Nu kan du godt forberede dig på at vende tilbage til George R.R. Martins verden i ‘Elden Ring’ – ny udvidelse er på vej

Nu kan du godt forberede dig på at vende tilbage til George R.R. Martins verden i ‘Elden Ring’ – ny udvidelse er på vej
'Elden Ring'. (Foto: Bandai Namco)

Hvis du savner en undskyldning for at vende tilbage til ‘Elden Ring’, har du netop fået en.

En ny udvidelse med titlen ‘Shadow of the Erdtree’ er under udvikling, hvilket er lig med mere indhold og dermed også et nyt eventyr i den fiktive verden Lands Between.

Annonceringen er netop landet på spillets egen Twitter-profil.

Det vides endnu ikke, hvilken historie ‘Shadow of Erdtree’ vil fortælle (eller om ‘Game of Thrones’-skaber George R. R. Martin er involveret igen), men fans er allerede i gang med at spekulere baseret på billedet, der akkompagnerede annonceringen.

Her kan man se det, der må formodes at være spillerens hest Torrent, ride med en lyshåret person, der måske er Miquella. Han er bror til Malenia, som spillede en markant rolle i den oprindelige handling.

‘Elden Ring’ har været en kæmpe succes med mere end 20 millioner solgte eksemplarer siden udgivelsen sidste år, hvor Soundvenues anmelder kvitterede med seks stjerner og kaldte det »et brutalt mesterværk«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af