The Feelies

De har været her før: The Feelies var twee længe før begrebet fandtes. New Jersey-janglepopperne har udover kultstatusen blandt andet inspireret selveste R.E.M., mens ægteparret Ira Kaplan og Georgia Hubley fra ligeledes Hoboken-baserede Yo La Tengo netop mødte hinanden første gang til, rigtigt gættet – en Feelies-koncert.

Hvor var de så, mens de var væk? Jo, der har været spinoff-projekter og vildveje, men ellers giver ‘Here Before’ ingen svar. Vandet under broen siden 1991-albummet ‘Time for a Witness’ er dårligt hørbart. Bandet er veloplagt, den tørre og prunkløse sound intakt, Glenn Mercers Lou Reed-agtige croon evigt ung og han lægger ikke skjul på, at The Feelies samler depechen direkte op, når han på åbneren ‘Nobody Knows’ synger »Is it too late to do it again / or should we wait another 10?« samt kommenterer stædigt og tørt »Same old song!« på ‘On and On’.

Efter første gennemlytning virker albummet næsten for lemfældigt, letkøbt og uambitiøst i al sin ligefremme tilforladelighed. Få repetitioner senere sætter mange af de upbeat, sommerkjole-charmerende sange sig dog fast i hjernebarken og hjertet. Især imponerer ‘When You Know’, ‘Later On’ og ‘Way Down’ efterfulgt af ‘Change Your Mind’, titelnummeret og den fænomenale ‘Time Is Right’. Det er catchiness i enkleste destillat.

Fyldstof er der også lidt af, men lad os nøjes med at konstatere, at The Feelies trods det stadig har sin berettigelse tyve år senere. De skruer simple og umiddelbare popsange sammen, som er mere tidløse end nostalgiske. Et respektabelt comeback.

The Feelies. 'Here Before'. Album. Bar None.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af