Før Bjarke Ingels fyldte 40, pakkede han sine ting og flyttede til New York for at tegne erstatningen for Manhattens ikoniske tvillingetårne: 2 World Trade Center.
Den danske stjernearkitekt var på toppen af karrieren og løb fra møder til byggepladser med så høj hastighed, at privatliv og afslapning var en by i Rusland. Men en dag, midt på gaden, flyver der et boldtræ i ansigtet på ham, og hele hans hverdag bryder sammen med følgerne af en hård hjernerystelse.
Kaspar Astrup Schröder har over seks år fulgt Ingels’ rejse fra innovativ arkitekt i Danmark med bygninger som Amager Bakke og Museet for Søfart på cv’et til internationale karrierehøjdepunkter som altså 2 World Trade Center og VIA 57 West, den trekantede skyskraber med københavnerbaggård på Upper West Side. Og til hans livs største krise.
Ingels startede med en lille tegnestue, BIG, som i dag har udviklet sig til en virksomhed med 450 ansatte verden over. Schröder tegner et ærligt og personligt portræt af en mand i fuld bevægelse, fra møder med Manhattan-arkitekten Douglas Durst til hjernescanninger på Hamlet.
Hvordan fik du ideen til at følge Bjarke Ingels?
»Jeg havde ’My Playground’ (2010, red.), der handler om parkour og bevægelser i byrummet, og der brugte vi nogle af hans bygninger til at hoppe rundt på. Min kæreste har arbejdet for ham i mange år, så jeg har altid kendt ham, og derigennem er vi blevet venner. Så der var en meget naturlig adgang til ham«.
Der skulle ikke overtalelse til?
»Nej, ikke meget. Han er ikke et ego, der skal bekræftes. Han var meget sådan, ’du kommer bare, og du er velkommen til at filme alt’. Han ville heller ikke styre noget, så der var ret åbne døre«.
Hvorfor lave en film om arkitektur?
»Jeg har ofte haft svært ved at se arkitekturfilm, for jeg har hurtigt kedet mig. Jeg har aldrig rigtigt kunnet se meningen med, hvorfor skulle være en film. Tit synes jeg, at det ville være lettere at læse en bog eller se på nogle billeder, for der skal ligesom være en grund til at lave en film.
’Big Time’ handler om personen bag. Det er en meget personlig historie, om den moderne mand og bagsiden af successen – og derigennem lærer man noget om arkitektur«.
I dine tidligere film som ’Lej en Familie’ og ’De dømtes børn’ har der været en konkret sag at tage udgangspunkt i. Tilgangen må have været anderledes her.
»Fortællingen er helt klart kommet undervejs. Når jeg fortalte, at jeg lavede en film om Bjarke Ingels, har folk været meget fascinerede af hans historie, og man kan godt trække på fascinationen til en vis grænse. Med ’De dømtes børn’ var der et naturligt drama fra starten, og som historiefortæller og filmmand vil man gerne forsøge at finde noget modstand og finde ud af, hvad der gemmer sig bag ved – der må jo være nogle bagsider af succesen.
Det har været ret sjovt at lave ’Big Time’ og ’De dømtes børn’ på samme tid. At gå fra så fattige kår i Kina til penthouses i New York har været en ret vild kontrast. Jeg kom fra Kina med en følelse af afmagt og ensomhed over til Bjarke, hvor jeg forsøgte at finde det frem i ham, som de børn havde i sig. Og så har der været de der succeshistorier hos Bjarke, som jeg har forsøgt at finde hos børnene i Kina«.
Adgangen til det indre
Hvordan havde Ingels det med, at du ville filme ham uden for arbejdslivet?
»Han forstod ikke, at det var spændende at filme ham sidde derhjemme og se ’Game of Thrones’ – men så kom det frem, at han følte sig lidt ensom. Da han fik den der voldsomme hjernerystelse, mente han heller ikke, at det ville være spændende. Men det er dér, hvor man kommer til at se, hvor menneskelig han er.
Man tænker tit, at alt det vilde er mest spændende, men det kan også være fascinerende at forstå helt basale følelser. Så kan man som seer spejle sig i ham, for hvis man bare ser en mand, der flyver på skyerne, så kan man ikke identificere sig med mennesket«.
Hvad betyder det for dig som instruktør, at du selv står med kameraet?
»Hvis jeg virkelig vil ind under huden på folk, er det bare bedst, at jeg står der alene, end at der står et helt hold. For Bjarke, tror jeg, at det føltes, som om det bare var mig og ham, der hang ud og snakkede. For mig kommer adgangen til det indre gennem kameraet og mig alene«.
Filmen er bygget op om Ingels hverdag, smukke panoramaer over hans bygninger og scener, hvor han forklarer og tegner sine ideer. Bygningerne bliver vist med langsomme panoramaer med underlagt klassisk musik. Den vender også flere gange tilbage til farverige, bevægelige hjernescanninger i løbet af filmen.
Hvad var dine tanker om filmens opbygning?
»Jeg ville gerne vise ham i den proces, hvor han tegner. Han er meget flyvsk, men man skulle samtidig forstå, hvad han tænker, og hvordan han udvikler designs. Derfor lavede vi de her set-ups, hvor han tegner, og vi ser, hvordan han formidler det«.
Og hvad er der med de der hjernescanninger?
»Meningen er, at man ikke skal forstå, hvad det er, og hvorfor det er der. Jeg ville gerne behandle dem, som jeg behandler arkitekturen: Med musik, og hvor de står for sig selv ligesom bygningerne, man ser undervejs. Det er som en kreativitet, der bobler«.
Drømmer om Trump
Nu hvor du har fulgt en så dygtig dansker, der har måttet rejse til USA for at få den største anerkendelse, tænker du så, at vi i Danmark er for dårlige til at hylde vores talenter?
»Uden at tale for Bjarke, tror jeg, at rejsen til USA kom sig af, at janteloven hang herhjemme. De gamle etablerede arkitekter syntes, at han var lidt af en tegneseriearkitekt. Han flyttede ikke kun til USA, fordi der var et projekt, men også fordi det kunne udvikle ham. Det synes jeg generelt, man oplever. Janteloven, den er der sgu. Man skal ikke tro, at man er noget. De succesfulde bliver jordet, mere end de bliver hyldet«.
Nu har du færdiggjort to film på et år. Hvad er det næste?
»Jeg prøver at udvikle en serie i Danmark, som forgår i Roskilde, hvor jeg følger en gruppe ret seje skaterpiger. Og så er jeg i gang med at færdiggøre en film om et sæt tvillinger, der har autisme. Det er en coming of age-film, der kommer ud på den anden side af sommeren.
Jeg vil gerne lave noget mere herhjemme. Men det er svært, for jeg vil gerne lave film om noget, jeg ikke ved noget om, og der har Asien bare tiltrukket mig. For vi er sgu ret ens her i Danmark, det er hvide vægge og beige sofaer. Og hvis noget trender, er alle med på den: Så er der lakrids i al mad«.
Hvad er drømmeprojektet?
»At lave en film om Trump, helt inde under huden. Det kunne sgu være ret vildt«.
Læs også: ’De dømtes børn’: Dansk instruktør har lavet stærk film fra Kinas skyggeside