KOMMENTAR. Ikke for at være sådan helt filosofisk fra første linje af, men: Hvornår stopper en surprise med at være en surprise?
Det kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, da Suspekt søndag leverede den tredje store danske overraskelses-hiphopudgivelse på lige så mange uger.
Hiphop-legenderne fra Albertslund udgav ’Ancient Aliens’ ugen efter, at Kesi på sin 30-års fødselsdag udgav ’Tillykke’, hvilket i sin tid kom ugen efter Artigeardit og Lamins ’Nu hvor vi er her’.
Suspekt-albummet var nok det mindst overraskende af de tre.
Dels fordi trioen jo havde afspillet albummet to dage inden udgivelsen, da de gav en landskamps-agtig hiphop-koncert i Parken.
Men også fordi det vel snarere havde været en overraskelse, hvis trioen ikke havde brugt den oplagte PR-mulighed i Parken til at udgive deres ottende album.
‘Ancient Aliens’ – trods alt en overraskende titel, det må man give dem! – er Suspekts første større udgivelse siden ’Sindssyge ting’ fra 2020, så et nyt værk var over due, og gruppen har også udgivet singler drypvis hele året.
Derudover var ’Ancient Aliens’ også en knap så surprisende surprise, fordi overraskelses-albummet altså er populært som aldrig før. Især blandt de danske rappere.
Men hvorfor egentlig? Hvad er det, formatet kan?
Overraskelseselementet
Først og fremmest kan surprise-udgivelsen bruges til at sænke indsatsen en smule, som Kesi viste med ‘Tillykke’.
Hans forrige album, ’30 somre’ fra 2022, var en afsked med rapperens klubkongepersona. Don Juan var blevet domesticeret. Lyden var voksen, sommerlig og poppet. Femlitersflaskerne var skiftet ud med rosé.
Men hvor går man hen, når man har malet sig op i krogen af sin sommerhuslyd?
Man udgiver en lille surprise-ting, hvor man diskret sniger sig ud af sommerhuset, møder op med de gamle venner, og tager tilbage på klubben.
Artiegardit og Lamins surprise var i virkeligheden faktisk cirka lige så lidt overraskende som Suspekts, for de har lavet samme trick én gang før. Nemlig i 2021, hvor de udgav ’Ny agenda’ med et par dages varsel. Den formular har de nu gentaget.
Især for Artigeardit var udgivelsen nok lidt af en nødvendighed.
Ligesom Kesi var han med sit forrige album, det skelsættende ’Længe leve’, gået langt ned ad én særlig sti. I Artigeardits tilfælde rockede, selvbiografiske tracks med mere på hjerte end nogensinde.
Men man kan jo ikke altid rulle den helt store livshistorie ud.
Fællesalbummet med Lamin er en slags frigørelse fra den tyngde, ’Længe leve’ repræsenterede. Et frirum, hvor man kan spille dum, have det sjovt og bare levere bars.
Surprise-udgivelsen kan altså ikke kun bruges til at sænke indsatsen – men også til at indvarsle et kursskifte.
Nu er vi dog – for at vende tilbage til det filosofiske – nået til et punkt, hvor overraskelsen er normen. Og det ødelægger måske lidt pointen.
Overraskelsesalbummet er blevet surprise-festen, du har har fået afsløret på forhånd. Frieriet, hvor den ene part har opdaget ringen i den andens lomme. Julegaven, du har luret siden november.
Noget på spil
Udgivelsen, der lander ud af det blå, er selvfølgelig ikke et helt nyt eller et udelukkende dansk fænomen.
Det startede for alvor med Beyoncés selvbetitlede album, der kom for 10 år siden. Siden har alle fra Drake til Taylor Swift prøvet udgivelsesformen af.
De to sidstnævnte har brugt surprise-udgivelsen til uventede genreskift (Drake til house på ’Honsetly, Nevermind’, Swift til folk på, ja, ’Folklore’) – ligesom Kesi og Artigeardit ændrede karrierkurs med deres nye surprise-udgivelser.
De fleste af de album har én ting til fælles.
Overraskelsen gør albummet mere uforpligtende. Det er et sted, man kan prøve ting af. En surprise behøver ikke leve op til noget, fordi ingen per definition vidste, at den kom.
Men netop det uforpligtende element kan man måske også blive træt af.
For der er også noget magisk ved det store, klassiske event-album. Værket, man har glædet sig til. Event-albummet er en VM-finale, surprise-udgivelsen er en venskabskamp. (Sorry for fodboldmetaforerne, vi har lige været i Parken med Suspekt).
De store event-album kommer stadig i ny og næ. Som da Tessa skulle forløse årevis af singler med ’Tessas hævn’. Eller som når Branco næste år vender tilbage til ’Baba Business’-serien med tredje og sidste udspil.
Her føler man virkelig, at der er karrierer på spil. Talent skal bevises, relevans understreges.
Internationalt set er det også fascinerende, når stjerner som Olivia Rodrigo eller Drake dette efterår sætter alt på spil med album, der har været annonceret i lang tid.
Er hun den nye store popstjerne? Er han stadig rapstjernen to rule them all?
Det er album, der tør stå ved, at de er en begivenhed, ikke bare en hurtig surprise. Det kræver mod at udgive sådan et album. Man satser.
Den slags store, længe ventede event-værker kan man godt savne i en tid, hvor mange dyrker surprisen.