Jenna Ortega, ‘Scream 5’/’The Fallout’
Hollywoods nye »scream queen« kan mere end at slå en proper næve i nærkamp med Ghostface i vinterens fantastisk underholdende og velkomment velspillede ’Scream 5’.
Hun viste også stor alsidighed i HBO Max-dramaet ’The Fallout’, om en teenagepige, der overlever et skoleskyderi. Ortega evnede at formidle en sitrende, indre rastløshed i kombination med ungdomssindets sårbarhed og naivitet, og i begge film stjal hun hver en scene, hun entrerede.
Skuespillerens naturlighed – og naturlige charme – var en gave foran kameraet, og det lover særdeles godt for hendes kommende, store Netflix-serie ’Wednesday’, hvori Ortega spiller Wednesday Adams fra, ja, ’The Adams Family’. ’Scream 6’ er også i støbeskeen, selvfølgelig.
‘Scream 5’ kan ses på Paramount+, ‘Fallout’ kan ses på HBO Max.
Joseph Quinn, ‘Stranger Things’
Britiske Joseph Quinn kom, så og sejrede stort med en forrygende guitarsolo af Metallicas ’Master of Puppets’ i ’Stranger Things’-finalen. Quinn spillede Dungeons and Dragons-stormesteren Eddie, som i sæsonens start blev hovedmistænkt for mordet på en af skolens mest populære piger – og efterfølgende blev jaget vildt af den über-kristne kæreste til selvsamme.
Der gik dårligt et enkelt afsnit, før Eddie var blevet fjerde sæsons darling på de sociale medier, og det blev stadigt mere fortjent, som fortællingen skred frem, og Quinn fik mulighed for spille på adskillige strenge af talentet (ahem).
Navnlig hans samspil med Gaten Matarazzos Dustin stod stærkt, men han og Joe Keerys Steve fik også opbygget en smittende god pingpong, der fik Twitter til at døbe duoen »Dustins fædre«.
Eddie, du stjal vores hjerter. Og Doja Cats.
Britt Lower, ‘Severance’
Britt Lower er ikke mintgrøn i Hollywood, hvor hun har spillet mindre roller i serier og indiefilm i henved et årti. Men det var i foråret i år, at hun for alvor brændte igennem på skærmen i Ben Stiller og Dan Ericksons mesterlige AppleTV+-serie ’Severance (nummer et på vores liste over halvårets bedste serier, intet mindre).
I den kulsorte kontorsatire-thriller spillede Lower Helly, som vågner op i mødelokale i firmaet Lumon Industries uden nogen erindring om, hvordan eller hvorfor hun er havnet der. Da en højtalerstemme informerer Helly om, at hun frivilligt har gennemgået en ’procedure’, der har adskilt hendes arbejds-jeg fra privatlivs-jeg’et, forsøger kvinden at undslippe. Men der er ingen vej ud af det Kafka’ske kontormareridt for Hellys arbejds-jeg.
I de første afsnit var Lower seerens guide til ’Severance’s foruroligende ’Black Mirror’-miljø, og hendes forfærdelse kunne mærkes langt ud på den anden side af skærmen. Scenerne, hvor hun med desperationen sivende ud af hver en pore tog stadigt mere radikale midler i brug for at undslippe, fik en til at krølle sig sammen på sofaen i akut sympati – mens Lower senere fik mulighed for at åbenbare en skræmmende dualitet i karakteren, der i finaleafsnittet viste et ganske andet ansigt.
Vi kan ikke vente med at gense hende i sæson 2.
’Severance’ kan ses på AppleTV+.
Iman Vellani, ‘Ms. Marvel’
Ikke nok med, at canadisk-pakistanske Iman Vellani gjorde sin skærmdebut som spritny superhelt i Disney+-serien ’Ms. Marvel’, hun blev også fra den ene dag til den anden ansigtet for en historisk udvikling i Marvels enorme franchisemaskineri.
Den drøncharmerende, 19-årige skuespiller spillede Kamala, Marvels første muslimske helt, hvis teenagehverdag og familieliv med pakistanske forældre i Jersey City fik serien til at føles som en krydsning mellem ’Spider-Man’ og ’Never Have I Ever’.
Vellanis skæve komiske timing gjorde hende særdeles nem at elske fra første afsnit, og der var en skøn, ligefrem begejstring over hendes møde med det overnaturlige, der fik karakteren til at fremstå både relaterbar og sympatisk.
Til næste år slutter Kamala sig til sit store idol Captain Marvel (Brie Larson) i biografilmen ’The Marvels’, og det skal blive spændende at se Vellani tage springet fra den lille skærm til de allerstørste lærreder.
’Ms. Marvel’ kan ses på Disney+.
Shô Kasamatsu, ‘Tokyo Vice’
Det er sin sag at skabe god kemi med sine medspillere, når man ikke altid forstår, hvad de siger. Den udfordring havde det japanske stortalent Shô Kasamatsu i HBO Max-serien ’Tokyo Vice’, hvori han spillede det unge yakuza-medlem Satu over for blandt andre ’West Side Story’s Ansel Elgort.
Kasamatsus engelskkundskaber var begrænsede, da han indspillede serien, og i interviews har han sidenhen fortalt, at det ikke altid var helt nemt for ham at kode på settet, hvornår Elgort var sig selv, og hvornår han spillede skuespil i rollen som den Tokyo-bosatte journalist Jake Adelstein.
Ikke desto mindre formåede de to at skabe en stærk relation på skærmen, hvor Satu og Jake blandt andet bonder over deres kærlighed til ’Backstreet Boys-hittet ’I Want It That Way’ – en sang, Satu er overbevist om handler om analsex.
I takt med at Satus yakuza-karriere krævede, at han gav køb på stadigt mere af sin menneskelighed, gik hans karakter fra formummet bølle til dybt fascinerende. Og man holdt vejret i finaleafsnittet.
’Tokyo Vice’ kan ses på HBO Max.
Safina Coster-Waldau, ‘Salsa’
Jonas Risvigs ‘Salsa’ præsenterede et forfriskende dugfrisk ensemble af primært talentfulde unge kvinder, som vi ganske sikkert vil komme til at se meget mere til i fremtiden – heriblandt Filippa Navarana Coster-Waldau, hvis betragtelige talent også snart skal eksponeres i Viaplay-serien ’Håber du kom godt hjem’.
Den største breakout-stjerne i ’Salsa’ var dog søsteren Safina Coster-Waldau, der tidligere har været med i både en julekalender og påskeserie, men nu fik sit voksengennembrud i rollen som Uma, der kaster sig sultent over sexappen DRIFT for at undersøge, om hun kan dyrke sex uden at slå følelserne til.
Det er en dristig rolle for så ung en skuespiller, men Safina Coster-Waldau brugte udgangspunktet til at vise mange facetter i sit spil. Fra sårbarhed til liderlighed var Uma en karakter, man både heppede på og var bekymret for.
Det skal blive spændende at se, hvad der venter den danske skuespilspire i fremtiden.
’Salsa’ kan ses på DRTV.
Milena Smit, ‘Parallelle mødre’
Den spanske mester Pedro Almodóvars film har alle dage været et fantastisk udstillingsvindue for fantastiske, ekspressive kvindelige skuespilpræstationer. Og det er Milena Smit det nyeste kroneksempel på.
I Spanien bemærkede man allerede 25-årige Smith for rollen i filmen ’No matarás’ i 2020, men det var ’Parallelle mødre’, der viste hendes evner frem for et internationalt publikum.
Filmen handler om to meget forskellige kvinder, der føder samme dag, og hvis skæbner derfra filtres ufravigeligt ind i hinanden. Som den unge Ana formidler Milena Smit en vemodig smerte bag den usikre og umodne fremtoning, og som Soundvenues anmelder Freja Dam skrev i sin anmeldelse om Smits præstation:
»Hun indtager både rollen som den svigtede, forurettede datter og som den omsorgsfulde mor med stor overbevisning. Ana fremstår som en sært klarsynet karakter«.
’Parallelle mødre’ kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
Austin Butler, ‘Elvis’
Er Austin Butler »den nye Brad Pitt«? Det lyder frækt – men det er ikke umuligt.
Butler havde allerede spillet med i tv-serien ’The Shannara Chronicles’ og givet den som morderisk Manson-psykopat i Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, inden han landede titelrollen i Baz Luhrmanns film om the king himself. Men det var som Elvis, at han i år bragede ind på hovedscenen i filmland, hvor han er blevet badet i både Oscar-buzz og publikumskærlighed.
Det er der en god grund til: Charmerende, dybt sympatiske Butler gør det noget nær umulige i filmen, hvor han på en og samme tid gør rollen til sin egen, samtidig med at han rammer ikonets bevægelser og stemmeføring på kornet. Det er nuanceret præstation, der lover godt for skuespillerens fremtidige superstjernekarriere.
Vi glæder os til at se ham i Cary Fukunaga og Stephen Spielbergs storserie ’Masters of the Air’ senere i år.
’Elvis’ kan ses i biografen.
Kim Min-ha, ‘Pachinko’
En af årets smukkeste serieoplevelser var AppleTV+’s storslåede filmatisering af bestselleren ’Pachinko’, der fulgte en koreansk-japansk familie igennem tre generationer. Centralt for fortællingen stod pigen Sunja, som vi mødte som barn, voksen og gammel, og det var især den midterste inkarnation, spillet af Kim Min-ha, der gjorde et stort indtryk.
Ligesom japanske Shô Kasamatsu andetsteds på listen her, var Min-ha allerede kendt i hjemlandet Sydkorea før ’Pachinko’. Men det var hendes indlevede, perfekt afbalancerede portræt af den unge kvinde, der i 1920’erne rejser fra Korea til Japan for at starte et nyt liv, der ramte internationale seere lige i hjertet.
Min-has performance var dybt rørende, uden på noget tidspunkt at tangere melodramatik til trods for Sunjas strabadser. Igennem hendes ekspressive øjne oplevede vi brutaliteten og racismen, som immigranter blev mødt med i Japan for et lille århundrede siden, og det var umuligt ikke at knytte sig stærkt til karakteren undervejs.
‘Pachinko’ kan ses på AppleTV+.
Dominic Fike, ‘Euphoria’
Hvem var fyren, der kom imellem Jules og Rue i ’Euphoria’s anden sæson? Det spørgsmål stillede mangen en seer sig, da Dominic Fike først trådte ind på scenen, men efter at have leveret en brandkarismatisk præstation som den dragende highschool-stofmisbruger Elliot, stod Fike efter finalen tilbage som en af sæsonens mest bemærkelsesværdige spillere.
IRL har Fike været en velkendt stemme på den amerikanske musikscene siden 2017, hvor han selv udsendte EP’en ‘Don’t Forget About Me, Demons’. Siden er det blevet til samarbejder med selveste Justin Bieber og Anderson.Paak, men det kan meget vel være, at skuespillet fra nu af kommer til at indtage en mere fremtrændede plads på cv’et.
‘Euphoria’ kan ses på HBO Max.