Fra Brad Pitt til Linda P: Årets værste filmskuffelser

Nogle filmstinkere kan man lugte på lang afstand, men det værste er de film, man nærede store forhåbninger til af ingen verdens grund. De her 10 gjorde det bare ikke for os i år.

’Suicide Squad’

Vi havde tilladt os at håbe. De første billeder af Jared Leto gav løfter om frydefuld galskab, og det samme gjorde forlydenderne om hans ekstreme metodeskuespil og vilde pranks på settet.

Men i sidste ende var the joke on him og det hele forgæves. Ikke alene var hans præstation som Jokeren overstyret, alle de andre figurer omkring ham blev også svigtet i et tåbeligt og klodset plot, kulminerende i et trivielt opgør med en ligegyldig skurk.

Som vores anmelder skrev:

»Jeg håbede på anarki, punk-attitude og rå energiudladninger, men fik et filmisk svar på, hvordan det ville lyde, hvis Katy Perry lavede et cover af ‘Anarchy in the UK’«.

Batman V. Superman: Dawn Of Justice

’Batman v Superman: Dawn of Justice’

Og nu vi er ved D.C.’s rædselsår. Zack Snyders superhelte-mashup står muligvis tilbage som årets mest ærgerlige oplevelse, en gigantisk rodebutik, der én gang for alle fik understreget, at de ’dystre’ superheltefilm har overlevet sig selv.

Snyders udgave af Christopher Nolans superheltemørke var grotesk tungt og selvhøjtideligt, med de to frelserfigurer som olmt skumlende træmænd i en uendelighed. Det var godt tænkt, at Superman skal stå til ansvar for de store ødelæggelser, han forårsagede i ’Man of Steel’, men filmen lod temaet svæve uforløst i luften, og til sidst kulminerer det i ramasjang af den kedeligste skuffe.

Ben Affleck var dog en god flagermusmand, så vi har stadig tiltro til de kommende Batfleck-installationer.

maxresdefault

’Den store venlige kæmpe’

Har Steven Spielberg lavet en svagere film end filmatiseringen af Roald Dahls børnebog ’The BFG’ om en pige, der af en kæmpe bliver ført fra sit børnehjem til jætternes land?

Ikke alene virkede historien mærkeligt fejldisponeret med en lang, ligegyldig adspredelse i kæmpeland, før det for alvor går slapstick-løs i det engelske kongehus (filmens bedste del). De kunstigt animerede kæmper gjorde det også svært at leve sig ind i fortællingen, hvor godt Mark Rylance end lagde mimik til den store venlige af slagsen.

»En anstrengt pludrende, overraskende kedsommelig børnefilm med en komplet anonym heltinde og en Oscar-vinder fanget i kæmpens langlemmede CGI-krop«, som vores anmelder formulerede det.

’Undercover’

Casper Christensen på manus, folk som Roland Møller, Paprika Steen og Ali Kazim på rollelisten og en selvstændig komedie befriende løsrevet fra eksisterende franchises.

Der var egentlig grund til at tro på ’Undercover’, men ak. Intet lykkedes i Nikolaj Peyks julekomedie, og anmelderne gav en sjældent enstemmig lussing til filmen om en åndsbollet betjent (Linda P), der skal fragte en forbryder til Svendborg, før en gangster får fingrene i ham.

Vores anmelder formulerede det så poetisk:

»Manuskriptforfatter Casper Christensen synes at have pennet ’Undercover’ med snablen i flasken en sen og ualmindeligt uinspireret lørdag nat med hovedvægt på følgende fejlagtigt skråsikre antagelser: Linda P er bedst, når hun: 1. Taler om at skide. 2. Skal skide. 3. Skider«.

michael moore i trumpland

’Michael Moore i TrumpLand’

Det kom som en stor og spændende overraskelse, da Michael Moore få uger før valget annoncerede, at han havde en film om Donald Trump i ærmet. Det vækkede minder om hans skarpe Guldpalme-vinder ’Fahrenheit 9/11’ om George W. Bush, men ’Michael Moore i TrumpLand’ var desværre langt fra så gennemført et værk.

Den kontroversielle dokumentarist forsøgte velgørende at forstå de mennesker, der gjorde ejendomsmogulen til præsident. Desværre kom filmen til at handle mere om Moore end om Trump, og særligt hans forsøg på at være sjov standupper faldt til jorden. Vores anmelder konstaterede:

»Hans diagnose af det amerikanske samfund og monstret Trump er skarp, og så længe det varer, er det glædeligt at se ham opbløde snarere end at optrappe de politiske kontraster. Men gamle vaner er svære at komme til livs, og da tæppet falder, fremstår han lidt som dem, han parodierer: En frustreret, hvid mand, der insisterer på sin version af sandheden og råber den meget højt«.

The Danish Girl

’The Danish Girl’

Billederne af Eddie Redmayne som den danske kvinde Lili Elbe gik verden rundt, længe før ’The Danish Girl’ ramte lærrederne – og skabte forventninger om en monumental skuespilpræstation og en rørende film om et vigtigt emne. At Tom Hooper (’The King’s Speech) stod bag, var såmænd også et lovende tegn.

Men filmen viste sig at være mere Oscar-bait, end godt er. Sløvt og pænt fortalt i reaktionære biopic-gevandter, som slet ikke stod mål med historien om en progressiv kvinde. Eddie Redmaynes præstation virkede – tør vi sige det – en anelse manieret, og som vores anmelder tilføjede:

»En pompøs scene ved Vejle Fjord er optaget i Norge med høje bjerge i baggrunden. Filmskaberne fandt ikke Vejle Fjord spektakulær nok. Det er sigende for filmens tendens til at vægte udvendigheden og skrue op for dramaet og ned for nuancerne«.

legend_of_tarzan_galleri5

’The Legend of Tarzan’

Alexander Skarsgård er nærmest født til at spille Tarzan, Christoph Waltz er altid seværdig i en skurkerolle, og det var et interessant take på historien at sætte fokus på Tarzan som civiliseret voksen væk fra junglelivet.

Men actionscenerne var trivielle og effekterne ikke nær så velskabte som på sidste års ’Junglebogen’. Og som vores anmelder bemærkede:

»Skarsgårds joviale ping-pong med Samuel L. Jackson omtrent lige så vittig og raffineret som en slidt pruttepude, og generelt gør en mangel på personlighed og friskhed filmen næsten himmelråbende anonym«.

id4-gallery2-gallery-image

’Independence Day 2’

Okay, det er måske vores egen skyld, hvis vi havde store forhåbninger til Roland Emmerichs opfølger på sit eget, charmerende rumbrag fra 1996.

20 år efter var charmen nemlig endegyldigt væk. De nye unge karakterer var intetsigende, og antrækkene til at behandle en tematik om menneskelig aggression blev tabt på jorden.

»Hvorfor give en døjt for planetens overlevelse, når det alligevel aldrig føles, som om der er noget på spil, uanset hvor mange storbyer og millioner af liv, der går tabt i CGI-ilden?«, spurgte vores anmelder retorisk.

Grimsby

’Grimsby’

Der er uendeligt langt fra de plat-intelligente trakasserier i ’Borat’ og ’Brüno’ til de kejtede karikaturer, Sacha Baron Cohen serverer i ’Grimsby’.

Her spiller han et engelsk stykke fodboldfanatisk white trash, der genforenes med sin anderledes skarpe bror, som nu er MI6-agent. De involveres i en større konspiration i en film med trætte spionparodier, sløje oneliners og et infantilt forsøg på at chokere uden bare tilnærmelsen til en dybere mening.

»‘Grimsby’ mangler den strømførende konsekvens fra ’Borat’ og ’Brüno’, og for første gang i den britiske komikers karriere er alting 1:1. Der er ingen leg med virkeligheden, ingen samfundskritik eller dybere mening med galskaben – og galt, det er det«, slog vores anmelder fast.

allied2_

’Allied’

Brad Pitt og Marion Cotillard er to af de største skuespillere i deres generation, og derfor vil enhver film med de to på rollelisten tiltrække sig en vis interesse.

Når man så finder ud af, at Robert Zemeckis sidder i instruktørstolen, får man straks mere bange anelser. For hver en ’Tilbage til fremtiden’ og ’Contact’, laver han en ’Beowulf’ og ’Polar-ekspressen’. Og hans nye film ender i kategorien for fejlskudte forsøg.

’Allied’ handler om en efterretningsagent (Pitt), der møder en fransk modstandskvinde (Cotillard) i Casablanca under Anden Verdenskrig, og den bevæger sig i genrer som krigsfilm, spiondrama og romance uden rigtigt at finde fodfæste i nogen af elementerne. Vores anmelder skød rettelig skylden på Zemeckis:

»Med ’Allied’ leverer han en halvsløj spionfilm og skuffer stort. ’Allied’ er ellers baseret på en fascinerende, sand historie, som i stærkere hænder kunne være blevet til en nervepirrende krigsfortælling«.

Læs også: De bedste film i 2016 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af