På under en måned gik den 25-årige journalist Andrew Callaghan fra at debutere som dokumentarist med prominente komikernavne som samarbejdspartnere til at udsende en undskyldningsvideo:
»Jeg forstår godt, hvis du aldrig vil se Channel 5 igen«, lød det på hans YouTube-kanal 15. januar sidste år.
I december året før var hans første dokumentarfilm uden for YouTube, den A24-producerede ’This Place Rules’, udkommet på amerikansk HBO Max. Men i mellemtiden var flere kvinder stået frem og havde fortalt om ubehagelige og grænseoverskridende seksuelle episoder med amerikaneren, der blandt andet havde presset sig til samtykke.
Nogle opfordrede til, at man ikke længere støttede Callaghan. Hans lovende dokumentarkarriere så ud til at være fortid, før den rigtigt var begyndt.
Callaghan indrømmede, at han havde overtrådt grænser, og sagde, at han ville træde tilbage fra sit arbejde i et halvt år og begynde at deltage i AA-møder.
Nu er han tilbage på YouTube-kanalen ’Channel 5 with Andrew Callaghan’ med dybdegående journalistiske videoer, der tiltrækker millioner af seere med en intim og empatisk belysning af betændte politiske og kulturelle områder i amerikanske medier ved at opsøge de mennesker, historierne i virkeligheden handler om – om det er hjemløse, stofmisbrugere, konspirationsteoretikere eller pickup-artister.
Producerne på filmen ’This Place Rules’, det kendte komikerpar Tim Heidecker og Eric Wareheim, har ellers ikke haft lyst til at samarbejde med dokumentaristen igen, efter beskyldningerne kom frem. Men seerne har altså ikke boykottet kanalen, hvor forståelig sådan en beslutning ellers måtte være.
Men hvem er Andrew Callaghan, og hvorfor er hans indhold så appellerende for mange, at de er villige til at se gennem fingre med hans ugerninger og godtage hans undskyldning?
Amerikanernes inderste hemmeligheder
Indtil for nylig var der altid et komisk element i Callaghans videoer. De startede som korte interviewbidder på kanalen Quarter Confessions med fulde og gerne barmavede bargængere i New Orleans’ natteliv, der blottede deres inderste hemmeligheder. Callaghan var blot 19 år gammel.
Mikrofonen og alkoholen så ud til at give sydstatsborgerne en ustoppelig trang til at lukke op for sluserne.
I et vildt øjeblik indrømmer en mand at have haft sex med sin mor, før han indser, hvad han har sagt.
Allerede her blev nogle af de varemærker, der skulle komme til at definere Callaghans senere projekter, etableret:
En tendens blandt interviewofrene til at lægge et rap-vers plus Callaghans underspillede interviewstil, der er hjulpet godt på vej af hans harmløse, ungdommelige udseende.
De ting byggede han videre på under banneret ’All Gas No Breaks’, der var en YouTube-kanal, som Callaghan og hans venner optog indhold til, mens de kørte covid-USA tyndt i en autocamper og dækkede et fragmenteret land, iklædt et nusset, lysebrunt jakkesæt og vildt, krøllet hår.
Videoerne var stadig en blanding af højoktan underholdning og en belysning af en desperat befolkning. De klippede hårdt mellem racistiske rants, akavede blikke og tåkrummende rap, men de blev samtidig længere og stak lidt dybere.
Om det var til motorcykeltræf, NASCAR eller fejringer af nationaldagen 4. juli blev den ofte højtråbende hedonisme og outsider-mentalitet, de specifikke fællesskaber dyrkede, iblandet et politisk element.
I covid-tiden var det nemlig blevet umuligt at gå uden for en dør uden at være politisk: For enten havde du ansigtsmaske på, eller også havde du ikke.
Det spor har Gallaghans nuværende kanal, Channel 5, der startede efter en rettighedsuoverensstemmelse bag kulisserne på ’All Gas No Brakes’, kørt meget længere ned ad.
Videoerne på den nye kanal, der startede i 2021, tackler hellere end gerne følsomme og hårde emner med stor medfølelse i over en halv time ad gangen.
Og lægger man de seksuelle krænkelser til side – hvis man overhovedet kan eller bør det – må man bare sige, at arbejdet på den nye kanal faktisk er helt vildt godt.
Afslører fortvivlelsen
Callaghan har skruet længere og længere ned for komikken, og i de seneste videoer har han bedrevet fremragende journalistik, der belyser nogle af de mest forfærdelige problemer i de amerikanske gader.
I begyndelsen af Channel 5’s levetid – som er den samme periode, hans A24-samarbejde med Heidecker og Wareheim ’This Place Rules’ omhandler – viser Callaghans adgang til sine medborgeres tillid sig at være et kærkomment særsyn.
I et polariseret medielandskab stikker hans dækning ud ved siden af de konfronterende ’Jordan Klepper Fingers the Pulse’-indslag på ’The Daily Show’, hvor deres ’manden-på-gaden’-korrespondent Jordan Klepper tager til Trump-forsamlinger og prøver at få katarsis ved at udstille hullerne i MAGA-slogans og hykleriet i at ville fængsle venstreorienterede politikere, men ikke republikanere.
Callaghan møder masser af mennesker, der er virkeligt afsporede, og han udstiller også de åbenlyse huller i deres logik, men han formår at lade dem afsløre den personlige fortvivlelse, der ofte løber under vreden og de vilde beskyldninger.
Samtidig er han i stand til at navigere interviews med de største og farligste højreradikale medieskikkelser.
Han får adgang til den dømte Sandy Hook-skoleskyderi-løgner Alex Jones, men bedriver ikke blot Joe Rogan’sk mikrofonholderi. Han tilskriver ham i stedet den rette kontekst som en mand, der lever af at sælge produkter baseret på den frygt, han selv genererer.
Frygt og lede i San Francisco
I december – efter Callaghan var tilbage efter krænkelsesanklagerne, undskyldningen og den selvpålagte pause – begyndte en ny æra på Channel 5.
Væk var de sjove gimmicks. I tre videoer, der tilsammen varer over to timer, blev fokus nu rettet knivskarpt mod San Franciscos gader med en empati, ingen andre har leveret.
Byen har i længere tid været genstand for stor debat i de nationale amerikanske medier, initieret af konservative kanaler som Fox News, der ser en historie om en forfejlet, liberal by som et skræmmebillede på, hvad konsekvenserne ved venstreorienteret politisk ledelse er.
De viser billeder af forhutlede, hjemløse junkier, der ligger høje på stoffer på åben gade, videoovervågningsbilleder af high end-modebutikker, der bliver røvet ved højlys dag, og maskerede røvere, der smadrer bagruder på parkerede biler og tømmer dem for indhold.
Tilsammen et moderne helvede på jord, hvor lovløsheden hersker.
Og der ér problemer i San Francisco, det benægter Callaghan på ingen måde. Men han giver sig tid til at snakke med de mennesker, der figurerer i skræmmekampagnen, og lytter til, hvad de siger.
Han bruger en halv dag sammen med en fentanylafhængig bilrøver eller ’bipper’, som det kaldes, hvor han bliver introduceret til markedet for tyvekoster og stoffer og de personlige omstændigheder, der kan skubbe en person ud på gaden og ind i kriminalitet og stofmisbrug.
Han udfordrer kraftigt de journalistiske grænser ved at tage med på indbrud i en butik, og i en video fra den her uge diskuterer han med sig selv, om han bedriver fattigdomsporno ved at vise billeder af de forfærdelige kødsår, der opstår ved misbrug af hestebedøvelsesmiddelet kaldet ’tranq’.
Tilbage står vi med en journalist, der har gjort meget ondt på nogle kvinder, hvis grænser han helt sikkert har overtrådt. Samtidig producerer han en forbandet god og empatisk dækning af vigtige emner.
Andrew Callaghans ’Channel 5’ kan findes på YouTube.