Billie Eilish ‘Happier Than Ever’
Hør her, Billie Eilish er en naturkraft og et fantastisk talent. Hun har opnået mere i sit 19-årige liv end 99,9 procent af alle andre mennesker opnår på et helt liv. Og hendes andet album, ‘Happier Than Ever’, er solidt og relativt succesfuldt.
Men (og ja, selvfølgelig kommer der et ‘men’ her): Det var også første gang, musikken til en vis grad druknede i al larmen og ikke helt levede op til den store hype. Der var ikke et stort ‘Bad Guy’-hit, og ‘Happier Than Ever’ manglede den berømte røde tråd, der bandt debutalbummet sammen.
Derfor var Eilishs 2021-album en skuffelse – det var stærkt nok, men vi forventede noget fantastisk.
Lorde ‘Solar Power’
Det lød en smule blegt, da popmusikkens nye store generationsstemme valgte at følge det mesterlige, mørke og skæve ‘Melodrama’ fra 2017 op med et slags sommeralbum, der hylder den newzealandske natur.
Teksterne er stadig Lordes største force, men musikkens klare referencer til 60’er-folk og 00’er-pop resulterer i et samlet lydbillede, der ganske enkelt er lidt for roligt og nede på jorden. Der er ikke rigtigt noget på spil. Hun udfordrer ikke hitlisterne på samme måde som først gennembrudssinglen ‘Royals’ og senere ‘Green Light’ fra ‘Melodrama’.
Stiller vi for store krav til Lorde? Måske. For der skal vel også være plads til at lave sin stenerplade. Den er jo hyggelig at lytte til, og teksterne kan man sagtens dykke ned i.
Måske ‘Solar Power’ er sådan et album, som skuffer ved udgivelsen, men som kommer til at se lidt bedre ud, som årene går, og man kan sætte det i relief til en større diskografi og mission?
Drake ‘Certified Lover Boy’
Vi havde ikke de højeste forventninger til Drakes sjette studiealbum. ‘Certified Lover Boy’ blev udskudt gang på gang, mens den canadiske rapstjerne udgav en række sange, der mest bare understregede, at han var ved at løbe tør for ideer.
Men man håber alligevel på noget stort, når tidens største rapstjerne udgiver et album. I stedet fik vi … mere af det samme. De samme afdæmpede Noah ’40’ Shebib-beats, de samme velkendte features af faste samarbejdspartnere som Future, Young Thug, 21 Savage og så videre.
2018-albummet ‘Scorpion’ bød i det mindste på et par vaskeægte genistreger, da Drake pludselig lod sig inspirere af New Orleans bounce på ‘Nice For What’ og ‘In My Feelings’. Men her måtte rapperen ty til at sample samme Right Said Fred-sang, som Taylor Swift allerede havde lånt fra på ‘Look What You Made Me Do’, for at få et mindre hit i form af ‘Way 2 Sexy’. Uinspireret.
Kacey Musgraves ‘Star-Crossed’
Kacey Musgraves begik i 2018 et moderne mesterværk med ‘Golden Hour’, der i perfekt blanding af pop, country og fuldkommen eminent sangskrivning sikrede udgivelsen en plads som en af de bedste album i hele 2010’erne – og en prestigefyldt Grammy for Årets bedste album, hvis man går op i den slags.
Så forventningerne var naturligvis skyhøje til efterfølgeren ‘Star-Crossed’.
‘Golden Hour’ red meget af spilletiden højt på en lyserød sky af kærlighed, men siden da var Musgraves blevet skilt, og der var derfor lagt op til et både dybtfølt og nervepirrende album.
Men ‘Star-Crossed’ føles frem for alt lidt for letbenet. Musgraves parkerer mere eller mindre sine oprindelige countryaner og kaster sig over en mere ukompliceret popmusik, som i processen taber noget af den originalitet, der gennemsyrer ‘Golden Hour’s perfekte blandingsforhold.
Den manglende skarphed siver desværre også over i sangskrivningen på ‘Star-Crossed’, der helt grundlæggende mangler noget intimitet og gennemslagskraft i forhold til den meget seriøse tematik.
Silk Sonic ‘An Evening With Silk Sonic’
Bruno Mars og Anderson .Paak i (u)hellig forening – hvad kunne der dog gå galt?
Well, det er jo ikke fordi, at makkerparrets debutalbum som Silk Sonic er en decideret fiasko. Pointen er bare, at vi havde forventet mere.
Der er tale om to kæmpemæssige begavelser inden for pop, soul, funk og hiphop, og når de endelig slår hovederne sammen, så gør de det for at spille i et slags glorificeret partyband, der hylder alt det gode fra 70’erne.
Det her album er vitterligt fløde i øregangen, det ryger lige ned, men de kunstneriske ambitioner er altså svære at få øje på. Hvorfor ikke nytænke stilen og lyden bare en lille smule i stedet for at lave ni sange , der lyder 110 procent som forbillederne?
Finneas ‘Optimist’
Vi ved det; det er dybt, dybt uretfærdigt at holde Finneas’ debutalbum op mod den musik, han laver sammen med søster Billie Eilish.
Selvfølgelig skal hans musik have lov til at leve sit eget liv uden at stå i skyggen af Billie, men selv når man fjerner alle sammenligningerne, så falder ‘Optimist’ rimelig meget til jorden.
Ud over arbejdet med Billie Eilish har Finneas efterhånden produceret for en lang række store popnavne. Han har i den grad bevist sit værd som virkelig habil popsnedker. Men man kan bare ikke komme uden om, at han er bedst, når han arbejder sammen med andre.
Bevares, ‘Optimist’ lyder rigtig godt. Det er lækkert håndværk. Men det mangler i den grad personlighed. Både musikalsk, hvor Finneas placerer sig et eller andet sted mellem Coldplay og James Blake, og i sangskrivningen, der aldrig rigtig kommer ned under overfladen.
Pop Smoke ‘Faith’
I modsætning til det første posthume Pop Smoke-album ‘Shoot For the Stars Aim For the Moon’ (der virkede som et helstøbt, autentisk værk fra den afdøde artist), var dette års ‘Faith’ et værre rod.
Der er gæster på nærmest alle sangene, og mange af dem virker helt tilfældigt valgte. Hvad laver Kanye West for eksempel her? Og er det ikke lidt underligt at smække Dua Lipa på en sang af en afdød rapper?
Andre steder var tidligere samarbejdspartnere, der rent faktisk havde en relation til albummets hovedperson, helt enkelt fjernet fra sangene. Senest her gik ‘Faith’ fra at være sjusket sammensat til decideret at skæmme Pop Smokes eftermæle.
Young Thug ‘Punk’
I 2019 gjorde Young Thug et stort nummer ud af at skære ned på sine allermest excentriske impulser og skabte i stedet et relativt poleret poptrap-album i form af ‘So Much Fun’. Det album viste, at han – ligesom protegeerne Gunna og Lil Baby – kunne være en konventionel, playlistevenlig rapstjerne.
Men Thug har altid været mest interessant, når han var mest mærkelig, så der var stor spænding, da han annoncerede, at dette års ‘Punk’ ville gå i den helt modsatte grøft og skabe en helt ny, eksperimenterende lyd.
Derfor er det også så skuffende, at det album er så fladt. Der er intet af albumtitlens punkede energi. I stedet forsvinder Thugs ellers så karakteristiske stemme på en lang række anonyme guitarbeats.
Vi blev lovet avantgardistiske eksperimenter, men blev spist af med baggrundsmusik. Sikke et antiklimaks.