Hold øje med de fem venner i Glød: »Om en måned ved folk, hvem vi er«

Hold øje med de fem venner i Glød: »Om en måned ved folk, hvem vi er«
Glød.
Foto: Emil Vinther/Soundvenue
Glød laver stemningsfyldt popmusik med horder af fritblendende jazz- og funkelementer. Og så selvfølgelig de uundgåelige King Krule-idiosynkrasier, som de nærmest løber skrigende bort fra nu. I fredags udgav de deres fjerde sang ’Careless’ – og skal man tro de unge drenge selv, så er det nu, det går amok.

De er unge og impulsdrevne, og deres nye single ‘Careless’ vidner i den grad om et band, der har sine referencepunkter, men ikke abonnerer på nogen bestemt musikalsk ideologi. De raser gerne ud, som på den ekspressive ‘No One Understands’, men træder også gerne blidt på bremsen, som på de mere sjælfyldte ‘Don’t’ og ‘You Can’t Get Me’.

Eneste klare pejlingspunkt for de fem venner er, at deres musik skal være Glød. De omtaler det som en »atmosfære«. En »følelse«, en »fornemmelse«.

Først tænkte jeg, at det lød lettere forvrøvlet at omtale sit eget bandnavn, som var det en state of mind. Men des mere vi snakkede, og des mere de grinte med hinanden, holdt om hinanden og overtog hinandens talestrømme, des mere var det, som om Glød-følelsen faktisk gav mening. Næsten, om ikke andet.

Historien om Glød begynder i juleferien 2016, da barndomsvennerne Karl Meyer og William Weiss slår pjalterne sammen. De vil lave musik. Det har de gjort før, men nu skal det være rigtigt. William er midtvejs i et udvekslingsophold i England, og Karl går på Ollerup Musikefterskole.

»Nummeret blev til over fritter og øl. En hyggeaften – men med et seriøst formål«, genkalder William.

»Vi sad oppe hele natten og endte med at få lavet ’Don’t’, vores første nummer«, siger Karl.

»Bagefter udgav vi sangen, og en del af vores venner og folk fra Karls efterskole kunne godt lide det«, siger William.

Duoen kalder sig Glød. Ikke lang tid efter laver de endnu en sang, ’No One Understands’. En dyster, King Krule-beslægtet sag i stil med den første sang ’Don’t’. I april ringer Karls telefon. Det er Rust, som vil booke dem til at spille koncert måneden efter.

»Panik«, erindrer Karl.

Karl og William har allerede aftalt, at de ikke bare vil spille live med William bag en computer og Karl alene med en mikrofon. Det skal være med band. »Være episk, gang i den«, siger Karl, som derfor rekrutterer »de bedste musikere og de bedste venner« fra sin efterskole.

Glød er nu fem mand stort. Karl, som synger, og William, som skriver tekster og spiller keyboard, får selskab af Erik Zacher på guitar, Linus Sandorff på trommer og Valdemar Verup på bas. Udfordringen for det purunge band er dog, at de står med kun to færdige sange – og en forsanger i England.

»Det var faktisk virkelig bøvlet. William fløj tilbage og lejede et værelse i Svendborg i en uge, hvorfra han pendlede frem og tilbage til vores efterskole. Vi øvede om aftenen, hvorefter William tog tilbage og sov hos damen, han lejede et værelse hos«, fortæller Karl.

»Hun var rigtig sød«, siger William og smiler.

»Virkelig meget stress, men det gik. Der var virkelig gang i den på Rust«, siger Karl.

»Der var sindssygt pakket. Det blev næsten til en rockkoncert«, siger Valdemar.

»Punk, nærmest«, siger Erik.

Da William flytter tilbage til Danmark sidste sommer, hvad sker der så?

Erik: »Vi startede alle sammen i gymnasiet, hvilket måske gav en Glød-nedtur«.

Karl: »Det var først hen mod vinteren, da vi lavede ’You Can’t Get Me’, at det rigtigt begyndte igen«.

Valdemar: »Der fandt vi ligesom tilbage til følelsen«.

William: »Vi havde nok en musikalsk vinterdepression«.

Karl: » Og siden i maj, hvor jeg fik lavet et studie hjemme i kælderen, er det gået amok«.

Erik: »Nu er the sky the limit. Nu kører vi. Ude af depressionen – vi tænker konstant på Glød«.

Karl: »Det er nu, det går amok. Det kan jeg sige stensikkert. Om en måned ved folk, hvem vi er«.

Hvad har I mest optur over ved jeres musik?

Karl: »Alt«.

Linus: »Jeg synes, det er fucking fedt, at vi kommer fra meget forskellige udgangspunkter musikalsk. Vi er jo ikke bare en flok gamle folkeskolevenner, der har hørt det samme som hinanden hele vores liv. Så når vi laver vores musik, kan man godt høre, at det er forskellige ting, der bliver mikset sammen – men med samme formål. Glød-formålet«.

Kan du komme det lidt nærmere?

Linus: »Jamen, det er jo der, det bliver svært. Det er en følelse. Formået med Glød er ikke noget, vi har aftalt«.

William: »En atmosfære…«.

Linus: »En fornemmelse, en stemning, som er inde i os alle sammen«.

Karl: »Nu bliver det vildt abstrakt«.

Erik: »Men det er jo rigtig nok. Og vores lille vinterkrise handlede måske også om, at vi overtænkte vores musik. Når vi bare lader det ske, så bliver det Glød«.

Glød. (Foto: Emil Vinther/Soundvenue)

Hvad er det fedeste ved at lave musik?

Valdemar: »Følelsen af at sidde i studiet, efter man har lavet noget, som man selv synes, er virkelig fedt, er mega optur. Så er man stolt af sig selv«.

Erik: »Jeg synes, det fedeste er at have lavet noget musik, virkelig siddet og nørdet med det, og så få lov at fyre det af foran mennesker. Det er ren payoff«.

Karl: »Det sygeste er at spille live. Foran en masse, der synger med«.

Erik: »Ren eufori«.

Annonce

William: »Det føles intimiderende på den fede måde, at folk faktisk kan synge med på noget, jeg har siddet og skrevet for mig selv om natten«.

Linus: »Vi får alle sammen et kæmpe glædesrush ved musik – af at skrive musikken, spille den, optræde med den«.

Hvad er jeres største styrke som band?

Valdemar: »Vi er sindssygt gode venner alle sammen«.

Erik: »Vi har det sygt godt sammen. Og når vi nogle gange har det lidt for sjovt sammen, synes jeg også, vi er gode til lige at snakke om det«.

Karl: »Altså, vi er jo fucking underlige. Det er måske mærkeligt at sige. Men jeg tror ikke, jeg flækker så meget af grin sammen med andre mennesker. Og inden vi skulle herind, eller når vi har været andre steder, har min søster – som har været lidt manager for os – også lige været nødt til at sige: »Lad nu være at fucke rundt, drenge««.

William: »Jeg tror også, at det er en force, at vi er så ambitiøse. Vi gider ikke bare være endnu et band«.

Linus: »Enig. Det snakkede Erik og jeg også om: At vi vil noget stort«.

Karl: »Men det siger alle bands vel?«

Linus: »Jeg tror bare ikke, at det er alle bands, hvor alle medlemmerne føler, at de skal noget stort«.

Jeres nye single er mere poppet, mere ren, end det I tidligere har udgivet. Er det en bevidst retning?

Erik: »Ja«.

Karl: »Tja, men vi er jo også bare blevet bedre. Og så er det produceret af en, der rent faktisk kan finde ud af det«.

Linus: »Det er ikke så bevidst. Karl og jeg sad sammen, det var solskin og forår, vi havde sygt meget optur, var glade, og så sagde vi: »Okay. Vi skal lave en sang, der lyder, som vi har det lige nu«. Nu er det jo så efterår, og så er det ikke sikkert, at næste sang lyder så glad«.

Karl: »Vi er meget impulsdrevne«.

Er det også et forsøg på at komme væk fra King Krule-inspirationen?

Karl: »Ja, det er det virkelig«.

Erik: »Vi har alle sammen hørt ham fucking meget, men nu kan vi ikke høre på det«.

Karl: »Ej, altså. Jeg skal være ærlig og sige, at han er grunden til, at jeg startede det her band med William. Der er bare mange, der laver noget som ham nu. Reverbede guitarer og øh-øh (Karl imiterer King Krule med udtalt dyb, ugidelig stemme, red). Og det er da fedt, men…«.

Linus: »Dengang vi lavede vores første sange, syntes vi, King Krule var det fedeste. Nu er det alt muligt andet«.

Karl: »Det er egentlig mest de følelser, vi får af at høre forskellige kunstnere, som vi bruger, når vi selv skriver musik«.

William: »Engang var man jo meget mere dedikeret til enkelte kunstnere. Ned i pladebutikken og så hjem og høre pladen en masse gange. Nu om dage hører vi jo alt muligt«.

Linus: »Ens underbevidsthed er jo også fyldt med en masse musikalske indtryk«.

Glød. (Foto: Emil Vinther/Soundvenue)

Hvorfor skriver I på engelsk?

Karl: »I bund og grund er det jo, fordi vi gerne vil længere ud end bare her (Danmark, red.)«.

Erik: »Jeg har jo været lidt modstander af det. Jeg syntes, det kunne være fedt, hvis vi skrev på dansk, for så kunne vi bedre nå ud til folk. Folk kan lettere relatere til det. Dansk er jo et supersprødt sprog«.

Karl: »Jeg synes nok bare også, at det er blevet så trendy at skrive på dansk«.

Linus: »Vi vil længere ud, helt sikkert. Og vi kan jo også se, at vi bliver hørt rundt omkring i verden«.

William: »Nu har jeg jo boet i England, så det faldt også mig naturligt for«.

Hvordan ser jeres næste 12 måneder ud?

Karl: »Vi skal have udgivet en ep. Og vi skal have spillet nogle gigs«.

Erik: »Ja, ud at spille gigs, men de er ikke lukket (kontraktuelt, red.) endnu«.

(Deres fællesven, endnu en William, som bliver beskrevet som lidt manager-agtig, bryder ind).

William (manager): »Jo, de er«.

Karl og Erik: »Er de?«

William (manager): »Ah, jeg har sgu glemt kontrakten. Men den 9. november spiller I til Natværk (stort arrangement i forbindelse Operation Dagsværk, som bliver afholdt i Den Grå Hal, red.)«.

Karl: »Vi skal øve en masse. Vi har jo ikke spillet live i et år, men nu lyder det sindssygt godt. Ekstremt«.

Linus: »Det lyder faktisk fucking godt. En helt ny fase«.

Karl: »Og nu hvor ’Careless’ er udgivet, så går vi i gang med at mixe vores næste single færdig«.

Linus: »Så skal vi selvfølgelig også spille på Roskilde«.

Karl: »Ja, det er klart drømmen. Virkelig det, vi går efter«.

William: »Og så i radioen«.

Læs også: Hold øje med Munya: Forførende fransk drømmepop, der bare lyder usandsynligt dejligt