The KLF hærgede hitlisterne, men foragtede musikindustrien, og da de satte ild til en million pund, vendte alle dem ryggen

Dokumentaren ‘Who Killed The KLF?’ fortæller historien om en af musikhistoriens mest kontrære popgrupper. Duoen blandede rave, rap og pop og storhittede i 90’erne med forrygende sange som ’3 A.M. Eternal’, men havde kun hån tilovers for branchen og skød med løst krudt mod publikum. Var det pseudorevolutionært bullshit – eller et genialt oprør forud for sin tid?
The KLF hærgede hitlisterne, men foragtede musikindustrien, og da de satte ild til en million pund, vendte alle dem ryggen
The KLF. (Foto: PR)

KOMMENTAR. »This is what KLF is about«.

Sådan indleder rapperen Ricardo et af The KLF’s udødelige hits, ’Last Train To Trancentral’.

Men mange af dem, der stadig husker fænomenet, er nok aldrig blevet helt kloge på, hvad hulen egentlig The KLF drejede dig om.

De var to briter i sorte regnfrakker med en doktrin i baglommen om at brænde kapitalismen ned til grunden. Eller i hvert fald deres egen formue. Det har omtrent været mit take på den mystiske duo indtil nu.

Derfor er det en kæmpe gave, at man nu kan se dokumentarfilmen ’Who Killed The KLF?’, der indeholder en masse hidtil usete interviews med de to bagmænd. Man bliver om ikke andet en smule klogere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The KLF var lige så meget et stykke performancekunst som et musikalsk fænomen. De var producere, managere, marketingsgruppe og deres eget pladeselskab. Men Bill Drummond og Jimmy Cauty var også dygtige hitsnedkere.

De havde deres rødder i postpunkscenen. På de tidligste billeder af dem i filmen er de en del af samme miljø som Siouxsie and the Banshees og Echo and the Bunnymen. Men allerede inden 80’erne er slut, har de fået nok af mørkrandet rock og vender i stedet blikket mod house, rave og hiphop.

De er inspireret af en konspirationsteoretisk stoner-romanserie fra 60’erne og skifter flere gange navn, fra The Timelords til The JAMs til Kopyright Liberation Front, eller blot The KLF.

De har da også et vist smerteligt kendskab til netop copyright: Da de i en tidlig inkarnation laver et mord via remix på ABBA’s fagre ’Dancing Queen’, bliver de tvunget til at brænde skiverne, hvilket de gør under store mediebevågenhed i Sverige.

De opdager, at hvis man blot sampler ældre hits tilstrækkelig effektivt, skal man nok selv få sig et hit. De er selv under navnet The Timelords på det legendariske BBC-program Top of The Pops med en sang baseret på glamrockeren Gary Glitter og temaet fra Dr. Who. Makkerparret skriver en hel brugsanvisning, ’The Manual (How to Have a Number One the Easy Way)’, baseret på denne oplevelse. 

Der er noget dybt kynisk over denne del af The KLF. Selvom meget dårlig og genbrugt musik unægteligt når til tops, så har The KLF lavet forrygende numre, som i nogen grad modsiger deres eget fnysende syn på det at skrive en succesfuld popsang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The KLF bliver del af den knopskydende britiske scene, hvor rave, dance, rap og alternativ rock krydser klinger. Hitsene, som duoen leverede i de tidlige 90’ere – ’Last Train…’, ’3 A.M. Eternal’, ’Stand By The Jams’ og ’What Time Is Love’ er euforisk rave-pop, der har en naturlig plads på alle Best of the 90s-playlister i dag. Og det er er jo kun en bonus, at nogle af deres campede, gøglede videoer i dag ligner Rednex’ ’Cotton Eye Joe’ møder ’Mad Max’.

The KLF hærgede hitlisterne, også i Danmark skam, og var et uortodokst opgør med rigelige mængder ecstasy og alkohol på tanken, et farligere og mere mystisk alternativ til de mere velfriserede og pølsefabrik-agtige ørehængere fra Stock, Aitken og Waterman, der skabte Rick Astley og Kylie Minouge.

The KLF var et tidligt eksempel på en kortslutning af mainstream og undergrund, som vi i dag tager for givet, når selv Taylor Swift helst laver indiealbums. 

The KLF vil alt og lidt til. De forsøger at lave en spillefilm, ’The White Room’, i Sierra Nevada men vendte hjem med 100 timers ubrugelige optagelser. Der var aldrig noget manuskript, forlyder det i dokumentarfilmen.

I 1993 blev de udråbt som bedste band til Brit Awards sammen med sukkersøde Simply Red, og de kvitterer med en aggressiv punkkoncert, hvor Bill Drumond skyder med løst krudt mod publikum.

Hvad der skulle blive afskedskoncerten, sluttede med ordene: »The KLF have now left the music industry«.

The KLF med Bill Drummond i front til The BRIT Awards i 1992. (Foto: JMEnternational/Getty Images)

Efter koncerten modtager de Brit Awards-statuetten via kurér. De graver den ned. Helt bogstaveligt. Når man ser ’Who Killed The KLF?’ spørger man uvilkårligt sig selv, hvordan duoen ville have fungeret i deres heyday, hvis sociale medier og TikTok allerede var opfundet dengang.

The KLF forsvinder. Ind træder The K Foundation. De troller samtidens kunstscene ved at uddele priser til de værste samtidskunstnere. Aktivismen kulminerer i deres mest berygtede og legendarisk stunt: Bill Drummond og Jimmy Cauty brænder en million pund af deres indtjente penge af. Og bagefter kan de ikke helt forklare hvorfor og har kun nogle grynede optagelser af den spektakulære handling.

The KLF i den famøse afbrænding af en million pund.

Dokumentarfilmen har optagelser af små interviews, hvor de to virker lidt deprimerede over deres beslutning, som fik den oprindeligt begejstrede presse til at vende dem ryggen. Det er overraskende – og ret interessant – hvor fjendtligt de ellers traditionelt venstreorienterede musik-journos reagerer på stuntet.

»Du ønsker at lade som, det er et træfsikkert, kunstnerisk budskab, men det er faktisk fuld af fejl. Det var måske bare spild af tid«, siger en aldrende Jimmy Cauty i et forhutlet hjem, mens han ryger et eller andet hjemmelavet. De forlod ikke deres happening med et stort Joker-agtigt smil på læberne, men havnede ikke desto mindre i et sort hul.

Der er ingen egentlig politisk eller egentlig anarkistisk klangbund hos The KLF, viser dokumentaren. Også derfor skulle de måske have givet deres royalties til Amnesty International i stedet for at kaste dem ind i pejsen.

Det hele er røg, spejle, mystiske munkekutter og countrylegenden Tammy Wynette fløjet ind over Atlanten, fordi de kunne. The KLF forstod bedre end de fleste, at mytedannelse og mystik spiller en vigtig rolle, hvorfor de sovsede hele deres virke ind i frimureri og hemmelighedsfulde symboler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sørgeligt nok får man af dokumentaren sjældent indtrykket, at de har haft det ret sjovt, selv når de har inviteret pressen til en Burning Man-inspireret hedensk festival på en øde skotsk ø. Som om duoen har ligget i en postmoderne overbudskrig med sig selv.

’Who Killed The KLF?’ spørger dokumentarens titel som en anden whodunnit. Mit bedste svar efter at have set den aktuelle film  er nok, såre alment, at det gjorde de selv. Dele af dokumentaren er som at læse om performancekunst fra 90’erne i et museumskatalog, der er ved at tabe farverne.

Der er næsten noget skuffende over, i hvor høj grad det hele var et slag i luften og ikke en eller anden vanvittig plan om at overtage verdensherredømmet fra en gruppe kulturelle terrorister.

Men The KLF har ikke levet forgæves. Et skyggefuldt musikkollektiv som Sault har videreført det hemmelighedsfulde og  mørklagte i deres Black Lives Matter-aktivistiske albumrække. Også russiske Pussy Riot er et eksempel på en nyere blanding af aktivisme, kunst og musik, samtidig med at de navigerer i et meget mere konfliktfyldt, livsfarligt og politiseret rum, end The KLF nogensinde gjorde i de relativt sorgløse 90’ere.

Men at The KLF på visse planer punkterede, gør ikke musikken dårligere.

’3 A.M. Eternal’ virker stadig som et lynnedslag fra de tidlige 90’ere, når den rammer dansegulvet. 30 år senere fryder jeg mig stadig, når jeg hører en stemme sige »This is radio freedom« efterfulgt af en maskingeværsalve. Det er vitterlig et evigt stykke rave-pop med et synth-riff, hvis kæmpemæssige vinger letter over hustagene.

Det er pseudorevolutionært bullshit og larger than life-stratosfærisk på en måde, der transcenderer de mere tidstypiske aspekter i produktion og instrumentering.

Stunder som dén var til syvende og sidst nok alligevel det, KLF var »about«.

’Who Killed The KLF?’ kan ses på blandt andet Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af