’Hvisken i støvet’: Instruktørtalents pre-apokalyptiske kærlighedshistorie gik ufortjent under radaren
Da ’Hvisken i støvet’ sidste år fik verdenspremiere i Cannes, var det senegalesiske drama i umanerligt godt selskab.
Som den eneste debutfilm i hovedkonkurrencen dystede ’Hvisken i støvet’ om Guldpalmen mod blandt andet ’Anatomy of a Fall’, ’The Zone of Interest’, ’Perfect Days’, ’May December’, ’Asteroid City’, ’Four Daughters’, ’Fallen Leaves’ og ’Monster’.
Det er derfor forståeligt, at det fransk-senegalesiske instruktørtalent Ramata-Toulaye Sys film – der mere end et år senere nu kommer til de danske biografer – er gået lidt under radaren.
Men også ufortjent. For ’Hvisken i støvet’ er en af de mest formfuldendte debutfilm længe.
Handlingen udspiller sig i en lille landsby i den nordlige del af Senegal, hvor det unge ægtepar Banel og Adama bor med deres ældre familiemedlemmer. De er forelskede og har ikke lyst til meget andet end at være sammen hele tiden. Kærlighedens kraft dominerer faktisk så meget, at Banel gentagne gange må skrive »Banel & Adama« (også filmens internationale titel) på et papir, ligesom hun hører en stemme hviske ordene igen og igen.
Kærligheden vinder dog ikke nødvendigvis over alt andet. Omverdenens krav tynger nemlig parret og truer med at kvase drømmen om at få et hjem sammen uden for landsbyen – et sted, de kan kalde deres eget.
Byens overhoveder beordrer Adama til at påtage sig rollen som den nye høvding, fordi skikken foreskriver det. Kun med hans hjælp vil Gud høre deres bønner og bringe den tørkeramte landsby tiltrængt regn, mener de. Banel bliver i samme ombæring mindet om, at det er hendes opgave at føde Adamas børn. Hun må hellere se at komme i gang, ellers må han tage sig en ekstra hustru.
Konflikten mellem den rebelske ungdom og samfundets klaustrofobisk konservative konventioner er ganske klassisk og set mange gange før på film. Alligevel formår ’Hvisken i støvet’ at fortælle historien på en uvant og dybt fascinerende facon.
Det skyldes både, at Ramata-Toulaye Sy formidler dramaet i et dvælende og meditativt tempo, og at hun har strøet mystiske og undertiden surrealistiske indslag ud over fortællingen.
Det ene øjeblik beretter Adama om en gammel, overnaturlig saga, der måske/måske ikke er sket i virkeligheden. Det næste kommer noget usynligt flyvende mod Nabel, som indfanger det med sin hånd.
Man får en følelse af, at en metafysisk kraft hviler over deres liv og snart vil vælte dem – og resten af verden – omkuld. Alene et tilbagevendende motiv af de to hovedpersoner, der dag efter dag forsøger at grave et forladt hus fri af store sanddynger, så de i fremtiden selv kan bor der, synes skæbnetungt og monumentalt.
Også selveste klimakrisen træder ind i filmen som tungen på vægtskålen, der nok ikke taler i de unge elskendes favør. En altædende sandstorm nærmer sig landsbyen, samtidig med at deres kvæg falder om én efter én, så de ligger spredt ud over den orange savanne. Stemningen er ulmende og pre-apokalyptisk, men kunne måske også varsle forandringens vinde.
Flere steder vender ’Hvisken i støvet’ tilbage til sit abstrakte åbningsskud: En ujævn og let bevægelig, gul kugle, som godt kunne ligne lys, der trænger igennem et lukket øjenlåg.
På samme vis synes filmen at gemme på et udefinerbart urstof – et pirrende element, som man ved et gensyn måske kan blive en smule klogere på.
Kort sagt:
Senegalesiske ’Hvisken i støvet’ serverer en klassisk fortælling om unge elskendes kamp mod konventionerne i en fascinerende, dvælende og undertiden surrealistisk indpakning.