorcismefortælling kan være et match skabt i de nederste cirkler af helvede.
Men så kom pludselig et af forårets helt store samtaleemner på horrorscenen, ’Late Night with the Devil’, som netop er en found footage-eksorcismefilm og nu endelig kan streames herhjemme.
For i en tid hvor found footage har sejret sig selv ihjel, og de fleste kigger mod mere traditionelle gys for at finde succes, er der åbenbart stadig plads til eksperimenter i den martrerede subgenre.
’Late Night with the Devil’ er nemlig ikke en found footage-film i traditionel forstand. Brødrene Cameron og Colin Cairnes har i stedet instrueret en såkaldt lost media-film om en mytologisk Halloween-liveoptagelse af midnats-talkshowet Night Owls, der tager en makaber drejning, da den desperate vært Jack Delroy (David Dastmalchian) inviterer Djævlen ind på gæstesofaen.
Rammefortællingen er en dokumentar om den sagnomspundne episode, som klarlægger, at enkemanden Delroy i 1977 kæmper en forgæves kamp mod mastodonten ’The Tonight Show with Johnny Carson’ om seernes glugger.
Ud over en lettere antiklimatisk slutning, som bryder med formatet, består filmen herefter af selve showet samt bagom-optagelser i de indsatte reklamepauser, hvor Delroy mundhugges med sine mere og mere desperate gæster og glubske producere.
Der er lagt et imponerende stykke arbejde i at ramme æraens late night-format. Fra de fiksede kameravinkler, den kolde dåselatter og boksede jakkesæt til den inciterende fascination af New Age-spiritualisme og det okkulte.
I hjertet af showet står den kultdyrkede skuespiller Dastmalchian, der gør en vidunderligt kejtet figur som en vært, der tydeligvis ikke har karismaen eller talentet, men blot stålviljen til at gøre, hvad der skal til for at fange publikums opmærksomhed.
Han har en anstrengt indøvet kemi med medværten Gus, som klovner rundt i manegen, og fordi eksorcismen er gemt til showets store finale, sidder man som pint på nåle, mens tiden går med talentløse magikere, bornerte skeptikere og øjenrullende komedieindslag.
Det er nærmest som at se et Jimmy Kimmel-show, men med flere smøger!
Djævlen ligger dog i detaljen, og det kan undre, at instruktørduoen har valgt at bruge AI-værktøjer til at skabe visse af showets baggrunde og skiltegrafikker. Det kan måske indvendes, at den sterile præsentation hjælper med at sælge talkshowet som en budgetteret skeletproduktion. Og den iltre kontrovers, som AI-brugen skabte på steder som Letterboxd, er i høj grad opblæst.
Men de AI-generede billeder stinker ikke desto mindre af, at skaberne til tider er hoppet over, hvor gærdet er lavest. Det samme gør de i selve showets hovedattraktion, hvor en lille, dæmonbesat pige hjules ud foran kameraet.
Det er fem sekunder i Regan MacNeils »your mother sucks cocks in hell«, da den uskyldige pige i nonneskoleuniform begynder at bande og svovle, stirre olmt ud bag sit fedtede hår og svæve uforklarligt over sofaen.
Miseren reddes dog på målstregen af en anden brovtende gæst, som bliver ved med at slå huller i de overnaturlige begivenheder.
Og det kreative format strækker sig langt nok til, at man til tider virkelig tror på, at man er vidne til et hengemt stykke amerikansk mediehistorie.
Kort sagt:
Skaberne bag en ellers glimrende lost media-film om en eksorcisme på live-tv har selv lavet en aftale med Djævlen ved at gøre brug af kontroversielle AI-værktøjer.