YBN-crewet lyder som Migos i en børneudgave (på en god måde)

YBN-crewet lyder som Migos i en børneudgave (på en god måde)
YBN Cordae, YBN Nahmir & YBN Almighty Jay.
Foto: Cheryl Fox
YBN-crewet lyder som Migos i en børneudgave (på en god måde) - YBN: The Mixtape
4 6
YBN Nahmir, YBN Cordae & YBN Almighty Jay
'YBN: The Mixtape'

Album, Selvudgivet

Mange af de nye rappere, der er kommet frem det seneste halvandet års tid inden for løse genrer som Soundcloud-rap, mumblerap eller emorap, er meget unge. Tit er det endda teenagere, og deres unge alder giver musikken en slags følsom kant. Det hele er lidt mere råt, lidt mere umiddelbart.

Men YBN-trioen virker ikke bare unge, de virker nærmest helt barnlige.

YBN Nahmir, YBN Cordae og YBN Almighty Jay ser næsten mere tween- end teen-agtige ud med deres drengede ansigter, togskinnebelagte tænder og spinkle kroppe, og så har de endda mødt hinanden på den mest millennial-agtige måde: Via Xbox-spil på internettet. Når man ser dem i interviews, sidder de derudover nærmest nonstop og driller hinanden. I et af de sjoveste af dem, hos bloggen No Jumper, siger Nahmir, at Jay ligner en frø, hvortil Jay hurtigt svarer, at Nahmir ligner Young M.A..

Når deres debutmixtape er allerbedst, fanger det en nærmest skolegårds-agtig energi og forvandler overgearede drengestreger til sprudlende sange. Når det sker, lyder YBN-trioen mere som om de klæder sig ud i hiphoppens nuværende klæder, end at de tager kunstformen sindssygt alvorligt.

Gennembrudsstjernen YBN Nahmirs internet-hits ‘Bounce Out With That’ og ‘Rubbin Off the Paint’ er eksempelvis omkvædsløse rap-øvelser over den slags dovne, henkastet melodiske beats, som Playboi Carti-produceren Pi’erre Bourne producerer. Det lyder mest af alt som en sorgløs slentren ned af gaden, og det kan man faktisk sige om store dele af Nahmirs bidrag til mixtapet.

‘Porsches In the Rain’ med Almight Jay sniger sig køligt afsted, mens farten stiger en smule på ‘Double Back’ med de stærke kvindelige rappere Asian Doll og Cuban Doll. Samtidig prøver Nahmir noget nyt over den bouncy ‘No Relations’, der fusionerer disco-samples med Soundcloudrap – man skulle næsten tro, Puff Daddy havde produceret. Og så er der den hektiske ‘Think Twice’ med Lil Skies, der skruer intensiteten helt op på Lil Pump-niveau.

Men selv om Nahmir er den største stjerne, føles ‘YBN: The Mixtape’ ikke som et enmandsshow. For både Cordae og Almighty Jay har allerede god internet-hype og et par Youtube-hits bag sig. Lad os starte med YBN Almighty Jay, der er den hyperaktive modpol til Nahmirs’ henkastede monoton.

Især hans ‘2 Tone Drip’ er et catchy bidrag til mixtapet, der viser, at Jay har en slags utæmmet energi, der er tiltrængt i den unge trio. Men han bliver sjældent mere end modvægt til de andre, for selv om Jay i hiphop-sladderpressen er kendt for et stormfuldt (og meget kort) forhold til den langt ældre Instagram-model Blac Chyna, har han sværere ved for alvor at skille sig ud som rapper.

Han lyder nemlig meget som Rich the Kid, hvilket størstedelen af kommentarerne på hans Youtube-videoer da også handler om. Især ‘New Drip’ er nærmest bare en kopi af ‘New Freezer’. Det er lidt uheldigt, for Rich the Kid er i forvejen en rapper, der mest af alt lyder som den fjerde Migo.

Generelt hviler Migos’ skygge faktisk tungt over det her mixtape. Ikke kun fordi YBN også er tre rappere, men fordi alle de her flows er varianter af den stil, Migos startede. Det er især tidlige mixtapes fra Atlanta-gruppen, det her lyder som – alt er lidt uperfekt og rodet, det handler meget om at finde sin stemme og lege med nye komplekse flows (dengang hed Migos’ album i øvrigt YRN, næsten det samme som YBN, pudsigt nok).

Men én ting, der adskiller YBN fra Atlanta-trioen, er, at de alle tre har en stil og stemme, der gør, at de fra start skiller sig helt ud fra hinanden. Nahmir gentager som nævnt sin catchy hitformular en del gange, og Jay går i en mere pop-trappet retning, men det er især Cordaes (blot fem) bidrag til mixtapet, der er en mindre øjenåbner.

Han er nemlig en del mere lyrisk avanceret end de andre to, men ikke på en klassicistisk 90’er-måde. I stedet virker han bare ekstremt ungdommeligt rastløs, som om han ikke kan blive i samme flow eller stil i mere end fem sekunder, før han skifter til et nyt avanceret flow.

Hans ‘Kung Fu’ og især ‘Alaska’ er medrivende, lyriske flow-lege, mens ‘Target’ tager en uventet politisk drejning og omskriver Jay-Z’s ’99 Problems’. Og så er der den elektroniske popsang ‘Make Me Feel’ med Almighty Jay, der nok er den sang, der stikker mest i en uventet retning på hele mixtapet – også takket være Cordaes sungne omkvæd.

Det er på sange som ‘Make Me Feel’ og det tidligere nævnte ‘No Relations’, at YBN-crewets legesyge bliver mest spændende. Når der virkelig opstår en unik energi eller en original idé.

For jo, der er en række generiske sange på det her mixtape. Især fra Jay, men stedvis også Nahmir, der eksempelvis bare stjæler Lil Uzi Verts ‘For Real’ på ‘Nah For Real’. Og der er også et par decideret anakronistiske gæster som Wiz Khalifa og Chris Brown. Men overordnet set er der momenter af ungdommelig inspiration nok til, at YBN’s debutudgivelse aldrig mister sin fremdrift.

Mixtapet har sine fejl, men det er langt fra uoriginalt, så forhåbentlig kommer ‘YBN: The Mixtape’ til at få samme rolle som YRN-udgivelserne havde for Migos: En serie af uperfekte, men aldrig uinspirerede sange, der kun er et skridt på vejen frem mod noget større.


Kort sagt:
YBN-crewets debut er lidt som et tidligt Migos-mixtape: Fyldt med snørklede flows, bouncy beats og tre stærke karakterer. De har alle tre en ungdommelig energi, der nærmest lyder som børneudgaven af Atlanta-trioen. Men YBN Nahmir, YBN Cordae og YBN Almighty Jay har den forskel, at de alle tre har en meget specifik stil, der adskiller dem fra hinanden. Så forhåbentlig er det her uperfekte, men aldrig uinspirerede mixtape kun begyndelsen.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold