Modeblogger tager sine læsere med på rejsen mod mere ansvarligt forbrug: »Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg sagtens kan gøre det bedre«

Modeblogger tager sine læsere med på rejsen mod mere ansvarligt forbrug: »Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg sagtens kan gøre det bedre«
Bloggeren Frederikke Glob-Toftsø har revurderet sit forbrug (Foto: Alona Vibe)

I mere end 10 år har Frederikke Glob-Toftsø blogget om mode og livsstil på sin blog Fredes Blog. Hun har delt ud af sin hverdag, modetendenser, brands og outfit. Alt det hun elsker. Men det seneste år har hun også brugt sin digitale dagbog til at give indblik i sin nye mission om skrue ned for sit forbrug, genanvende mere og vælge mere bæredygtige alternativer derhjemme.

Men hvad kræver det egentlig? Hvor skal man starte? Og hvordan harmonerer mindre forbrug med en tilværelse som modeblogger? Det har vi talt med den 30-årige blogger om.

Det hele startede efter »en klassisk barselsferie til Thailand«, fortæller hun. I Bangkok var der udgangsforbud på grund af forurening. Og der blev hendes kæreste og hende enige om, at der skulle en større ændring til, hvis de skulle kunne forsvare deres livsstil.

»Så vi startede med at lave en lang liste over konkrete ting, vi ville ændre – en slags allround omgang med de kritiske briller på vores forbrug«, siger hun og fortæller, at bæredygtighed for hende handler om at gøre en bevidst indsats for at begrænse sit forbrug, og det aftryk det sætter.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvad er røget på porten?

»De fleste af de engangsprodukter, jeg bruger i min hverdag har fået en overhaling. Jeg bruger eksempelvis glas eller termoflasker til vand, stofklude af eks. gammelt sengetøj i stedet for køkkenrulle og servietter og kaffe og stofposer eller genanvendelige zipbags til mad og snacks. Selvom det kan være fristende at købe en masse ‘zero waste’-ting, så er det ikke nødvendigt. Du kan altid starte med at gemme glas fra eks. peanutbutter, mayo og oliven, der kan bruges til at gemme rester i køleskabet, snacks på turen, eller hvad ved jeg. Det handler bare om at være kreativ. Der er masser af muligheder for at upcycle det, man har, så man ikke skal ud og købe en masse nyt – for så er vi vel lige vidt. det er jo fint at købe et metal kaffefilter, men jeg tror kun det har en miljøgevinst hvis du har det resten af dit liv. Og sådan tror jeg generelt man skal tænke«. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Min helt store mærkesag er blevet affaldssortering, som har været en slags interesse i lang tid, flere år faktisk. Men jeg synes, det er det mindste ansvar, vi kan tage. At skille os mest hensigtsmæssigt af med alt det affald, vi nu engang producerer. Jeg har lavet flere indlæg om det på min blog, også i samarbejde med Københavns Kommune, men 3 hurtige til at komme igang er: a) Tjek dine sorteringsmuligheder, b) Lav et sorteringssystem, der passer til sorteringsmulighederne i din bolig, c) Minimer din affaldsmængde, og sorter alt du smider ud«.

»Og så er jeg blevet super kritisk overfor, hvorfra jeg køber blomster. Jeg elsker en buket friske blomster, men det er en stor miljøbelastning, hvis man ikke er opmærksom på deres oprindelse. Så nu køber jeg hos Vilde Violer som sælger økologiske, danske blomster, hos Flowering som blandt andet redder blomster fra at blive smidt ud og hos Muld Kbh, som sælger sprøjtefrie, danske blomster«.

Foto: Alona Vibe.

Hvordan er det gået?

»I store træk har det været overraskende nemt. Det handler jo meget om vaner. Engangsprodukterne var det mindste problem, det at minimere kød var heller ikke svært. Og selv om jeg troede, jeg ville vende og dreje mig af ren rejseiver, så har det ikke rørt mig det mindste, at jeg ikke har fløjet i over et år. Den eneste rejse, der var på tapetet, er nu aflyst pga. Covid-19, og det er nærmest en lettelse, at vi ikke skal bruge energi på den«, siger hun.

»Det har til gengæld været svært for mig at skære ned på mit forbrug af sneakers, tøj, sko, accessories og beauty-produkter, som jo er en stor del af min hverdag i forbindelse med samarbejder på min blog og instagram. Jeg får ofte tilsendt gaver og produkter, hvilket jo er med i det samlede billede, så jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg sagtens kan gøre det bedre her«.

»Mode er en kæmpe interesse for mig, og derfor er det også blevet en vane for mig at forbruge på den konto. Jeg elsker at gøre gode fund og opdatere min garderobe med nye lækre styles. Og det, at skrue ned for det forbrug, kan nærmest føles som at blive nægtet slik som barn. Til gengæld kan jeg mærke, at mit generelle forsøg på at leve og forbruge mere hensigtsmæssigt smitter af på modedelen, så jeg automatisk køber mindre og bedre«.

Foto: Alona Vibe.

Hvor henter du selv inspiration?

»Jeg finder meget inspiration på instagram, og jeg elsker blandt andet at følge med hos Calina, der står bag Neohippie. Hun er så sej og velovervejet omkring alt, og den grundighed er en kæmpe inspiration. Hun lever et zero waste, vegansk, ikke materialistisk og minimalistisk liv. Og selvom jeg aldrig kommer i nærheden af det. så er det meget motiverende at følge en, der bare gør det – uden at være den mindste smule hellig omkring det. Det er meget beundringsværdigt«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvilket ansvar tænker du, man har som blogger?

»Bæredygtighed er blevet et fluffy begreb og et buzzword, som mange brands og firmaer bruger om deres produkter, så længe de bare er en my mindre dårlige end før. Det gør det ikke bare svært at navigere i. Det betyder desværre også, at mange er bange for at gå ud og dele noget som helst om bæredygtighed, fordi det er så nemt at blive sablet ned og kritiseret. Men jeg synes, der hviler et kæmpe ansvar på influenten for at have styr på, hvad det egentlig er, man deler og opfordrer til. Jeg er selv i en læringsproces, og jeg tager mine følgere med på rejsen. Og selv om 99 % af mine følgere bare er optur og søde, så tager jeg kritikken med, når den kommer«. 

Hvad ønsker du at give dine læsere/følgere med? 

»Jeg håber, de ser min “rejse” og får lyst til at være med – til at droppe at købe flaskevand, spise en veggieburger i ny og næ, købe mere brugt og sortere deres affald. Min erfaring er nemlig, at meget af det, jeg har ændret i min hverdag, ikke er noget, jeg savner. Og så håber jeg, at de finder en motivation eller genkendelse i, at jeg ikke er 100% perfekt og bæredygtig. Jeg stræber efter at gøre det rigtig godt og bedre, men jeg er også bare en person, der gerne vil leve mere venligt over for vores planet og samtidig elsker mode – og det prøver jeg stadig at finde en balance i«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af