Slowcore-pionererne Low er slet ikke til at kende efter radikal transformation

Slowcore-pionererne Low er slet ikke til at kende efter radikal transformation
Low.
Foto: Paul Husband
Slowcore-pionererne Low er slet ikke til at kende efter radikal transformation - Double Negative
5 6
Low
'Double Negative'

Album, Sub Pop/Playground

’Hvad fanden foregår der?’, tænkte jeg og pillede febrilsk med mit kabel og tjekkede efter, hvor problemet mon lå, da jeg satte mig til at lytte til Lows nye album.

Åbneren ‘Quorum’ toner nemlig frem med knasende digital støj og iturevne vokal-brudstykker i en sådan grad, at man vitterligt er i tvivl, om ens anlæg eller computer er ved at smelte sammen.

En gimmick, der kunne virke som en drillesyg manøvre, men snarere er udtryk for Lows kunstneriske idiosynkrasier og den mildest talt anderledes tilgang til at udtrykke sig musikalsk, som er tilfældet på ‘Double Negative’.

Slowcore-ensemblet fra Duluth, Minnesota har i mere end 20 år gjort det til en ædel dyd at udstikke deres egne retningslinjer uden antydningen af skelen til tendenser og strømninger.
En arbejdsmetode, der har skaffet Low en dedikeret fanskare med hang til repetitive guitarklange, minimalistisk tromme-akkompagnement og melankolske vokalharmonier.

Man kommer dog til at spejde langt efter disse pejlemærker, når man lytter til det nye opus, som er blevet til i samarbejde med producer B.J. Burton, som også bistod Justin Vernon i skabelsen af ’22, A Million’, hvor han rekonstruerede Bon Iver.

Det er dog intet at sammenligne med den mutation, Low har gennemgået.

‘The Son, the Sun’ ulmer i samme mareridtsfremkaldende mørke som Alan Splets maskinelle støjcollager til David Lynch-filmen ‘Eraserhead’, og symptomatisk for albummets udfordrende tonesprog afsluttes ‘Dancing and Blood’ med en tre minutter lang dronende chant. Ligesom ‘Tempest’ bevæger sig som en sinuskurve gennem forvrænget vocoder over ambient renhed for til slut at krølle sammen i en total auditiv vanskabning.

Kun i fragmenter anes der reminiscenser af, hvad Low var før denne forbløffende musikalske metamorfose. Med sin dvælende progression og Alan Sparhawk og Mimi Parkers sørgmodige vokalharmonier binder ‘Fly’ og ‘Dancing and Fire’ fortid og nutid sammen.
Til trods for den kunstneriske dekonstruktion forsager Low ikke melodiske forløb. Som den trækker sig ind og ud af ambiente loops og bit-crush crescendoer, er ‘Always Trying to Work it Out’ ganske iørefaldende, ligesom ‘Disarray’ følger en harmonisk struktur på sin elektroniske klangbund.

Investerer man tid og koncentration, åbenbares der således momenter af skrøbelig skønhed i dette abstrakte og sært dragende univers. ‘Double Negative’ er blandt årets mest udfordrende lytteroplevelser samt en af de mest radikale og fascinerende transformationer fra et rockband i nyere tid.


Kort sagt:
Det amerikanske indieband er slet ikke til at kende på en radikal transformation, der primært centrerer sig om ambiente og distortede klangflader. Selv om der kun er fragmenter af det ‘gamle’ Low tilbage, skaber bandet fortsat harmoniske og smukke strukturer i dette abstrakte og dragende lydlandskab.