‘Hellraiser’: Lovende horrorinstruktør taber spændende nyfortolkning på gulvet
Længe før jeg havde trykket start på David Bruckners remake af kultsplatterfilmen ’Hellraiser’, rejste de små nakkehår sig. Spilletiden meldte sig nemlig på to timer. Normalt harmløst, men når forfatteren Clive Barkers simple og effektive originalværk fra 1987 kunne fortælles på halvanden time, gav det alligevel lejlighed til kuldegysninger.
Det er dog heller ikke en hvilken som helst instruktør, der denne gang byder op til grænseløse smerteoplevelser. I instruktør Bruckners forrige film – den nær formfuldendte sorggyser ’Night House’ – skabte han dæmoner ud af skygger og perspektivillusioner i et arkitekttegnet hus til utrolig og skræmmende effekt.
Med ’Hellraiser’ er han endnu en gang mere fascineret af det, som skjuler sig i mørket til fordel for de vederstyggelige voldseffekter, som opstår, når de dæmoniske BDSM-ypperstepræster cenobiterne hidkaldes fra deres pusleboks.
Fotograf Eli Born og produktionsdesigner Kathrin Eder skaber rum, der pludselig skifter form og størrelse, og som giver plads til endeløse, bloddryppende gange, hvor de uheldige ofre fanges i sadistiske spindelvæv af kødkroge og metallænker.
Det er en vidunderligt kreativ effekt, ikke ulig i James Wans mesterværk ’Malignant’, hvor et rum opløses til et andet, og det giver ’Hellraiser’ en drømmelignende æstetik, som går hånd i hånd med de makabre, uhyrlige torturscenarier.
Handlingen er ligeledes blevet omskrevet. Hvor originalen fokuserede på den umættelige nymfoman Frank, der genoplivede sig selv ved at æde sine ofre, følger remaket en mere traditionel slasher-struktur, hvor cenobiterne myrder en gruppe sagesløse teenagere en efter en.
Som resultat træder Barkers tematiske søgen i grænselandet mellem smerte og erotik i baggrunden til fordel for et mere anonymt narrativ om misbrug. Til gengæld giver han de smertesøgende cenobiter mere personlighed og kant end i Barkers film, hvor de mestendels stod i baggrunden som statister.
Især Jaime Claytons androgyne Pinhead ånder nyt liv i et gyserikon, der ellers for længst er blevet malket til døde i de mange ugudeligt ringeagtede efterfølgere til Clive Barkers originale.
Herigennem formår Bruckner trods alt at skabe spænding gennem sine katten-efter-musen-dødsscenarier. Igennem denne flugt på liv og død, fra kropspinsel og -nydelse, er det dog stadig svært ikke at undre sig over, hvad den ekstra halve time i spilletiden skal bruges på.
Og ganske rigtigt. Da de første 90 minutter er gået, og de sidste teenagere er trængt op i en krog i deres Scooby Doo-varevogn, tager filmen en pludselig u-vending … pg ender bogstavelig talt i kollisionskurs med en massiv træstamme.
Uden at spoile noget mister filmen med ét fokus. Hovedpersonen triller pænt tommelfingre bag en tremmedør, mens en helt anden konflikt, der kun perifert har været antydet indtil da, udspiller sig.
Den konflikt ligger på mange måder tættere op ad Barkers originale vision, hvor en grådig sjæl lader sig fange af cenobiterne, og det føles som et handlingsforløb, der oprindeligt var tiltænkt at få mere plads i løbet af filmen, men som blev skrottet i sidste øjeblik.
Hvad end grunden måtte være, gør det ikke slutresultatet mindre uklart i sin udførsel. Selv i viraset af dårlige slasherfilm som ’Scream 6’, ’Texas Chainsaw’ og ’Halloween Ends’, der både har mindre på hjerte og er ringere udført end ’Hellraiser’, maltrakteres remakets gode intentioner komplet i denne sidste halve time.
Shakespeare sagde, at korthed er viddets sjæl. Det mantra burde manuskriptforfatterne David S. Goyer, Luke Piotrowski og Ben Collins have skrevet sig bag ørene.
Kort sagt:
Langt hen ad vejen er ’Hellraiser’ en helstøbt slasher-film, som dog ofrer de mest interessante tematikker bag originalværket til fordel for en mere konventionel fortælling. Så meget desto mere er det ærgerligt, at filmens finaleakt fumler med bolden og misser målet komplet.