‘Fallout 4’: Vellykket mastodont-ekspedition ud i den brutale, postapokalyptiske ødemark
Efter ti timer i ‘Fallout 4’ går det op for mig, at jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver. Jeg vandrer rundt i et jakkesæt (man skal være klædt på til Jordens undergang) og en riffel over skulderen, imens en hund lunter rundt ved siden af mig. En gang imellem gør den, en gang imellem er der stilhed. Det er næsten paradis, hvis altså man lige ser bort fra, at Jorden ligger i ruiner.
For det er præmissen i ‘Fallout’. Efter atombomber blev taget i brug til krigsførsel, blev verden bombet tilbage til at være et ødeland, hvor man som overlevende fra en underjordisk bunker skal begive sig ud i jagten på at finde sin forsvundne søn. Men intet er helt så simpelt i ‘Fallout 4’, hvilket man hurtigt finder ud af.
Det er fem år siden, at ‘Fallout’ sidst rørte på sig med ‘Fallout: New Vegas’. Nu er ‘Fallout 4’ endelig landet, og selvom spillet løfter seriens arv på fornemeste vis, er det også en brutal ødelands-ekspedition, som kræver en enorm spiller-indsats for at udløse sit eget potentiale.
‘Fallout 4’ er nemlig et monster af et spil. Lige så snart man begiver sig ud fra Vault 111, som ens bunker blev kaldt, ligger hele ødelandet vidt åbent. Det er frit, hvor man vil gå hen, og der er ingen restriktioner på, hvad man kan foretage sig. Vil du påtage dig missioner for personer, du møder i ødelandet, kan du det. Vil du bare vandre rundt, kan du det. Men intet af det er nemt.
Der er en ærbødig brutalitet over ‘Fallout 4’, som især for nye folk til serien kan virke skræmmende. De første mange timer af spillet går med at udforske på må og få, men de går også med frustration, for det er sparsomt med den indledende hjælp. Det samme gælder ressourcer, og så bliver man altså lidt anspændt, når man nærmer sig et forladt hus med visheden om, at man sætter livet på spil for en omgang dåsemad.
Det kan virke afskrækkende til det punkt, hvor man overvejer, om det overhovedet er værd at kaste 100+ timer efter ‘Fallout 4’, som spillet både kræver og fortjener. Man kan ikke bare lige samle det op, spille en time og så smutte igen, for der er så meget kompleksitet i spillet, at man er nødt til at investere sig fuldt ud.
Vanedannende virtuel verden
Går man til gengæld all in, åbner der sig en verden, som man ikke vil forlade igen. Der er så mange lag i ‘Fallout 4’, som konstant giver igen for ens indsats. Det kan være historierne, der udfolder sig, efterhånden som man klarer opgaver for venner (og fjender). Det kan være detaljerne, som lige pludselig forbinder punkter i hele ‘Fallout’-seriens efterhånden omfattende baggrundshistorie. Eller også kan det bare være følelsen af at bevæge sig rundt i et ødeland, som faktisk virker realistisk, hvor bizart det end lyder.
Det bliver naturligt for én, at man kun bevæger sig rundt i dagslys, så man kan se, hvad der faktisk sker omkring én. Man begynder langsomt at opbygge sine egne forholdsregler, hvor konsekvenser opvejes ved at udforske en forladt by, for man ved, at én forkert beslutning betyder, at man mister livet – eller, næsten endnu værre, slipper med livet i behold på bekostning af ens sparsomme rationer og ammunition.
Og så er der menneskene, den største brutalitet af dem alle. Man ved aldrig helt, hvem man kan stole på, eller hvad de har tænkt sig at gøre. Det er ikke uden grund, at udviklerne Bethesdas rollespil altid roses for deres universer, for personerne i dem er deres livsblod. Forhold opbygges, følelser bliver involveret, loyalitet testes, og sammenhold kollapser.
Virkelighedsnær kompleksitet
Med spil kan man altid, i hvert fald til en vis grad, aflæse mekanikkerne bag spillets design, og hvordan man skal agere for et ønsket udfald. Det samme gør sig naturligvis gældende for ‘Fallout 4’, men takket være spillets kompleksitet føler man sig aldrig helt sikker. Hverken blandt personerne i spillet, eller når man er mutters alene i ødelandet.
Dette skyldes naturligvis også, at spillet som sagt på ingen måder er imødekommende. Der er ingen kære mor, og når man skal navigere rundt i spillets menuer eller bygge ens lejr op, må man prøve sig frem. Man fristes næsten til at sige, at det er fuldstændig ligesom i virkeligheden. Der er ingen, der lærer dig, hvordan du håndterer resultatet af en atomkrig, og hvordan du befærder dig i et ødeland, hvor overlevelse er førsteprioritet for alle.
Men efterhånden som man lærer finterne i spillets opbygning, føler man sig sjovt nok også mere rutineret. At man bruger timevis på det nye crafting (som i øvrigt er ganske velfungerende, omend en smule bundet af begrænset indhold), hvor man kan opbygger lejre med huse, maskiner, you name it, falder lige pludseligt én helt naturligt.
Det giver en skæv følelse af normalitet, som man savner, når man har været ude i ødelandet i flere dage. Man prøver at skabe sig et hjem, en base for sig selv og ens voksende bekendtskaber, hvor man kan være nogenlunde tryg og samtidig samle mod til flere udfordringer i ødemarken. Og dermed spilles der endnu mere på følelserne involveret i ‘Fallout 4’, hvilket blot understreger, hvorfor man skal man være klar på at involvere sig frem for blot at spille det flygtigt her og der.
Det er en svimlende bedrift at kunne få en spiller til at føle sig fuldstændig inkorporeret i en verden, som ligger så langt fra vores egen (og så alligevel ikke, kunne man frygte), men det er netop derfor, at ‘Fallout 4’ er en så imponerende udgivelse. Og selvom det ikke ligefrem står klar med åbne arme til at tage imod knap de så erfarne ødelands-folk, så er det frustrationerne værd.
Godt
+ Man opsluges fuldstændig af hverdagen i ødelandet
+ Kompleksiteten af spillet er fuldstændig vanvittig
+ Der er så meget at lave, at det halve kunne være nok
Skidt
– Det kræver meget tid, før man føler sig tryg ved spillets indlæringskurve
– Til tider tekniske glitches, som kan være irritationsmomenter for de knap så tolerante
– Genopfindelsen af den dybe ‘Fallout’-tallerken lader vente på sig