One Second Bridge

Der er referencer til Slowdive og William Basinski, men den altoverskyggende reference er indietronicalyden som den lyder på labels som Morr Music og City Centre Offices, hvis søsterlabel, Büro, da også udgiver det selvbetitlede album. En efterhånden godt gennemtæsket reference, må man erkende.

One Second Bridge er bagmændene Vicente Garcia Landa og Matias Bieniaszewskis blanding af dronede soundscapes og simple, luftige guitarriffs garneret med endnu mere luftige vokalharmonier. Alt sammen udført med en vis DIY-charme, der afrunder udgivelsens charmerende, men polerede overflade. Således kan One Second Bridge ikke genere nogen. Garcia Landa og Bieniaszewskis tager ingen nævneværdige chancer, men pudser den pæne overflade endnu mere, uden at gå ret meget dybere. Det bliver kedeligt på den måde.

Værket har sine mere abstrakte passager, men selv dén øvelse gøres med en forsigtighed, der får det til at lyde, som om duoen vitterligt har udfyldt en for længst skåret og nu godt slidt indietronica-skabelon. Bedst går det, når de overgiver sig mest muligt til Slowdive-inspirationen, men igen mangler dybden, ligesom melodierne ganske enkelt ikke er stærke nok.

Der er altså mest af alt tale om et værk, der fungerer upåklageligt som pænt og elegant lydtapet, men som man, hvis man prøver at holde sig vågen, skal være en anelse forsigtig med.