‘Roadrunner’
For de fleste var den amerikanske kok Anthony Bourdain madverdenens rockstjerne, der spiste kobrahjerter for rullende kameraer. En gastronomisk macho-Tintin, der med sine tv-programmer, alle med backpackerbegejstrede titler som ‘Parts Unknown’ og ‘No Reservations’, tog på wild rides til fjerne egne, spiste fantastiske ting og fortalte historier.
I dokumentaren om ham er der dog meget andet på spil end at puste liv i Anthony Bourdain-personaen som indbegrebet af cool. I 2018 kom det nemlig som et chok, da Bourdain tog sit eget liv på et hotelværelse i Alsace.
Men selvom man kender den tragiske slutning, er ‘Roadrunner’ samtidig et forrygende portræt af, hvem og hvordan Anthony Bourdain var.
‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’
Selvom skeptikere var i tvivl, om Rian Johnson kunne toppe breakout-krimien ’Knives Out’, formåede instruktøren med den selvstændige efterfølger ’Glass Onion’ igen med at stable et underholdende karaktergalleri på benene og få alle brikkerne til at falde på plads på uforudsigelig vis.
Da Edward Nortons iværksætter-milliardær Miles Bron inviterer sin sammensatte venneflok, der rummer alt fra en YouTubende-ex-wrestler (Dave Bautista) og flyvsk aldrende It-girl (Kate Hudson), til sin private græske luksus-ø, er Daniel Craigs excentriske detektiv, Benoit Blanc, med sin sære sydstatsaccent havnet på gæstelisten. For selvom det først er en planlagt selskabs-gåde, gæsterne skal opklare, går der ikke længe, før et rigtigt mord finder sted.
Det er ikke nemt at leve op til en film i en genre, der er så afhængig af overraskelsesmomentet, for det kan hurtigt blive meget forudsigeligt, hvordan man skal overraskes. Men det lykkes virkelig Rian Johnson at dreje et twistfuldt plot, der tager en på sengen gang på gang, uden at hverken film eller publikum taber tråden. Han piller løget lag for lag, og til sidst står man tilbage med en smuk og lysende klar perle.
‘Verdens værste menneske’
Selvom man måske skulle tro, at popkulturen efterhånden havde udtømt samtlige millennial-navler for eksistentielle spørgsmål af varierende spændingsniveau, leverede den norske mester Joachim den tredje film i ‘Oslo’-trilogien, der faktisk formåede at genopfinde det skamredne generationsportræt med skandinavisk fortegn og frisk ironisk finesse.
’Verdens værste menneske’, den 30-årige Julie, er endnu en selvoptaget ung kvinde, der repræsenterer sin generations almene tvivl. Men hun er også bare et ærligt og smukt filmisk spejl for nogle følelser og diskussioner, der ikke har mistet relevans, bare fordi Hollywood i kølvandet på ’Girls’ masseproducerede smukke neurotikere i popkulturen. Det er en legende fornøjelse at følge hende gennem sit unge voksenliv, hvor hun smilende dropper både uddannelser og elskere for at finde sig selv.
‘Waves’
Velkommen til en af sidste års bedste ungdomsfilm – med det suverænt bedste soundtrack.
Den 31-årige instruktør Trey Edward Shults (’Krisha’, ’It Comes at Night’) har sammensat en uimodståelig playliste i ’Waves’, der byder på blandt andre Tame Impala, Tyler, The Creator, Kendrick Lamar, SZA og Kanye West. Sammen med den æstetiske billedside i blød neon og flimrende sollys væver sangene sig fornemt ind i fortællingen om det sorte brydetalent Ty (Kelvin Harris Jr.), hvis sorgløse highschool-liv pludselig krakelerer, da en skulderskade sætter punktum for sportsdrømmene.
Halvvejs igennem historien tager filmen dog en højest overraskende drejning, der retter fokus mod Tys lillesøster Emily (Taylor Russell), og uden at afsløre for meget sidder man tilbage en stærk fortælling om sorte unges kamp for at claime deres plads i samfundet – selv dem, der begår sig i den øvre middelklasse.
‘Athena’
Den franske enfant terrible Romain Gavras’ hidtil bedste film er beslægtet med den franske klassiker ’La Haine’ og danske ’Shorta’ med sin fortælling om, hvordan de unge i et socialt boligbyggeri tyer til vold, da en blot 13-årig dreng, Idir, dør efter at være blevet tæsket af politiet.
Idirs tre brødre, der er i centrum for fortællingen, reagerer vidt forskelligt. Karim er primus motor for det voldelige oprør. Krigsveteranen Abdel maner til konstruktiv dialog. Og den kriminelle Moktar tænker mest på at beskytte sin narkoforretning.
’Athena’ åbner med en utrolig scene filmet i ét skud, hvor urolighederne for alvor eksploderer, og man mærker næsten molotovcocktails og desperationen på egen krop. Det er filmens højdepunkt, mens dramaturgien omkring de tre brødre er mere ujævn, men det ændrer ikke på, at det er en ualmindeligt hårdtslående film om et kontroversielt emne, tilmed set fra flere forskellige synsvinkler på tankevækkende vis.
’Clueless’
»As if!«
Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings helt igennem 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.
Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.
Og vi tager alle sammen stadig noter.
‘Hustle’
Adam Sandler forbinder overraskende effektivt samlebåndsproduktionen på Netflix med sine udflugter ud i auteur-land og rammer med basketfilmen ‘Hustle’ et spøjst sted ned mellem konventionelt sportsdrama og et nærværende realismefiltreret indblik i vejen til verdens største basketball-liga.
Historien følger Stanley Sugerman (Sandler), som efter mange år rundt i verden bliver forfremmet til assistenttræner for NBA-holdet Philadelphia 76’ers. I de amerikanske sportfranchises nepotistiske ånd tager den tidligere ejers lunefulde søn (Ben Foster) over og sender igen Stanley ud for at finde det næste store europæiske talent. Det gør han måske – på en street-bane på Mallorca, hvor håndværkeren Bo Cruz (NBA-spilleren Juancho Hernangomez) rager op og overbeviser Stanley om, at han står over for en stjerne.
‘Her’
Det ville være fristende at anbringe en af Joaquin Phoenix’ mørke signaturroller i toppen af en liste over hans bedste præstationer, men ikke desto mindre har Oscar-vinderen aldrig stået så stærkt som han gør som i Spike Jonzes lige dele romantiske, sørgmodige og tankevækkende sci-fi-film ‘Her’.
Phoenix spiller Theodore Twombly, en blød og melankolsk tekstforfatter, der forelsker sig i … sit styresystem (stemme af Scarlett Johansson, så fair nok). Her beviser skuespilleren, at lige så utiltalende og ubehagelig han kan være på lærredet, lige så sød og charmerende kan han også være. Der er dog en konstant underliggende smerte i Theodores uanseelige væsen, der gør, at man fatter uendelig stor sympati for ham, uanset hvor kejtet hans forelskelse i en kunstig intelligens er.
Præmissen er fantastisk, men for at filmen skal lykkes, skal man tro på kærlighedshistorien, og det gør man takket være Phoenix’ fornemt afbalancerede udtryk i kropsholdning, gang og stemme.
‘His House’
Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.
I Remi Weekes’ debutfilm møder vi Bol (Sope Dirisu) og Rial Majur (Wunmi Mosaku fra ‘We Own This City’) på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. De får tildelt et hus og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være…
Filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk – og det er ment som en stor ros til dens gyseligt gode effekt.
‘Prisoners’
Hugh Jackman har karrierens måske bedste rolle som den bistre knudemand Keller Dover i Denis Villeneuves Hollywood-debut ’Prisoners’ – en af nyere tids mest isnende intense thrillere.
Som Keller oplever han enhver forældres værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede mand Alex (Paul Dano, som pt. er i biografaktuel som Gækkeren i ‘The Batman’), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling.
Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok. ’Prisoners’ er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man som seer sidder på kanten af stolen. Slutscenen glemmer man aldrig.
‘Booksmart’
Olivia Wildes instruktørdebut om to stræberiske highschoolpiger, der skal indhente al den fest, de er gået glip af i deres tid på skolen, er en sprudlende tour de force, der blander ’Superbad’-likeability i samtlige bikarakterer med et progressivt blik for venskab og seksualitet samt en overraskende gennemført visuel identitet.
Og så er der altså lige Beanie Feldstein (‘How to Build a Girl’) og Kaitlyn Dever (‘Dopesick’, ‘Unbelievable’) i hovedrollerne, der charmer en fuldstændig i gulvet.
De to supertalenter har eksplosiv kemi, de er så overlegent tro- og seværdige både sammen og hver for sig. Det er ikke mindst deres fortjeneste, at skildringen af 12-talspiger på uregerligt trip overskrider enhver følelse af kliché. Man vil bare gerne være sammen med dem.
‘Blade Runner 2049’
Den forudgående hype til trods blev Denis Villeneuves opfølger til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ikke nogen videre succes ved de amerikanske billetluger tilbage i 2017 – akkurat som den første ’Blade Runner’ heller ikke var det tilbage i 1982.
Måske er det ’Blade Runner’s lod ikke at modtage retmæssig anerkendelse i sin samtid, om end ’2049’ dog begejstrede en lang række kritikere. Villeneuves feberdrøm af en futuristisk fabel var lang, ja – måske også for lang. Men filmen leverer ikke desto mindre en seeroplevelse, man meget sent glemmer.
Foruden Ryan Goslings medrivende centrale præstation som alle tiders mest poetisk melankolske androide (move over, Roy) på jagt efter en højere mening med sin eksistens, var ’2049’ en åndeløst overrumplende æstetisk såvel som audiovisuel triumf, der sømløst byggede ovenpå Scotts oprindelige fortælling uden at give tab på sine egen originalitet.
Ikke overraskende var Villeneuves filmiske sensibilitet for sjælfuld filosofisk slow-sci-fi (’Arrival’) og personinstruktion (’Prisoners’) et perfekt match med ’Blade Runner’s univers, der i ’2049’-udgaven forvandlede selv et lystent hologram (Ana de Armas) til en overraskende rørende allegori over falmende menneskelighed i maskinernes tid.
‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’
Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).
Ferrell – som er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.
Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.
Thank you for the music, Ferrell!
PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…
‘The Hand of God’
Ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona spiller en vigtig birolle i den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentinos (‘Den store skønhed’) personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.
‘The Hand of God’ er Sorrentinos mest jordbundne film til dato, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på instruktørens virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut. En af 2021’s bedste film, simpelthen.
‘The Power of the Dog’
Med Oscar-kandidaten ’The Power of the Dog’ føjer Jane Campion et storværk til hylden for moderne westerns, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil. En brysk knudemand, der i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb. Af hud.
Phil bor med sin milde lillebror George (Jesse Plemmons) på en stor kvægranch, men da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst), og bringer hende og hendes teenagesøn Peter (Kodi Smit-McPhee) med på landet, er Phil ved at gå til at jalousi og foragt.
Og så udruller der sig ellers en suspensefyldt magtkamp mellem navnlig Phil, Rose og Peter, der er så foruroligende – og overraskende – at man sidder som på pinde op til den geniale slutning. Oscar-nomineringer til hele banden, tak.
‘The Edge of Seventeen’
Der er langt mellem pletskuddene, når det gælder god high school-coming of age. Men dennes helt – 17-årige Nadine – er en skøn og klassisk underdog-dramaqueen. Hun beskriver sig selv som en »gammel sjæl« og har et nært forhold til sin skoleinspektør (Woody Harelson), der heldigvis ikke har meget til overs for hendes bullshit.
»Måske er der bare ikke nogen, der kan lide dig, svarer han til hendes brok om ikke at have noget til fælles med unge på hendes egen alder.
På både charmerende, rørende og sjov vis bliver alting dog fuldstændig for meget Nadine, da hendes bedste veninde Kristel (‘The White Lotus’ Hailey Lu Richardson i en tidlig rolle) bliver kærester med hendes i forvejen alt for populære storebror.
Hailee Steinfeld (‘Dickinson’, ‘True Grit’) er en fuldtræffer i hovedrollen med slidt skijakke og skarp balance mellem virkelig teenagemagtesløshed og selvironi.
‘Ex Machina’
Kærlighed, ensomhed og vores komplekse forhold til kunstig intelligens. Det er de helt store temaer, den amerikanske instruktør Alex Garland kaster sig over i den ambitiøse debutfilm ’Ex Machina’, der allerede har fået status som sci fi-nyklassiker.
Filmen lægger sig i slipstrømmen på Spike Jonzes ’Her’ og Charlie Brookers ‘Black Mirror’ med en type sci fi, der skildrer en ikke så fjern fremtid, hvor kunstig intelligens er så veludviklet, at mennesker er tilbøjelige til at udskifte deres personlige relationer med AI’s.
Domhnall Gleeson er perfekt castet i rollen, som den lidt for godtroende Caleb, der småforelsker sig i menneskerobotten Ava (sublimt spillet af Alicia Vikander), mens Oscar Isaac leverer endnu en af sine kraftpræstationer i rollen som det lunefulde supergeni, Nathan, som det ene øjeblik er venskabelig og i det næste er mistænkeligt hemmelighedsfuld.
De tre karakterer er alt, vi behøver i Garlands dvælende men alligevel dybt medrivende kammerspil, hvor alle har skjulte motiver, og finalen får koldsveden til at pible frem.
‘The Harder They Fall’
Debuterende spillefilminstruktør Jeymes Samuel tipper på cowboyhatten til Sergio Leone og Quentin Tarantino, og fylder samtidig soundtracket med hiphop i årets mest farverige hævnwestern, der følger en ung outlaw (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’) på jagt efter manden, der dræbte hans forældre (Idris Elba i tilbagelænet skurkehumør).
‘The Harder They Fall’ introducerer et ensemblecast med så karismatiske spillere på begge sider af den centrale konflikt (LaKeith Stanfield, Regina King, Zazie Beetz med flere), at man nødig ser en eneste, skurk som antihelt, lade livet i støvet, hvor opgøret naturligvis må ende. Jovist, filmen er i omegnen af et kvarter for lang, men alligevel keder man sig ikke et sekund i det unikke univers, Samuel opbygger – og så er det første gang i Hollywood-historien, at vi har fået en gedigen westernbasker befolket udelukkende af sorte skuespillere. Frem med popcornene fredag aften.
‘The Wolf of Wall Street’
Er Scorseses film om Wall Street-milliardæren Jordan Belfort en apologi for amoralsk opførsel? Det mente mange, da ‘The Wolf of Wall Street’ ramte biograferne i 2014, men filmen er immervæk en tour de force i rytme, klipning og fortælleenergi, der er noget nær umulig at modstå.
Skildringen af Belfort gav hovedrolleindehaver Leo mulighed for at spille på alle tangenter (endnu en film, han burde have fået en Oscar for), hvor kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Og han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte. Der er en rytme og et energisk svaj i Leos diktion filmen igennem, og han tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen. Fornemt suppleret af Jonah Hill, Margot Robbie og Matthew McConaughey på sidelinjen.
Det er en af instruktør Martin Scorsese bedste og mest ublu underholdende film siden ’Goodfellas’ – og absolut den sjoveste til dato.
‘The Trial of the Chicago 7’
‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.
Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.
‘The Trial of the Chicago 7’ er i år blevet nomineret til seks Oscars, hvoraf Sacha Baron Cohen ligger lunt i svinget til at nuppe prisen for Bedste mandlige birolle.
‘I’m No Longer Here’
Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.
Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.
’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.
‘Uncut Gems’
»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.
Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.
Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.
Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.
‘The Social Network‘
David Fincher og Aaron Sorkins film om Facebooks fødsel står stadig som en af de bedste skildringer af midtnullernes techboom. En fænomenalt speedsnakkende Jesse Eisenberg rammer Mark Zuckerbergs excentriske outsider på kornet i den ildevarslende skabelsesberetning for en af verdens mest banebrydende sociale medier.
Ingen mindre end Quentin Tarantino har sågar udnævnt ‘The Social Network’ til sit årtis bedste film, mens virkelighedens Zuckerberg fandt portrættet decideret »sårende«.
Grundfortællingen om den amerikanske drøm er behandlet skarpt og bittersødt af David Fincher og Sorkins manuskript er pakket med syngende oneliners. Samtidig gør filmens Oscar-belønnede elektroniske soundtrack skabt af Trent Reznor og Atticus Ross ‘The Socia Network’ til en ekstraordinært stærk filmoplevelse.
‘I’m Thinking of Ending Things’
Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.
Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.
Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.
‘A Sun’
Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.
Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…
Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.
’Marriage Story’
Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.
Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.
’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.
Kleenex påkrævet.
‘Roma’
Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.
Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.
Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.
Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.
’Annihilation’
’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.
Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.
En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.
’Spirited Away’
Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.
Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.
Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.
Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.
’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.
‘The Irishman’
’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge Martin Scorsese, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.
Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Frank ’The Irishman’ Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede.
Sikkert er det dog, at Sheeran (Robert De Niro) qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa (Al Pacino), en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne.
Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande går an, men langt vigtigere får de to kæmper Pacino og De Niro lov til at kappes om kameralinsens gunst, mens Joe Pesci er tilbage fra pensionen med et fantastisk underspillet portræt af en venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden.
Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre, hvor vi følger de leverplettede gangstere til alderdommens yderste kant, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller i ugedoseringsæsker. Muligheden for tilgivelse berøres, og ’The Irishman’ bliver en fornem elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen.
God streaming!