Det er næsten overflødigt at sige, at 2020 har været et højst mærkværdigt år – og det gælder også på filmfronten. Coronakrisen har udsat en lang række biograffilm og skubbet hele premierekalenderen i en grad, at meget fortsat er uvist, mens USA stadig er voldsomt mærket af pandemien.
Det betyder også, at vi har fået langt færre film til Danmark, end vi plejer at gøre over et halvt års tid. Og det sætter naturligvis sit præg, når man sammensætter en liste ud fra titler, der er blevet tilgængelige for første gang i Danmark enten på det store lærred eller på streamingtjenesterne i 2020 hidtil.
Der har dog været stærke filmoplevelser, og her har vi udvalgt de 10 bedste. Bemærk, at ’The Lighthouse’ – der fik ordinær biopremiere i januar – var med i toppen af vores årsliste for 2019 og derfor ikke figurerer her.
Men nu til sagen:
10. ’Brittany Runs a Marathon’
»Et stærkt medrivende kærlighedsbarn af indie-dramedy og sportsfilm for ’Girls’-fans«, kaldte vores anmelder denne feelgood-film om den retningsløse Brittany, der joker og fester sig gennem livet for at skjule sin usikkerhed og ulykke, indtil en læge fortæller hende, at hun bør tabe 20-25 kilo – og hun, mod alle odds, sætter sig for at træne sig op til et maraton.
Men hov, hvad er det nu for en bedaget fatshaming-trope, vil nogle nok spørge sig selv, men faktisk er filmen bevidst om de tykfobiske faldgruber, og dens pointe er ikke så meget, at Brittany har et problem, fordi hun er tyk, men fordi hun er plaget af dårlige livsvalg. Hun trænger til en makeover, men den er først og fremmest psykisk.
Vejen derhen er sjov og rørende – ikke mindst takket være en glimrende Jillian Bell i hovedrollen og altid gode Michaela Watkins i en birolle som Britannys træningsmakker.
’Brittany Runs a Marathon’ kom direkte på Amazon Prime herhjemme.
9. ’Bad Education’
Hugh Jackman viste en anden og velkommen mørk side af sig selv i Cory Finleys veloplagte filmatisering af den største svindelsag i amerikansk skolehistorie. Den australske Hollywood-stjerne spiller Frank Tassone, en populær rektor, der har ført Long Island-gymnasiet Roslyn frem til en position som en af landets bedste uddannelsesinstitutioner. Alle elsker ham, men skinnet bedrager, og snart skal sandheden komme for en dag.
Alle vil inden filmen vide, at Frank er en ulv i fåreklæder, men dybden i hans bedrag vil nu nok alligevel overraske de fleste, og Jackman er perfekt i rollen, også når den charmerende facade krakelerer. Det er højst underholdende fra start til slut.
Filmen kan ses på HBO Nordic.
8. ’En helt almindelig familie’
Unge Malou Reymann instruktørdebuterede mere end overbevisende med filmen baseret på sin egen historie om, hvordan hendes far sprang ud som kvinde, da Malou var barn. Fra 11-årige Emmas perspektiv oplever vi, hvordan det føles, da faren Thomas bliver til Agnete – fra forfærdelse til langsom forståelse. Det er et originalt og dybfølt perspektiv, som rammer alle følelsesnuancerne rent i en ellers kompliceret tematik.
Tilmed er filmen præget af en øm humor og et ultrapræcist tidsbillede fra 90’ernes mavebluser, Hawaii-pizzaer og hesteskoskonfirmationer, der giver et vellykket filmisk lag. Og ud over Mikkel Boe Følsgaards underspillede, meget værdige præstation som Agnete kan man kun tage hatten af for debutanten Kaya Toft Loholt, der leverer en mirakuløst registrerende indsats.
Filmen kan ses på Blockbuster.
7. ‘The Nightingale’
Ingen havde nok forventet en pæn og poleret film fra instruktøren bag ’The Babadook’. Men alligevel var Jennifer Kents opfølger til den epokegørende gyser en overraskelse med sin nådesløse analyse af køn, race og ulighed i et kolonialt Tasmanien, hvor den irske straffefange Clare er kommet i kløerne på den let antændelige løjtnant Hawkins, der straffer hende så grusomt, at hun intet har at miste og kun hævnen at leve for.
Efter to grusomme voldtægtsscener i de første 20 minutter tør man dårligt se videre, men det bør man, for i vente er en suspenserig hævnthriller, der føles nødvendig i sin grumme fremstilling af et stykke verdenshistorie, man måske sjældent tænker over herhjemme, nemlig overgrebene på aboriginerne og fangerne i Australien omkring nationens fødsel. Clare teamer op med aborigineren Billy, der skal guide hende gennem landskabet, og det er særligt interessant at se, hvordan de to undertrykte mennesker støder deres respektive fordomme op mod hinanden.
Og så slutter filmen med en fornem eftertanke, der adskiller den fra klassiske hævntroper a la Hollywood.
’The Nightingale’ kan ses på Blockbuster.
6. ’Little Women’
Greta Gerwig havde i årevis drømt om at genfortolke Louisa May Alcotts ungdomsklassiker, og efter succesen med ’Lady Bird’ fik hun lov. Det har ingen fortrudt, for med et veritabelt stjernecast – Saoirse Ronan, Florence Pugh, Emma Watson, Eliza Scanlen, Timothée Chalamet, Meryl Streep, Laura Dern – i ryggen pustede Gerwig nyt liv og og et moderne touch ind i historien om de fire March-søstre, der på hver deres måde forsøger at finde sig til rette i en tid (under Den Amerikanske Borgerkrig), hvor forventningerne til kvinder er lagt ud fra et stærkt begrænsende skema.
»Greta Gerwig bevarer i sin fantastisk velspillede, velkomponerede og modige filmatisering af klassikeren ‘Little Women’ historiens nostalgiske charme, samtidig med at hun åbenbarer materialet som et moderne feministisk manifest«, skrev vores anmelder og kvitterede med fem fortjente stjerner.
5. ’The Cave’
Syriske Feras Fayyad skabte med sin danskproducerede, Oscar-nominerede dokumentar et af de vigtigste og mest hjerteskærende indblik i Syriens blodige borgerkrig, filmkunsten har præsteret. Vi følger de heltemodige læger på et underjordisk hospital i byen Ghouta, der i flere år holder stand, mens bomberne falder om ørerne på dem, og det er rædselsvækkende at opleve deres hverdag, hvor almindelig småsnak i konsultationsrummene eller en fødselsdag med popcorn kan afløses af en horde af indkomne ofre for umenneskelige gasangreb.
Særligt følger vi den enestående kvindelige leder af hospitalet, Dr. Amani, der ud over krigen også skal slås med patienternes mandschauvinisme. Hendes håb og handlekraft er til inspiration for os alle.
4. ’Waves’
Endelig dukkede den nye film fra instruktørstortalentet Trey Edward Schults (’Krisha’, ’It Comes at Night’) op herhjemme – som lejefilm på Youtube – og den var hele ventetiden værd.
Første del af filmen følger det populære, sorte brydetalent, 18-årige Ty, der ser en snigende skade true sine fremtidsudsigter, mens hans kontante far (Sterling K. Brown) presser ham hårdt på hjemmefronten til at præstere over evne. Det trækker op til et skæbnesvangert udfald, før anden halvdel af fortællingen skifter radikalt til Tys søsters perspektiv, og man som seer sidder med hjertet i halsen hele vejen.
Det er en film, der er svær at yde retfærdighed på skrift, for halvdelen af oplevelsen er dens ungdomseuforiske stemning, der er beslægtet med ’Euphoria’ (samme fotograf) og skifter mellem spindende kamerabevægelser af lykke til nervepirrende uro.
Og så er der soundtracket, hvor alt fra Animal Collective til Kanye West, SZA, Frank Ocean og Kendrick Lamar puster uforlignelig atmosfære i en overvældende suggestiv oplevelse, der bare skal ses og høres.
3. ’Les Misérables’
Sidste års franske Oscar-kandidat er kun blevet mere aktuel i kølvandet på diskussionen om politivold og udsatte områder efter mordet på George Floyd. Den debuterende instruktør Ladj Ly har, siden han var 17, optaget politifolkenes hårdhændede metoder i Paris-forstaden Montfermeil og dokumenterede i 2008, hvordan en betjent skød en mand i håndjern med et flashball-våben.
Den episode er afsættet for hans første film, der har den nyligt forflyttede politimand Stéphane i centrum, som han tilslutter sig en patrulje i det hektiske område med sine rutinerede makkere, hvis fremfærd han hurtigt chokeres over.
En situation, der også involverer en stjålen løveunge fra et omrejsende cirkus, eskalerer hurtigt til det, vores anmelder kaldte »et adrenalinspark af en tour de force«. »’Les Misérables’ er en film, der kan og vil skubbe til dit verdensbillede, og dermed også en film, der potentielt kan ændre verden«, fortsatte han.
Tænk ’La Haine’ møder ’Training Day’ møder et øget blik for nuancerne, og du har en fransk gadeplansfilm, som er dømt til at blive en klassiker.
2. ’Portræt af en kvinde i flammer’
Én af tidens bedste instruktører, Celine Sciamma, forlod sine poetisk-realistiske nutidsfortællinger for at lave årtiers mest sanselige film med udgangspunkt i mødet mellem en portrætmaler og hendes uvildige ’offer’ på en gold og isoleret ø ud for Bretagnes klippekyst i 1770.
Adéle Haenal og Noémie Merlant spiller de to kvinder, hvis blikke – og siden kroppe – mødes i en æstetisk prangende og forbløffende suspenserig fortælling om intens forbudt kærlighed. Sciamma ser periodedramaet fra et nyt og markant kvindeligt perspektiv, og som vores anmelder så smukt opsummerede i sin hengivne anmeldelse til topkarakter:
»’Portræt af en kvinde i flammer’ både knuste mit hjerte, styrkede min tro på kærligheden og fik mig til at genforelske mig i filmkunsten som genopfundet af Céline Sciamma«.
Filmen kan ses på Grand Hjemmebio og Blockbuster.
1. ’Uncut Gems’
I sin anmeldelse af ’Uncut Gems’ kaldte vores filmredaktør brødrene Josh og Benny Safdie for »Martin Scorseses naturlige arvtagere«, efter ’Good Time’-instruktørerne overgik sig selv med et frenetisk og nådesløs ridt gennem New Yorks diamantdistrikt med Adam Sandler som håbløst holdepunkt.
Sandler spiller Howie, en evigt optimistisk og opportunistisk juveler slash gambler, der skylder penge til alle fra lurvede bookmakers til den italienske mafia og for alvor maler sig selv op i et hjørne, efter han udlåner en ædelsten til basketballspilleren Kevin Garnett, spillet af stjernen selv.
Howie står slalom mellem børn, kone, elsker, børn og lånehajer i et miljø, man ikke føler, man har set på film før, og man sidder med hans liv i hænderne, mens han styrer mod en slutning, der sidder i kroppen i dagevis.
Og Adam Sandler? Han leverer en af karrierens allerbedste præstationer.
’Uncut Gems kan ses på Netflix.