Blaue Blume-forsanger Jonas Smith: »Jeg får også lyst til at forfalde til dovenskaben og se en dårlig film«

Blaue Blume-forsanger Jonas Smith: »Jeg får også lyst til at forfalde til dovenskaben og se en dårlig film«
Jonas Smith på Trailerpark Festival. (Foto: Marcus Andreassen/Soundvenue.)

Blaue Blume har fået masser af opmærksomhed for deres særegne popmusik og tilhørende store ambitioner, og fredag udkom det imponerende og længe ventede debutalbum ’Syzygy’ endelig. Men selv om det regner med ros og anerkendelse, og selv om de altid har »båret deres højtravende ambitioner uden på tøjet«, som vores begejstrede anmelder skrev, så er benene stadig solidt plantet i jorden. Det skinnede igennem, da vi fangede den venlige og jordnære forsanger Jonas Smith til en snak om seriøsitet, inspirationer, popmusik og kedelige beskæftigelser.

Man kan stort set ikke finde en omtale eller en anmeldelse af jeres musik, hvor ordene ’ambitiøs’, ’højtravende’ eller ’seriøs’ ikke indgår. Er I bange for at blive taget for seriøst?
»Det er vi måske et eller andet sted, hvis det at blive taget for seriøst er negativt ment. Musikken er lidt et helligt sted for os, og vi forsøger at værne om det og tilnærme os det med en vis respekt. Det gælder ikke kun vores egen musik, men også når vi taler om musik generelt. Hvis det gør, at folk har en vis distance – eller får en vis distance – til vores musik, fordi de tænker, at det er for seriøst, så synes jeg, det er ærgerligt. Vores musik rummer nære oplevelser, intimitet og personlighed, og hvis man gider dykke ind i den, så er det det, man får igen. Det er jeg helt sikker på, for det er med dét i mente, at det er skabt«.

Intellektualiserer folk altid over jeres musik?
»Jeg har ikke lige taget temperaturen på hvad folk rundt omkring går og tænker. Der er ikke så forfærdeligt mange endnu, der har vores lyd inde under huden. Det kræver også noget af få folk overvundet og få tilnærmet os de lyttere på bedste vis. Men folk tænker måske, at vi selv tænker meget over musikken og altså intellektualiserer den på en eller anden måde. Det gør vi dog langt fra. Det er en meget umiddelbar proces for os. Vi har nogle helt andre succeskriterier, end at det skal være klogt. Det er umiddelbarhed, som vi søger i vores udtryk, og det vil vi også kæmpe for, at folk føler på en eller anden måde. I live-henseender gør vi også meget ud af at give os hen til øjeblikket, så meget som det nu er muligt med den dosis nervøsitet, man nu har i kroppen, som er med til at distancere en fra publikum. Men vi forsøger at være så intime og personlige i vores musikalske virke som overhovedet muligt«.

BlaueBlume2015-717x375
Hvad synes I selv om betegnelsen artrock eller artpop?
»Vi har altid set vores egen musik som værende popmusik. Vi lytter rigtig meget til forskellig slags popmusik og finder hele skabelonen utrolig tiltalende. Vi er meget draget af den simple form, men kan også lide at forsøge at udvide den og få den til at være noget mere og andet end den almene popskabelon. Art, som nogle gange bliver smidt foran pop, når folk skal beskrive vores stil, er nok mere i mangel på ord. Jeg ser det som et forsøg på at beskrive et element af noget særligt eller fremmedartet, som ikke lige er til at definere. Art betegner noget andet. Det distancerer måske nogle, og man kan hurtigt få en idé om, at det er for selvtænkt eller for højpandet, men det er ikke vores egen betegnelse. Det er noget, folk konkluderer af en eller anden årsag. Jeg tror, at hvis man dykker ned i musikken, så vil man finde helt andre dynamikker end at det bare er højtragende og artsy, som umiddelbart lyder lidt køligt. I mine ører lyder det mere som om vores musik er pop, men at det også emmer af andet, som er svært lige at definere, hvad er«.

Hvilken slags popmusik lytter I så til?
»Meget 80’er-æraens storhedsøjeblikke. Rigtig meget Roxy Music og Bryan Ferry, som der også er en direkte reference til på vores plade i form af ’Roxy’, som ligesom er personificeringen af forelskelsen på mange måder. Roxy Music vækker en eller anden nostalgi i mig, som jeg ikke kan se bort fra.

Vi hørte også Taylor Swifts plade, da vi skulle til Fyn og indspille musikvideo på et tidspunkt. Der var bestemt meget interessant at komme efter. Det er selvfølgelig en helt anden præmis, og konceptet er noget andet end det, som vi arbejder med, men der var ting, som var ubetinget inspirerende. Sådan har jeg det generelt også med meget af det moderne musik, der bliver spillet i radioen, hvor vi finder ting, som vi kan bruge fra i vores egen musik på en eller anden måde. Vi kan godt lide den der brede appel, og det håber jeg også, at folk kan høre i vores musik. At der alligevel mellem al detaljefnidderet også er en lyst til at nå ud og fange den almene lytter. Kate Bush gør det for eksempel til perfektion. Hendes finurlige popsange er en stor inspiration.

Talk Talk er også fantastiske i kraft af deres historik og diskografi, hvor man ser dem transformere fra det ekstremt poppede til noget fuldstændig vanvittigt, hvor poppen stadig er en del af det. ’Spirit of Eden’-pladen udvider formen fuldstændigt for hvad der forventes af en popplade, og med den har jeg virkelig forstået, hvor vigtigt det er at integrere sådan noget som stilhed i sine sange. Hvor meget lever det album ikke af den ro, som den besidder? Det føles som en jamsession sendt fra himlen, en vanvittig kreativ proces skabt af et mainstream popband«.

I en tidligere beskrivelse af jeres musik siger I selv: »Vi lyder som et band, der kun spiller ved fuldmåne, i en stor kirke med en diskokugle roterende over alteret! Med absint i blodet og uopnåelige, blonde piger i blå kjoler som tilskuere spiller vi til solen står op uden at imponere nogen af dem«. Hvor kommer discokugle-referencen fra?
»Ja, det er fra en pressemeddelelse, som jeg morede mig lidt med at skrive. Discokuglen er på mange måder synonym for vores sound og den måde, vi arbejder med vores lyd på. Jeg synes tit, at de øjeblikke man oplever discokuglen er i beruset tilstand, hvor man ser den sløret for sig. Hvordan den med sine underlige småspejle forvrænger dit billede og det lys, der bliver hældt ind i den. Den besidder nogle modsætninger, som vi også arbejder med i vores musik, og som jeg arbejder med i mine tekster. Det er mødet mellem det religiøse og det kødelige. Det er et fint lille alter på en spøjs måde, et religiøst relikvie uden at det er helligt. Discokuglen vækker et smil, men der er også noget sørgmodigt ved den som symbol. Det er på mange måder succeskriteriet, når jeg skriver en sang, at de her ekstreme modsætninger bliver kastet ind i hinanden. Så sker der noget spændende«.

Og hvilke blonde piger i blå kjoler er det, I ikke imponerer?
»Det er nærmere en karikatur for kvinden og hendes arrogance mod indie-splejsen, som et eller andet sted bare søger hendes opmærksomhed«.

Hvad er det kedeligste, du har lavet for nylig?
»I min iver efter at holde mig selv i musikken og i det intense kunstneriske, så finder jeg mig selv i at afsøge hvad eksempelvis melankoli eller kærlighed er, og hvor den står beskrevet. Om der er nogle steder, jeg kan suge inspiration. Der sidder jeg ofte med en eller anden bog og tænker, at det er da godt nok forbandet kedeligt. Jeg burde jo kunne finde noget interessant ved det, eftersom det er Baudelaire, der har skrevet det eller sådan noget, men jeg får også lyst til bare at forfalde til dovenskaben og se en dårlig film, som alligevel er god«.

Kan du nævne en god dårlig film?
»Øh… nu skal jeg lige tænke mig om. ’Nacho Libre’ med Jack Black. Det er noget af det sjoveste, jeg har set«.

Har du så modsat oplevet noget for nylig, der virkelig satte eksistensen på spidsen?
»Ja. Der er blevet lavet en dokumentar om os, som er blevet optaget over et års tid, hvor Anja Pihl har fulgt os i det her program, der hedder ’Nyt blod’. Der synes jeg, at man på mange måder er blevet konfronteret med sig selv på godt og ondt, fordi man har lukket folk ind i ens privatsfære. Også for at den her dokumentar skulle blive til noget interessant, andet end et overflade-indblik i Blaue Blume. Jeg sagde til mig selv dengang, at jeg gerne ville forsøge at fremstå så meget som mig selv som muligt foran kameraet, men det viste sig så at være rimelig svært. Man får formuleret sig klodset eller fremstår ikke helt naturlig, når man får stukket et kamera i snotten eller når de ringer fra Soundvenue eller et eller andet. Så får man ikke altid fundet ind til kernen af, hvad man egentlig gerne vil sige eller får bevaret den ro, som er i en selv, når man bare går rundt til daglig.

Jeg synes, at jeg i forbindelse med den dokumentar har stillet mig selv mange spørgsmål om, hvordan folk ser mig. Når man står på scenen er man så benovet over, at folk ser en og vil have ens musik, at man bare har lyst til at kaste sig ned til dem og lade sig fortære fuldstændigt. Men man har også lyst til at blive i det intime rum, som er ens helt naturlige jeg og ikke forlade sig selv for at få andres kærlighed. Det synes jeg har været interessant omkring dokumentaren. Man skal virkelig tage stilling til, at andre folk kommer til at se en og kommer til at bedømme en og får indblik i ens privatliv. Det er lidt som at høre ens egen stemme på en optagelse, ikke? Det er den samme frustration, der kan opstå, fordi man har en idé om, hvordan man lyder og tager sig ud, og lige pludselig ser man sit spejlbillede meget klart, og det viser sig så at være noget helt andet end det, man forestillede sig. Så skal man lige pludselig forholde sig til, om det så også er sådan, folk ser en udefra. Jeg har jo mere lyst til, at de forstår mig som jeg selv forstår mig inde i mit hoved«.

Læs anmeldelse: Blaue Blume ‘Syzygy’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af