Her er efterårets vigtigste spiludgivelser

Årets sidste måneder er proppet med Harry Potter, guf for PlayStation-fans, superhelte og et comeback til en af spilbranchens mest tossede actionserier.
Her er efterårets vigtigste spiludgivelser
'Hogwarts Legacy'. (Foto: PR)

Det er ikke fordi, at 2022 har været det mest prangende spilår.

Jovist, vi har haft glæden af det fænomenale ’Elden Ring’ og det næsten lige så gode ’Horizon Forbidden West’. Og der har da også været andre fortrinlige oplevelser.

Men udvalget har været lidt magert, hvilket primært skyldes de corona-konstante forsinkelser og udskydelser, der har ramt nogle af årets mest ventede og største titler.

Nu begynder tempoet dog atter at tage til, og kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med spil, som du ikke må gå glip af de kommende måneder – vi guider til de ti vigtigste udgivelser i efteråret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Saints Row’

Hvis ‘Grand Theft Auto’ er den seriøse storebror, er ’Saints Row’ den tossede lillebror. Intet er helligt, når serien – der mest af alt er en kærlig spoof på sin konkurrent – hiver spilleren igennem action på et ultravoldeligt og dybt komisk plan.

Og nu, efter en pause på ni år, vender ’Saints Row’ endelig tilbage. Ikke som en direkte efterfølger, men derimod som et reboot af hele serien, der med en mere alvorlig, men ikke alt for seriøs, undertone vender tilbage til sin eksplosive rødder.

Bliver det et succesfuldt comeback? Forhåbentlig. For ’Saints Row’ på toppen er uden sammenligning en af de sjoveste og mest tåbelige oplevelser, spilbranchen har disket op med.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 23. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Last of Us Part I’

Det er ni år siden, at spilstudiet Naughty Dog revolutionerede historiefortællingen i spil med lanceringen af ’The Last of Us’, der skrev sig brutalt og nådesløst direkte ind hjerterne af alle PlayStation-fans.

Historien om teenageren Ellie og faderrollen Joel, der ender med at eskortere sin unge følgesvend på tværs af et postakopalyptisk USA, står i dag som et nymoderne mesterværk, og det er ikke overraskende, at HBO opsnappede rettighederne til en filmatisering.

Dette remake, hvor det aldrende spil moderniseres både visuelt og teknisk til PlayStation 5, er dermed ikke kun oplagt for at (gen)opleve den gribende fortælling om det umage makkerpar, men også perfekt opvarmning til serien, som forventes at lande næste år.

Udkommer til PlayStation 5 den 2. september.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Session: Skate Sim’

Hvornår har vi sidst haft glæden af et godt skateboard-spil? Tony Hawks populære serie har for længst udviklet sig til en fiasko (relanceringen af ’Tony Hawk’s Pro Skater 1 + 2’ tæller ikke med), og det er mere end ti år siden, vi sidst fik et nyt udspil i den fremragende ’Skate’-serie.

Men måske er det på tide at glemme de to giganter og i stedet byde velkommen til en ny stjerne. På papiret lyder ’Session: Skate Sim’ i hvert fald lovende, når det beskrives som en ultrarealistisk skateboard-oplevelse »lavet af skatere for skatere«.

Der er især to ting, som får os til at skrue forventningerne op: Spillet omtales som den spirituelle efterfølger til ’Skate’, og det inkluderer alt, hvad skateboard-hjertet begærer: Tricks, punkmusik og åbne byer.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 22. september.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Marvel’s Midnight Suns’

Er du fan af superhelte, er der ikke kun én titel at se frem til i efterårsmånederne, men faktisk to. Den første kommer fra Marvel, når Avengers-holdet smides på porten og erstattes af (anti)helte som Blade og Ghost Rider i kampen mod dæmonmoderen Lilith.

Her er ingen kaotisk og tempofyldt action, men derimod et turbaseret, taktisk anlagt rollespil, hvor du skal lægge hjernen i blød og nøje overveje alle dine træk, medmindre Hydra skal trække sig sejrrigt ud af kampen mod dig og dine superhelte-kollegaer.

Det lyder måske som en underlig kombination med superhelte i et strategisk univers, men ’Marvel’s Midnight Suns’ udvikles af Firaxis Games, som er kongerne af intense dueller, og når de viser deres talent frem, må man ikke gå glip af det.

Efter artiklens publicering er spillet blevet udskudt til tidligt i 2023, hvor det udkommer til PC, PlayStation og Xbox.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Scorn’

Er du typen, der bare gerne vil drømme dig væk i et H. R. Giger-lignende univers med skræmmende rumvæsener og klamme omgivelser? Så lander julen tidligt for dig i år.

’Scorn’ er en vaskeægte omgang bodyhorror, hvor blodet (og andre kropsvæsker) flyder i en lind strøm, når du udforsker et bizart område, hvor metal, kød og teknologi væves sammen i groteske skabninger.

Det lyder klamt, og det ser klamt ud, men på den helt rigtige måde, for det er ikke svært at se, hvor spillet har sin inspiration fra. Og hvem ved – måske bliver ’Scorn’ faktisk en af de bedste ’Alien’-oplevelser, som slet ikke har noget med ’Alien’ at gøre.

Udkommer til PC og Xbox den 21. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Gotham Knights’

Er du ikke helt solgt på Marvels taktiske udspil, kan du hoppe over til konkurrenten hos DC, hvor Robin, Batgirl, Red Hood og Nightwing prøver at følge i deres læremesters spor, da kriminaliteten løber løbsk i Gotham.

Batman er nemlig død, og derfor sendes de håbefulde helte – hvor du frit kan vælge imellem alle i kvartetten – på banen for at nedkæmpe de lovløse forbrydere i den skumle metropolis, som ligger åben for dine fødder.

Det bliver nok ikke helt i stil med den eminente ’Batman: Arkham’-serie, hvor Batman og Joker brillerede side om side, men holdes der fast i den dystre atmosfære, kan de fire friske, unge pust måske vise sig at være ganske velkommne.

Udkommer til PC, PlayStation 5 og Xbox Series X/S den 25. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Call of Duty: Modern Warfare II’

Du skal holde tungen lige i munden for at holde styr på mængden af detaljer, når den mest populære skydespilserie nogensinde trofast vender tilbage i efteråret.

Seriens 19. udspil er et reboot af ’Call of Duty: Modern Warfare 2’ fra 2009, og spillets handling er en direkte efterfølger til det seneste ’Call of Duty: Modern Warfare’, som ligeledes var et reboot – dengang af ’Call of Duty: Modern Warfare 4’ fra 2007.

Forvirret? Det er vi også, men nu er det jo ikke ligefrem historien, vi kommer for. Det er derimod løftet om, at 2022-udgivelsen skulle introducere adskillige nye features, heriblandt en forbedret fysikmotor, kunstig intelligens og spiltyper, som tager serien i en forhåbentlig forfriskende retning.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 28. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘God of War Ragnarök’

Fortsættelsen om krigerguden Kratos har været PlayStations mest ventede titel i flere år, siden serien i 2018 skiftede den græske mytologi ud med nordiske omgivelser i et succesfuldt reboot, der viste, hvor fremragende actionspil kan være, når alt bare klapper.

For historien om hovedrollen Kratos og barnet Atreus er ikke kun et glorværdigt voldsorgie. Det er også en ligefrem følsom oplevelse med et stort bankende hjerte for fortællingen om far og søn, og hvordan båndene mellem dem skabes, slides og styrkes.

Og nu står duoen endelig klar til at afværge jordens undergang. Tiltrængt? Bestemt. Ikke mindst for os, der – efter udgivelsen af ’Horizon Forbidden West’ i marts – så småt er begyndt at sukke efter en ny blockbuster-titel til PlayStation 5.

Udkommer til PlayStation den 9. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Callisto Protocol’

Det er en dødssynd, at den kritikerroste ’Dead Space’-serie led en langsom død grundet dårlige salgstal efter seriens sidste udspil helt tilbage i 2013, for en bedre og mere skræmmende horror-sci-fi-oplevelse kommer man sjældent i nærheden af.

Derfor er det glædeligt, at ’The Callisto Protocol’ ser ud til at fortsætte det creepy gys, når man som fangen Jacob Lee skal undslippe fra en fængselskoloni på en af Jupiters måner midt under en invasion af rumvæsner.

Og det bedste af det hele? ’Dead Space’-medskaber Glen Schofield instruerer spillet, så der er altså en ganske erfaren ballast på holdet bag ’The Callisto Protocol’.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 2. december.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hogwarts Legacy’

Har du drømt om at gå på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab med alt, hvad det indebærer af venner, fjender og uhyrlige monstre?

’Hogwarts Legacy’ blev til stor skuffelse forsinket sidste år, men nu skulle rollespillet endelig lande lige op til julemånederne (der er endnu ingen fastsat dato, men derimod et lidt vagt december-vindue), og findes der noget mere magisk end at svinge tryllestaven, imens sneen falder udenfor?

Umiddelbart ser spillet ud til at være det perfekte troldmandseventyr, hvor du i ægte rollespilsånd skaber din egen figur, der skal møde op til undervisning, lære besværgelser og sågar blive håndteret af fordelingshatten. Med andre ord: Enhver Harry Potter-fans drøm.

Efter artiklens publicering er spillet blevet udskudt til den 10. februar 2023, hvor det udkommer til PC, PlayStation og Xbox.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af