The Mae Shi

Nu er det jo ikke, fordi jeg skal komme med indicier, men jeg kunne godt have The Mae Shi mistænkt for at have et voldsomt misbrug af koffein. Tidligere lavede de 1-2 minutter lange hardcore støjpunk-numre med lidt elektroniske detaljer, men med deres nye album er det rablet fuldstændig for dem. Heldigvis. Nu har de lavet længere sange uden at miste hverken tempo eller lytter.

Sjældent har et band lydt som en flok lallende idioter på speed uden det har været ekstremt enerverende. Men The Mae Shi tæsker igennem tre kvarters genrenedsmeltning med en sådan lyst, at det bare gælder om at hægte sig fast med modhager for så at få sig en regulær musikalsk svingtur. De spasmer sig gennem tyggegummipunk, electro-pop, storladen indierock, ja, fandeme om de ikke giver genrene fingeren og laver et 12 minutter langt dansemix af techno, house og electro uden overhovedet at overveje, om det nu passer ind. For det gør det.

Det er følelsen af hysterisk glæde, der er temaet for pladen her, om det så bliver udtrykt med simple synthtoner eller skærende guitarriffs. De mange harmoniske stemmer i kor skaber en lykkelig fællesskabsfølelse, som giver fanden i, hvad andre tænker om deres stilforvirring. Og netop derfor fremstår den ikke forvirret, men som en overvældende mundfuld livsglæde.