Det er både lunt og liderligt, når Chris Pine charmerer internettet

Med en nuttet Paddington-vibe og et potentielt alter ego som homoerotisk kultforfatter tryllebinder den amerikanske skuespiller internettets kåde brugere.
Det er både lunt og liderligt, når Chris Pine charmerer internettet
Chris Pine. (Foto: Daniele Venturelli/Getty Images)

»Forestil dig lige, at man er til pressekonference med Chris Pine og ikke spørger ind til hans erotiske forfatterskab«, skrev en bruger på Twitter i september.

Anledningen var verdenspremieren på ’Don’t Worry Darling’, men på dele af sociale medier var fokus på ingen måde rettet mod hans rolle i den skandaleramte film.

I stedet gravede folk i hans potentielle dobbeltliv som en efterhånden legendarisk kultforfatter af homoerotisk litteratur med alt fra dinosaurer til Pokémons.

Et alter ego, som ingen har beviser for faktisk er ham, men som efterhånden er blot én af mange brikker, der har skabt en dragende mytologi med en liderlig undertone omkring skuespilleren online.

Fra Paddington til daddy kink

Rygterne om Pines sande identitet som den erotiske forfatter Chuck Tingle er formentlig blot rygter, og han har aldrig selv kommenteret på dem, hvilket dog ikke ligefrem er med til at afhjælpe nysgerrigheden omkring dem.

Spekulationerne startede i 2017, da en kvinde hævdede, at hun 15 år tidligere havde undervist i erotisk fiktion ved universitetet UC Berkeley, hvor skuespilleren deltog i kurset og udviste talent for at skrive, men »var aldrig creepy, selvom vi konstant diskuterede sex«, lød det.

Siden da har Chuck Tingle-sagen klæbet til Chris Pine, der har for vane at tryllebinde sociale medier, når han – ganske utilsigtet skal det tilføjes – skriver sig ind i internetkulturens historie med meme-værdige milepæle som årets spytteskandale med Harry Styles.

Allerede i 2020 stod det dog klart, hvor markant en rolle han spiller online, da en Twitter-bruger i en nu notorisk afstemning bad brugerne om at smide deres mest forhadte Chris på porten – her stod valget mellem Hemsworth, Evans, Pratt og altså Pine.

For selvom Pine hverken tabte eller vandt (han tog til gengæld æren som Quentin Tarantinos favorit-Chris), så gav det alligevel ballast til den spirende fortælling om Pine i en liga for sig online, hvor folk ikke nødvendigvis er fan af ham som skuespiller, men derimod blot som en særdeles afholdt person.

Som en bruger skrev på Twitter: »Han er ikke en gang på Chris-skalaen. Han har sin helt egen, mere tossede, men også langt bedre, skala«.

Det blev understreget tidligere i år, da han blev fotograferet i stråhat, stribet trøje og med en rød klud om halsen, som fik folk til at påpege en hjertevarm sympatisk Paddington-energi.

Én ting er dog at være vellidt, en anden ting at blive forgudet som et sært sexsymbol, og det er netop her, hvor opfattelsen af Pine tager en noget uventet afstikker online.

For den nærmest folkekære persona, som skuespilleren nyder godt af, fungerer på besynderlig vis også som kontrastfuldt brændsel for de mere kåde følgere, der ikke holder igen med deres seksuelle fantasier.

Det har været tydeligt, hver gang billeder af skuespillerens lange skæg og hår har fundet sin vej til sociale medier, hvor behåringen – især efter grå stænk er begyndt at melde sig – er blevet et sexobjekt i sig selv:

»Chris Pine med tykt, gråt skæg og langt hår sætter virkelig gang i min daddy-kink. Jeg vil bare ride det skæg natten lang«, skrev en bruger meget ærligt på Twitter.

Det analoge privatliv

At Pine på den ene side tiltrækker sig opmærksomhed som frækt sexsymbol, imens han samtidig nyder godt af en nuttet onkelstemning, kan virke bizart, men det er faktisk en typisk internetdynamik, der især rammer de stjerner, som sjældent selv er meget online.

Her passer Pine perfekt ind i kategorien af skuespillere som Mads Mikkelsen (der liderligt kaldes både daddy og Peepaw online) og Oscar Isaac (hvis kostumeprøve til ’Scenes from a Marriage’ er blevet en yderst værdsat thirst trap), der lever deres private liv langt ude af offentlighedens søgelys uden nævneværdig – hvis nogen overhovedet – aktivitet på Twitter eller Instagram.

Det blev der sat en fed streg under, da Pine, som ikke har profiler på et eneste socialt medie, i foråret afslørede, at han kun lige havde fået sin første iPhone, fordi det var svært at forblive analog i vores moderne samfund:

»Nu, når jeg har fået den her crack-maskine, er det virkelig skidt. De her maskiner er virkelig, virkelig, virkelig slemme. Måske går jeg bare direkte tilbage til en analog mobiltelefon«, sagde han i et interview med MTV.

Pines klare modvillighed mod at eksistere i en digital verden, hvor vi alle er forbundet af klik og likes, kunne være et bevidst valg om at afskære så stor en del af sit liv fra offentligheden som muligt, lige så vel som det kunne være resultatet af blot at interessere sig for andre ting end det, der går viralt hver dag.

Den sparsomme adgang til stjerner som Pine betyder, at vandrehistorier får frit spil og eksempelvis kan skabe en teori om, at en af Hollywoods førende skuespillere kan finde tid til at skrive homoerotisk monsterlitteratur.

For er det realistisk, at Pine står bag bøger som ’My Billionaire Triceratops Craves Gay Ass’ og ’Pounded by President Bigfoot’? Nok ikke. Men selve tanken er så tilpas bizar og komisk, at den fortjener sit helt eget liv online.

Internettets største ære

Et sjovt spørgsmål er, om Chris Pine selv kender til de fortællinger, der florerer om ham online. Hvis han virkelig er så analog, som det tyder på, kommer de formentlig som et overraskende chok, men han virker trods alt som typen, der kan se det sjove i dem.

Og det bør han faktisk også, for når han bliver centrum for disse spekulationer om et hemmeligt dobbeltliv og meget lystfulde tilkendegivelser om hans skægs tiltrækningskraft, skal det opfattes som internettets mest ypperste hyldest.

For det kan godt være, at brugerne på sociale medier tørster efter ham, og at de faktisk har lyst til at sidde overskrævs på hans ansigt hele natten – men sådan er det med så mange berømtheder.

Det, der er specielt med Pine, er, at fans og andre online typer frivilligt lægger så mange kræfter i at holde liv i en finurlig og efterhånden langvarig teori samt kink-fantasier. Intet af det kommer fra et ondt sted, det er udelukkende kærligt ment.

Det er vel nok egentlig den største ære, en berømthed kan nyde i 2022 – at folk kun skriver pæne (og liderlige) ting om én på sociale medier.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af