‘Civilization VI’ er et vidunderligt spild af tid
Oh, at være verdens hersker in spe. At sidde på sin trone og skue ud over undersåtterne, der troskyldigt udfører hver eneste ordre til punkt og prikke. At lade de lange linjer i planlægningen sno sig gennem ens hjernevindinger, hvor det ene scenarie efter det andet løftes op, inspiceres, vurderes, og sammenlignes med de mange andre muligheder.
Mulighederne for at tiltvinge sig magten over kloden har altid været mangfoldige i den nu 25 år gamle ‘Civilization’-spilserie. Og de er bestemt ikke blevet færre med den seneste udgivelse i serien, ‘Civilization VI’. Igen er der blevet skruet på knapperne og bygget oven på de tidligere udgaver, for at skabe det hidtil mest komplekse ‘Civilization’-spil.
Hvordan skal vi knuse vores fjende i dag? Skal vi lade vores overlegne kultur, vores cowboybukser og beatmusik, sive ud over kontinentet, indtil alle unge mennesker kun higer efter at blive som os? Eller skal vi iføre os den hvide kittel, tænde bunsenbrænderen og skue mod stjernerne, mens vi efterlader andre nationer rullende i mudderet med stenøkser og lerkar? Eller er det måske tid til at trille stridsvognen frem og undertvinge os kontinentet i åben kamp?
Resultatet er en kolos af et spil, der rummer næsten uendelige muligheder for taktiske spidsfindigheder, strategiske storplaner og minutiøse detaljer. Men de mange muligheder kan også være et net af gange, man som spiller farer vild i, så man de første mange gange vandrer mere forvildet rundt, end man går målrettet i en bestemt retning.
Hvis vi kigger nærmere på de konkrete nyskabelser, der har sneget sig ind i den klassiske opskrift i den sjette inkarnation af det klassiske spil, så er det først og fremmest byerne, der springer i øjnene. For de er nu ikke længere bundet til et enkelt felt, men er spredt ud over et større område.
Distrikter hedder den nye opfindelse, og det betyder, at du kan tilføje specialiserede områder til din by ude i landskabet. Et kultur-distrikt til teatre og underholdning, et videnskabsdistrikt til forsknings- og undervisningsinstitutioner eller en militærforlægning med plads til våbenhuse og militærskoler. Og i praksis er distrikterne en tilføjelse, der giver rigtig god mening, for den gør opbygningen af ens byer langt mere fleksibel.
Så er der udforskningen af nye teknologier nu delt op i to spor. Et for rene tekniske opfindelser, og et for nye filosofier eller ideologier. Den første type leder ofte til nye våben eller resurser, den anden fører til nye styreformer eller diplomatiske fordele. Igen en fornyelse, der giver mere frie hænder i forhold til, hvilken strategisk retning man vil lægge for sit imperium.
Al den fleksibilitet har dog sin pris. For den øgede kompleksitet betyder også, at ‘Civilization’s sorte hul af tidsfordriv suger stærkere end nogensinde før. Først og fremmest er det stadig et rigtig, rigtig godt spil, der i mindst lige så høj grad som tidligere sætter kløerne i dig, og ikke giver slip, før du lige har taget én tur til. Men derudover så sætter den øgede kompleksitet også sit aftryk i de timer det tager, at nå et spil til ende.
På 25 timer kan man nu at gennemføre adskillige FPS-kampagner og endnu flere indie-spil, men i ‘Civilization’s tur-baserede verden vil det sandsynligvis kun række til at spille et enkelt spil. På det mindste kort.
Tag ikke fejl. Det nye ‘Civilization’ er stadig et af de fineste tur-baserede spil derude. Men nogen gange føles det næsten, som om det ikke respekterer spillerens tid. Hvis disrespekten bare ikke føltes så godt, så ville alt være lettere.
Godt
+ Flere muligheder end nogensinde før
+ Opdateret lækker grafik.
+ Stadig lige så svært at kvitte som heroin
Skidt
– Mangelfulde forklaringer af de mange nye funktioner
– Fjendernes AI er stadig momentvis blinkende stupid
– Tager lige så lang tid at spille, som et deltidsjob