Gilli og Kesis nye singler er en advarsel til konkurrenterne: B.O.C.-rapperne vil også dominere 2018

Gilli og Kesis nye singler er en advarsel til konkurrenterne: B.O.C.-rapperne vil også dominere 2018
Gilli og Kesi til For Evigt Hip Hop, 2017.
Foto: Samy Khabthani
Gilli og Kesi var de dominerende skikkelser i dansk hiphop sidste år. Nu har de begge skudt 2018 i gang med nye singler. Fortsætter deres regime et år mere?
Gilli og Kesis nye singler er en advarsel til konkurrenterne: B.O.C.-rapperne vil også dominere 2018
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR Kesi og Gilli var de dominerende danske hiphopstemmer i 2017, hvor de udgav en strid strøm af succesfulde singler. Når de nu begge udgiver nye numre lige ved årsskiftet, er det svært at tolke som andet end en klar udmelding til konkurrenterne: De to rappere går ingen steder. Kesi og Gilli har tænkt sig at dominere 2018, ligesom de dominerede 2017.

Både Gillis ‘Langsom‘ og Kesis ‘Ligesom mig’ lægger sig i forlængelse af den lyd, de to rappere præsenterede sidste år, og begge er produceret af Hennedub, der var manden bag en række af rappernes største hits i 2017.

De er begge stærke sange, der virker som selvskrevne hits. Men samtidig er der ingen af dem, der for alvor udforsker nye lyde.

Er den stilsikre tilgang nok til at holde Gilli og Kesi på toppen et år mere? Og hvad skal resten af hiphopscenen gøre for at vippe dem af pinden?

Dominans på hiphopscenen

Først og fremmest er det en ret exceptionel tilstand, at den samme gruppe rappere kan dominere den danske hiphopscene, for de seneste år har skabt konstante omvæltninger i genren. Grime og dancehall er kommet og gået, mens afrobeats og caribisk ømusik er kommet til. Alligevel har den samme gruppe artister holdt sig på toppen.

Det startede i årene 2013-2015, hvor en håndfuld rappere skabte de udgivelser, der har præget scenen siden. Sivas introducerede autotune-trap på ’d.a.u.d.a.’-ep’en i 2013, Gilli skabte et dansk gaderap-hovedværk med ’Ækte vare’-ep’en i 2014, og MellemFingaMuzik introducerede fransk-inspireret ghettorap på ‘Militant Mentalitet‘-albummet i 2015.

I 2015 havde den her gruppe rappere overtaget dansk hiphop. Og det var også i 2015, at to ekstremt succesfulde sange satte tonen for dansk rap og har gjort det lige siden: Gillis ’C’est La Vie’ og Kesis ’Søvnløs’.

De to numre populariserede henholdsvis afrobeat-baseret hiphop og amerikansk inspireret, sangbaseret klubrap. Gilli blev gadens ambassadør, der transporterede flerkulturelle indflydelser gennem sin afrobeat-inspirerede musik. Kesi blev nattelivsprinsen, der dansede gennem klubber, mens han kastede penge og stjal damer.

Sådan har det været lige siden – faktisk var 2017 de to rapperes mest succesfulde år indtil videre.

Kesi og Gilli var uundgåelige i 2017

Gilli videreudviklede afrobeat-lyden fra ’C’est La Vie’ med sangene ’La Varrio (El Barrio)’, ’Habibi Aiwa’ og ’Rica’.

De to førstnævnte har skabt en slags storladen ghettopopmusik ud af lyden, der frem for alt fungerer som hymner til de kvarterer, Gilli kommer fra. Det er moderne popmusik skabt ud af de flersidige musikalske strømninger, man hører på blokken.

’Rica’ var mere caribisk inspireret, hvilket gjorde den til et decideret sommerhit. Sangen, der gæstes af Kesi og Sivas, blev årets mest streamede danske sang i 2017 på Spotify.

Derudover udgav Gilli også en stribe singler med supergruppen Molo, der også består af B.O.C.-medlemmet Benny Jamz og MellemFingaMuzik. Her viste han, at han stadig behersker en hårdere, gadeorienteret stil, der er en slags skyggeside til de lysere solosange.

Kesi udgav i 2017 hele seks singler, der viste, at han behersker gaderap (‘Designer‘, ‘Consigliere‘, ‘Op’), klubbet hiphop a la ‘Søvnløs’ (‘God Dag‘) og at han kan skabe en unik version af de caribiske og afrikanske indflydelser, der er ved at overtage popmusikken globalt (‘Mamacita‘, ‘Følelsen‘).

Nørrebro-rapperen har ikke altid været så konsistent og overbevisende som i 2017, der var det klart stærkeste år i hans karriere indtil videre. Men seks stærke sange i træk, samt et par ambitiøse og overbevisende optrædener til P3 Guld og DMA, har cementeret Kesis plads som den rapper, der bedst forener pop og hiphop lige nu.

Der er ikke meget, der tyder på, at de to slipper taget i 2018. Alligevel er der nogle opsigtsvækkende ting ved de to nye singler – de knytter nemlig i opsigtsvækkende grad op til de sange, der gjorde Gilli og Kesi så store i 2017.

Hvor er de nye lyde i dansk hiphop?

For selv om ‘Ligesom mig’ er Kesi i sit bedste, mest flabede hjørne af klubben, og selv om ‘Langsom’ har samme episke kvalitet, der gjorde ‘Habibi Aiwa’ til sidste års bedste danske sang, er sangene forlængelser af rappernes lyd – ikke fornyelser.

De er ikke på autopilot. Men de er heller ikke på vej hen til kontinenter, de aldrig har betrådt før.

‘Langsom’ og ‘Ligesom mig’ har et klart budskab: De er magtdemonstrationer – og Spotify-tallene taler deres eget tydelige sprog. Kesi og Gilli er fortsat barren, de andre rappere skal måle sig mod. Men for første gang i lidt tid sætter de standarden uden samtidig at rykke ved grænserne.

Det gør, at der åbner sig en mulighed for den næste danske rapper, der for alvor kan fornye genren. For hvad sker der, hvis det næste store stilskift i dansk hiphop ikke kommer fra Kesi, Gilli eller de andre usual suspects?

Tingene kan ændre sig hurtigt i dansk hiphop. Det har ikke ligefrem været en genre, der er stagneret særligt ofte de seneste år. Og lige nu er der måske en mulighed for at byde ind med noget helt nyt.

Kesi og Gilli har i hvert fald markeret deres position. Det bliver spændende at se, om nogen griber muligheden og udfordrer de dominerende rappere i 2018.

Læs også: Dansk hiphop skal videre fra afrobeat