Det danske serielandskab bød i år på gensyn med to af vores tv-histories største fænomener.
Adam Prices ‘Borgen’ og Lars von Triers ‘Riget: Exodus’ vendte stjernespækkede tilbage – denne gang i en streamingverden i samarbejder mellem DR og henholdsvis Netflix og Viaplay. Men selvom mastodonterne fik en stor del af opmærksomheden, var det i andre egne tingene for alvor rykkede.
Med færre midler viste især de unge talenter vejen med små, men visionære serieproduktioner, der har højnet årets serieniveau.
Samtidig bød den samlede seriepulje på en ny forskellighed, hvor vi omsider fik den første afrodanske serie i Diêm Camilles ‘Bad Bitch’. Blandt andre speciel mentions var en stærk Josephine Park på spil i fertilitetskomedien ‘Skruk’ på Netflix, ligesom færøske Andrias Høgennis leverede en gribende kærlighedshistorie med ‘Ingen vej tilbage’.
Det nu lukkede Xee blændede op for mere gangsterunderholdning med ‘2 Døgn: Frit Land’, og P3-serien ‘Too Sune’ havde en højkomisk Nina Rask i front. Med en sæson i både starten og slutningen af året bragede Youtube-succesen ‘Grænser’ også videre.
Dog var det i sidste ende fem meget forskellige serier, der gjorde mest indtryk. Og efter en lille årrække, hvor seriemonopolet blev udfordret af nye kanaler og tjenester, er det påfaldende, at det i høj grad er gode gamle DR, der sidder på toppen igen.
5. ‘Drenge’
To verdener mødtes i Jonas Risvigs Viaplay-drama ‘Drenge’, hvor et dødsfald kastede sin skygge over et kultisk drengekorsfællesskab. Et ungdomsdrama med noget på hjerte, der samtidig rummede mere klassiske krimielementer og Dar Salim i en mesterlig rolle som stjernepsykopat i slips og skjorte.
‘Drenge’ var elementært spændende med interessante unge ansigter i samtlige afkroge af billedet og et effektivt mysterieplot.
Historien slægtede muligvis grundfortællinger som ‘Zappa’ lige lovligt meget på, men hvad serien manglede i manuskriptmæssig finesse, vejede den gedigent op for med stilsikker kameraføring og komplet æstetisk overskud. Sylvester Byder rev os med som tilbagevendt sort får, mens debutant Viktor Hjelmsø svingede drengegruppens sociale taktstok med overbevisende autoritet.
I ‘Drenge’ tilførte Jonas Risvig et genreprojekt sin evne til at skabe ungdomsscener med følelsesmæssig og visuel pondus.
Kan ses på Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘Carmen Curlers’
Den brede søndagsserie om opfindelsen af elektriske curlers fik undervejs bevist, at dens ambitioner var langt større end at konkurrere med ‘Badehotellet’.
Morten Hee Andersens brændende talent lyste ud af hver en lille manisk bevægelse som curlerkongen Axel Byvang. Når ‘Carmen Curlers’ brød ‘Mad Men’-minen med fantasifuldt stilede dansesekvenser, mærkede man især det magiske islæt fra instruktør Natasha Arthy (‘Mirakel’, ‘Julefeber’).
Da Nicolai Jørgensens Frans fik sit eget københavnereventyr, nåede serien nye højder og bragte ikke blot bottle episode-grebet endegyldigt til den bredeste danske skærm, men også en smuk og savnet kærlighedshistorie om to mænds lyst til hinanden og muligheder for at udleve den i 60’ernes usædelighedssamfund.
Undervejs tvivlede vi muligvis lidt på, hvorvidt curleren var det feministiske superprojekt, serien gerne ville bilde os ind, det var. Men med Maria Rossing i en glansrolle fik den alligevel skovlen under os til sidst.
Kan ses på DR TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ‘Maskulin’
Vi er helt sikkert ikke færdige med at tale om mænd, der græder.
Lasse Dein og Kasper Stensgaards P3-serie var et skarpt indspark i en af årets helt store kulturdebatter. Mens Tobias Rahim advokerede for grædende mænd, og memeprofilen ‘Herlige Svend’ kastede pelsklædte giftpile mod patriarkatet, udstillede ‘Maskulin’s satire en kompleks del af samtalen på skarp vis. Nemlig, at man ikke nødvendigvis er afklaret med sin maskulinitet, bare fordi man er woke.
Med den hamrende forvirrede Victor i en gordisk knude mellem lækkermuskuløs følsomhed og Suspekts pikhymner, måtte vores stressede hovedperson kæmpe sig igennem en hær af mænd, han i hvert fald ikke kunne spejle sig i. Fra fitnessfyre, der brugte træning som meditation, til en penisløs flerfarskult, der barhudsammede et surdejsbrød, var alle genialt morsomme.
Alt imens ulæste feministiske værker og forbudt kvindeundertrykkende pornoliderlighed hjemsøgte ham på underholdende og ikke mindst melodisk vis.
Faderkomplekset blev smukt håndteret i sangen ‘Hey Far’, der blotlagde knokkelmanden som, »ku byg’ en terasse, men ikke interesse« for sin søn, så det for alvor stod klart, at seriens klichéer emmede af kærlighed.
Kan ses på DR TV.
2. ‘Orkestret’
Årets sjoveste danske serie handlede om en forsmået klarinettist.
Mens det var Adam Prices ‘Borgen’, der var seriegenkomsten, alle ventede på i 2022, blev det i stedet selvsamme forfatters samarbejde med Mikkel Munch Fals, der bekræftede, at det godt kan betale sig at finde på noget nyt.
Udgangspunktet var tilpas klassisk med et arbejdspladsdrama, der var rigt på højpandede klassiske musikere. Men det blev tilført en kompromisløst ondskabsfuld humor af de seneste års konger af dansk satire: Frederik Cilius og Rasmus Bruun.
Godt nok har DR i årevis kæmpet en sej kamp for at engagere den brede befolkning i den klassiske musikalske dannelse. Med et notorisk elitært miljø som arena formåede duoen dog at spinde et mainstream-hit ved at forvandle orkestergangen til et syrebad af egoer, intriger og affærer med de forkerte.
Frederik Cilius bragte tilpas med humoristisk genkendelighed fra sin egen person over i den herlige Bo Høxenhaven, der trods selvoptagethed og ekstremt slet menneskeligt spil blev årets antihelt, mens ‘Klovn’ havde travlt med at fortynde Frank Hvam til pædagogsaftevand.
Rasmus Bruun satte alle fødder perfekt forkert som håbløs mellemleder, og Emma Sehested Høeg havde sin mest neddæmpede rolle som fantastisk klumpfodet blæserlærling.
‘Orkestret’ var ikke bange for at pisse nogen af, og det var både befriende og uroligt morsomt.
Kan ses på DR TV.
1. ‘Salsa’
En tiltrængt opdatering af seksualundervisningen. Spændende og rørende ungdomsdrama om sabbatårsforvirring, søsterforhold, angst, usikkerhed og at insistere på at more sig. Sexscener, der var intime og intense i stedet for pinlige eller overdrevne, og som lod sine unge karakterer vise lyst og være seksuelle subjekter i stedet for objekter.
Listen over alt det, årets særligste ungdomsserie gjorde rigtigt, er lang.
For mens udenlandske serier som ‘Euphoria’ og ‘Sex Education’ længe har signaleret en ny guldalder for internationalt ungdoms-tv, lod det store danske pletskud vente på sig. Med ‘Salsa’ manifesterede det sig endelig.
Siden ‘Skam’ betog hele Norden, har den norske ungdomsserie altid ligget på lur som det perfekte sammenligningsgrundlag, hver gang man ønskede at nå de unge. Selvom inspirationen altid har været tydelig i Risvigs universer, har den unge serieskaber fundet sin egen måde at høre de unge på.
I ‘Salsa’s tilfælde har målgruppen været med fra start gennem udviklingsworkshops. Manuskriptet er blevet til med hjælp fra Denise Kræmer og Laila Sofie Asingh, ligesom Risvig med intimkoordinator Lea Helmuth har skabt unikke sexscener. Med et hav af helt unge kvindeansigter var ‘Salsa’ samtidig styret af en overvældende, dygtig pigehær, der fandt fornyet frihed i at have sex med masker på, men uden forventningens og frygtens facade.
Med søstrene Safina Coster-Waldau og Fillipa Navarana Coster-Waldau i hovedrollerne var der frygtløshed såvel som en helt særlig nærhed på spil. Lillesøsterens seksuelle vækkelse var en vild og halvfarlig dans, der var umulig at tage øjnene fra, mens storesøsterens klemthed kunne mærkes. Og ikke kun i de smukke tårer, hun fældede i en rørende sexscene.
‘Salsa’ var gennemsyret af følsomhed uden at blive navlepillende. Ikke kun sommerens, men årets ungdomsseriesensation med overvældende festscener, en dansk hitparade på soundtracket, højdramatiske fejltrin og en fabelagtig Nik & Jay-besunget finalescene.
Kan ses på DR TV. Læs Soundvenues anmeldelse.