Beirut har et nyt album på vej. Her tænker jeg ikke på byen, men på den amerikanske globetrotter og sangskriver Zach Condon, der debuterede i 2006 som ganske ung med en lyd, som om han var en gammel mand. Det viser sig, at han ikke er evigt ung, for han er lige så gammel som mig. Det viser sig også, at det er et opsamlingsalbum, han udgiver, og at jeg egentlig er ret ligeglad.
Mange gange i løbet af et år støder man på nyheden om, at en gammel favorit udgiver noget nyt. Nogle gange bliver man henrykt – særligt når der er gået en del år siden sidst – og andre gange er det ret ligegyldigt. Et træk på skulderen. Det værste scenarie for kunstnerne er nok, at gamle fans bare ser et nyt album som en anledning til at høre alle de gamle udgivelser.
Er det kynisk? Man kan jo ikke være begejstret for alt. Vi holder af lyset, fordi vi kender til mørket. Noget musik er godt, fordi andet er dårligt. Al værdi må nødvendigvis holdes op mod noget andet, uanset hvor bevidst eller ubevidst vi gør det.
Eller er det snarere romantisk, at man vil dykke ned i det, man allerede kender og elsker? Eller måske har elsket. Der er i hvert fald noget meget menneskeligt over at ville connecte med sin egen fortid, med alt hvad det indebærer af eventuelle pinagtige erkendelser.
Så nu springer jeg – som den dårlige svømmer jeg er – ud i erindringshavet og konfronterer nogle dæmoner i dybet.
Tidsånden ændrer sig, kærlighed falmer
En sjov og farlig disciplin er at (forsøge at) vurdere, om en sang, et album eller en kunstner stadig holder. Er det ældet med ynde? Forstår man først nu, hvor godt det faktisk er? Eller var det et produkt af sin tid, som nok bare burde blive liggende på en gammel MySpace-server? Det er selvfølgelig en vanskelig disciplin, når nostalgien mudrer billedet, men det er en del af oplevelsen.
Da jeg faldt for Beirut, var jeg generelt ret modtagelig over for nye indtryk. Det var begyndelsen af 2006, og hans første single, som vel bare var en mp3, der blev delt på diverse blogs, var ‘Postcards from Italy’. Alene titlen maler jo en stemning! Han kalder sig Beirut og har en sang, der hedder noget med Italien. Og så er han 19 år og lyder, som om han har set hele verden. Gammelklog uden at være belærende. Jeg var solgt.
Debutalbummet ‘Gulag Orkestar’ kom nogle måneder senere. Jeg slugte det råt. Halvandet år senere kom efterfølgeren. Jeg hældte den i mig som Frosties med kakaomælk. Sammen med nogle andre i Århus (sådan stavede man det dengang) fandt jeg et fællesskab om denne unikke kunstner, og vi følte os sikkert ret specielle.
De to plader – og ep’en imellem, ’Lon Gisland’ – byder på masser af flotte øjeblikke, og jeg elsker stadig idéen om, at denne unge mand har brugt sin opsparing på at rejse rundt og forelske sig i siciliansk bryllupsmusik og såvel muntre som melankolske toner fra Balkan-halvøen. Han var ét stort filter, og han lod alverdens toner løbe gennem sig.
Men selvom jeg sagtens kan holde ud at høre Beirut i dag, står det også ret klart for mig, at det var safe verdensmusik. Nu er verdensmusik i sig selv et problematisk ord med al sin indlejrede kolonialisme, men indtil vi finder på noget bedre, må jeg bede om tilgivelse. Amerikansk og engelsk musik dominerede også dengang, og Beirut er bestemt et ret vestligt take på mange traditioner.
Det skal ikke ligge Zach Condon og co. til last, at de er amerikanere. Beirut har derudover åbnet nogle døre for mig. Til den egentlige verdensmusik. På universitetet fik jeg en ven, der spillede i et balkanband (dem var der flere af dengang). De dyrkede østlige traditioner mere stramt, og han havde selvfølgelig heller ikke meget tilovers for Beirut. Jeg var stadig fan, men tidsånden ændrede sig, og ligesom omverdenen mistede jeg interessen for Beirut.
Nu udgiver han så en række sjældenheder, som jeg ikke kommer til at høre. Som Courtney Barnett så klogt siger det med titlen på sit nye album: ’Things Take Time, Take Time’. Der er så meget andet at bruge sin tid på, og tiden er som bekendt det mest dyrebare, vi har.
Stærke følelser er de sjoveste
På et tidspunkt har jeg sikkert kaldt Beirut genial. Sådan som man kan lade sig rive med nogle gange. Engang kaldte jeg også Efterklangs album ‘Parades’ for det bedste danske album nogensinde, og selv om jeg stadig kan lide Efterklang, var det nok, hvad man vil kalde lidt historieløst. Måske jeg også ville provokere med udsagnet, men … man siger så meget.
Det samme gælder canadiske Spencer Krug. Han var sgu også genial dengang. Da han sammen med Wolf Parade udgav sit debutalbum, sad jeg klar til at elske det, fordi de var blevet signet til Sub Pop af Isaac Brock fra Modest Mouse, som var A&R for pladeselskabet dengang. Modest Mouse, de var sgu også genier. Fra 1996-2000 i hvert fald.
Hvis noget var godt, var det genialt. Hvis noget var dårligt, var det elendigt. Stærke følelser dominerede, og stærke følelser er sjovere.
Spencer Krug var med i Wolf Parade, Sunset Rubdown, Frog Eyes og Swan Lake. Så jeg kunne selvfølgelig lide alle hans bands og sikkert det meste andet fra Canada i de år. Han var nærmest min Bowie. Ikke et ondt ord om den kyndige sangskriver og sanger Spencer Krug, men tiden byder nogle gange på et vist klarsyn, og vor tids Bowie er han ikke. Trods alt.
Fedt at være med på bølgen – om det så holder eller ej
Efter ti år på katolsk skole er skam ikke ligefrem et fremmed begreb for mig. Og jeg kan næsten skamme mig over, hvor meget jeg nogle gange er hoppet i med begge ben i min begejstring over en sang, en kunstner eller måske endda en strømning.
Noget af det, der overordnet er ældet absolut værst fra 00’erne, er den cute æstetik. Polyphonic Spree med al renheden og det børneagtige kor. Eller svenske I’m From Barcelona, der spillede på at være cute og quirky i Jönköping.
Det er ikke dårligt, det er endda ret catchy, det er bare spekulativt i al sin hygge. Sufjan Stevens var ved at blive fanget i det, men nåede ud. I den første bølge af hipster-bashing i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne var skotske Belle & Sebastian ved at blive rodet ind i samme kritik: At det var twee og kvalmende cute. Men lad os slå fast én gang for alle, at Belle & Sebastian stadig er et glimrende band.
En del af det quirky i 00’ernes indie-fest var et element af hyperaktivitet. Hvis man var glad for Of Montreal, hyldede man Kevin Barnes’ idérigdom. I dag er det lidt klarere, at der absolut var elementer af stor kreativitet, men at han havde visse udfordringer med at fokusere. Umiddelbarhed kan selvfølgelig have sin charme, men tiden har ikke været god ved Of Montreal.
Battles var en form for tøjlet, tight hyperaktivitet. Clap Your Hands Say Yeah var mere rastløshed, men ligeledes med tight rytmesektion. Førstnævnte lød som noget oprigtigt nyt, da de kom frem, men fremstår noget mere konventionelle i dag. Sidstnævnte har en del hæderlige sange bag sig, selvom det kan være svært at lytte til Alec Ounsworths forcerede skævhed. Og forceret skævhed er netop noget, der kendetegner 00’ernes indie-scene.
I bogen ‘What Was the Hipster?’ spekulerer journalisten Christian Lorentzen (amerikaner trods navnet) højt om New York i slutningen af 90’erne og op gennem 00’erne: »The truth was that there was no culture worth speaking of, and the people called hipsters just happened to be young and, more often than not, funny-looking«.
Det er en hård dom, men på en bitter dag kunne man måske sige det samme om andre storbyer.
Når man hører Fischerspooner og det meste andet electroclash i dag, er det vitterligt noget lort, men det betyder ikke, at det ikke var sjovt/interessant dengang. Og når så mange af os klæder os i gråt og sort det meste af året, er jeg kun glad for, at byerne bliver lyst op af lidt fjollet påklædning. Lorentzen har måske en pointe, men den er ikke nødvendigvis så ond, som den først lyder.
Fra den forcerede skævhed til den forcerede nostalgi i slutningen af 00’erne: Chillwave og glo-fi såsom de første udgivelser af Washed Out, Toro Y Moi, Memory Tapes og Small Black. Jeg bed på og elskede de knitrende produktioner med længselsfulde vokaler, der lød hen ad både VHS-bånd og ferier ved poolen.
Vi higer efter subkulturer og spændende strømninger. Vi vil gerne se sammenhænge. Og, indrømmet, det kan jo være sjovt at være en del af sådan en strømning på den ene eller den anden måde. Være midt i noget. Om det så holder ti år senere eller ej.
Det er nemt at være en kejser på afstand
I en nylig artikel på Bandcamp blev The Nationals succes tilskrevet deres long game. De har ikke forandret sig ret meget på 20 år, og de er ikke hoppet med på diverse trends. De har stabilt holdt sig til dét, de var og er gode til.
Helt modsat har eksempelvis St. Vincent gjort det: Som en anden kamæleon har hun konstant udviklet sig for ikke at sidde fast. Med sin fortid i Polyphonic Spree og senere i Sufjan Stevens’ backingband var der ellers – også med debutalbummet in mente – en risiko for, at hun ville sidde fast i quirky indie-kategorien.
De er begge eksempler på kunstnere, der er kommet ud på den anden side af 00’erne. Dermed ikke sagt, at man skal have en lang karriere, eller at 00’erne er en slags inficeret kviksand, som man skal hives op fra. Så kan man sidde her og føle sig som en kejser, der på afstand vender tommelfingeren op eller ned. Holder, holder ikke. Kan genhøres, kan ikke genhøres.
Vi revurderer og retfærdiggør hele tiden. I det store eller i det små. Skulle jeg have taget en (anden) uddannelse? Fik jeg formuleret mig rigtigt i den email? Var jeg pinlig i aftes? Skal jeg sætte min Spotify på ’private session’, når jeg hører Blink-182?
Når jeg ser på mine lister over ’årets bedste udgivelser’ fra 00’erne, er der vitterligt meget indie-sjask iblandt. Noget af det er tåkrummende. Andet er bare ikke så godt, som jeg opfattede det dengang. Men det var lige præcis, sådan jeg opfattede det dengang. De fleste kan sikkert huske pinagtige minder fra skoletiden, som enten dukker op i vågen tilstand eller i drømme. Så er det trods alt rarere at tænke på, hvor glad eller bevæget man blev af at lytte til en kunstner, som betød noget for én engang. Det holder måske ikke rigtigt i dag, men begejstringen i fortiden er en del af dén, man er i dag.
Jeg tænkte på Spencer Krug som et geni. Sådan ser jeg ham ikke i dag, men jeg er lykkelig over, at jeg lod mig rive med. At musik kunne røre mig så dybt. Det kan det heldigvis stadig, selvom der er længere mellem de helt vilde adjektiver og glorificeringer.
Vi tillægger alt en værdi, og fortidens værdi har også en værdi i dag. Om ikke andet kan vi da sige til os selv, at vi er blevet klogere, og hvem siger nej til sådan en kompliment?