’Det store museum’
Hvis man nogensinde har ønsket sig at få et indblik i dagligdagen hos et af verdens smukkeste museer – fra det sveddryppende restaureringsarbejde af bekostelige relikvier til anspændte budgetmøder med direktionen – så åbenbarer muligheden sig i Johannes Holzhausens fascinerende dokumentar ’Det store museum’, der udforsker Kunsthistorisk Museum i Wien fra kælder til kvist.
Museet blev bygget i 1891 for at huse Habsburg-familiens kunstskatte og gemmer således på verdenskendte kunstværker af blandt andet Raphael og Vermeer samt egyptiske, romerske og græske antikviteter, uniformer og musikinstrumenter. Holzhausen, som selv er uddannet kunsthistoriker, filmede i næsten to år den imponerende bygnings sale og de ansatte, mens forberedelserne til Kunsthistorisk Museums stort anlagte genåbning af Kunstkammeret – et museum i selve museet – skred frem.
Man er med overalt og føler sig takket være Holzhausens ’usynlige’ kamera vitterligt som spøgelset i hjørnet, der ånder de forbipasserende i nakken. Her er ingen interviews eller løbende kommentarspor: Det ene øjeblik ser man tavst til, mens tapeter og sildebensparket må lade livet for håndværkernes hammer og mejsel, det næste følger vi direktør Sabine Haags klikkende hæle, mens hun fortæller British Museums overmåde henførte direktør Neil MacGregor om Kunstkammerets nye indretning, og de dertil nyindkøbte Olafur Eliasson-lysekroner.
»Et fremragende valg!« udbryder MacGregor, da den dansk-islandske kunstners navn bliver bragt op i samtalen. Men, spørger den engelske direktør med lige dele diplomati og en let professionel bekymring, er lysekronerne nu også blevet færdige til tiden?
Det er netop disse estimerede kunstelskere og -kenderes smittende begejstring for museet og dets inventar, der er med til at gøre besøget på Kunsthistorisk Museum ganske fængslende, om end ikke ophidsende. Her opleves den intense småvildtsjagt på lumske borebiller i kunstværkerne lige så interessant, som når en ældre servicemedarbejder rejser sig til personalemøde og med let rystende hænder udtrykker sin ærgrelse over, hvor lidt de forskellige afdelinger på museet egentlig kender til hinanden. Kendetegnende ved hver afdeling er medarbejdernes stræben efter at få historie og fremtid til at gå op i en højere enhed, der tjener museets åndelige kvaliteter såvel som kistebunden. For hvordan sørger man for, at de yngre generationer fortsat vil fatte interessere for de Habsburg’ske skatte?
Imens der diskuteres budgetter og reklamefremstød anretter den afgående direktør for våbensamlingen, Christian Beaufort-Spontin, møjsommeligt en tallerken med brieost og valnødder til museets residerende duer og krager på vinduessatserne. På en gang desillusioneret og humoristisk konstaterer pensionsklare Beaufort-Spontin, at al denne kliniske marketingssnak, der genlyder i gangene ligeså godt kunne handle om at sælge tandpasta.
Hvor ’Det store museum’ måske nok ikke helt formår at vække seerens interesse for de enkelte kunstværker, står de menneskelige historier til gengæld stærkt tilbage.
Kort sagt:
Som et spøgelse glider Johannes Holzhausens kamera igennem gange og sale, fra kælder til kvist i det imponerende Kunsthistorisk Museum i Wien. Dokumentaren giver et intimt indblik i dagligdagen på museet, hvor duer fodres med brieost på vinduessatserne, og restorationsmedarbejdere sveder tran over uvurderlige kunstskatte.