8. ‘I Am… Sasha Fierce’ (2008)
Fra ’If I Were a Boy’ og ’Halo’ til ’Single Ladies’ og ’Sweet Dreams’ rummer Beyoncés tredje soloalbum nogle af hendes største (og bedste!) hits til dato. Så hvorfor skraber den alligevel bunden på denne liste?
Først og fremmest fordi alt derimellem er en mere blandet fornøjelse. Men den vigtigste grund til, at ’I Am… Sasha Fierce’ indtager sidstepladsen, har at gøre med albummets konceptuelle opbygning.
Kort sagt til de uindviede: Albummet er delt i to halvdele, hvor a-siden ’I Am…’ byder på en række storslåede ballader, hvorefter alter egoet Sasha Fierce tager over på den titulære anden halvdel og serverer den ene selvhævdende r’n’b-banger efter den anden.
Tanken er sådan set meget god: En slags understregning af, at den moderne popstjerne sagtens kan være skrøbelig det ene øjeblik og et feministisk powerhouse det næste. Netop den dikotomi er jo på mange måder hele essensen af Beyoncé som artist.
Men hendes bedste album opstår, når hun sammensmelter disse to sider mere flydende. På ’I Am… Sasha Fierce’ fremstår Beyoncé mest af alt bare en anelse forvirret.
Bedste sang(e):
Beyoncé er en gudsbenådet sanger, og det har sjældent været tydeligere end i det himmelstræbende omkvæd til den katarsiske kærlighedshyldest ’Halo’.
7. ‘B’Day’ (2006)
Selvom det ganske vist udkom tre år efter ’Dangerously in Love’, føles ’B’Day’ som Beyoncés første rigtige soloalbum. For hvor debuten på mange måder lå i direkte forlængelse af Destiny’s Child-hovedværket ’The Writing’s on the Wall’, er hun på opfølgeren godt i gang at skabe sin egen musikalske identitet.
Bevares, mange af numrene er stadig funderet i modergruppens festlige, mere poppede take på r’n’b-genren. ’B’Day’ blev – som navnet antyder – udgivet omkring Beyoncés 25-års fødselsdag, og ikke overraskende fremstår albummet langt hen ad vejen som én lang, sveddryppende fødselsdagsfejring.
Men her er også skamløse ballader som monsterhittet ’Irreplaceable’ og rasende sirener på den Swizz Beatz-producerede ’Ring the Alarm’, som næppe ville have fundet vej til en Destiny’s Child-plade.
Ikke alle disse afstikkere er lige vellykkede. Men i retrospekt var det et varsel om den mangefacetterede popstjerne, Beyoncé siden skulle blive.
Bedste sang(e):
Beyoncé og producerduoen The Neptunes havde allerede samarbejdet på debutsinglen ’Work It Out’, men kemien har aldrig været bedre end på dette albums ’Green Light’.
6. ‘Dangerously in Love’ (2003)
I 2022 bragte Soundvenue en artikel om syv stærke solodebuter fra nyere tid, der markerede et nyt kapitel for de respektive kunstnere. Men ikke et eneste af disse album kommer bare nær så godt fra start, som Beyoncé gør på ’Dangerously in Love’.
Tænk over det. De første tre numre på Beyoncés første album i eget navn er ’Crazy in Love’, ’Naughty Girl’ og Sean Paul-samarbejdet ’Baby Boy’. Så er solokarrieren ligesom i gang, hva’?
Beyoncés solodebut undgår meget af den identitetsforvirring, der gennemsyrer de to opfølgere, fordi den holder sig til den kunst, hun på det tidspunkt allerede mestrede: Uforfalsket 00’er-r’n’b skabt til dansegulvet, denne gang blot tilsat en snert af Jay-Z’s selviscenesættende østkyst-hiphop.
Det betyder dog også, at ’Dangerously in Love’ ingenlunde er et af de skelsættende storværker, hun sidenhen skulle blive garant for. I stedet var det startskuddet til noget større. Det var »history in the making«, som hendes fremtidige ægtemand udbryder i begyndelsen af albummets første nummer.
Store ord, men han skulle vise sig at få ret.
Bedste sang(e):
Her er der ingen tvivl: ’Crazy in Love’ er en uimodståelig sammensmeltning af hiphop og 70’er-funk, der kun kunne være blevet skabt af to smaskforelskede stjerner, som på det tidspunkt netop havde indledt deres karrieredefinerende romance.
5. ‘4’ (2011)
Beyoncés fjerde album fik meget passende titlen ’4’, men på denne liste må det altså tage sig takke med en femteplads. Ikke desto mindre er det en milepæl i karrieren, der slet og ret bare holder et langt højere bundniveau end dets tre forgængere.
Ja, singleforløberne ’Run the World (Girls)’ og ‘Best Thing I Never Had’ er fantastiske, men mindst lige så fantastiske er albummets minimalistiske ballader som ’1+1’ og den Frank Ocean-skrevne ’I Miss You’.
’4’ er på én gang en fanfavorit og Beyoncés dårligst sælgende album til dato, og man forstår sådan set godt hvorfor. Ulig hendes første tre album er det nemlig ikke en lind strøm af radioklare ørehængere, men et mere afdæmpet album, der – foruden indierockede sidespring og det Kanye West-producerede André 3000-samarbejde ’Party’ – mestendels skruer ned for tempoet og op for intimiteten.
På hendes fjerde album forløste Beyoncé langt om længe sit enorme potentiale som albumartist, og siden da har hun været ustoppelig. Sagt på en anden måde: Der bliver kamp om pladserne herfra.
Bedste sang(e):
Den bombastiske, Whitney Houston-agtige ‘Love On Top’ stikker en smule ud på det ellers så afdæmpede ’4’, men er ikke desto mindre albummets bedste sang.
4. ‘Cowboy Carter’ (2024)
»Det her er ikke et country-album«, lød det fra Beyoncé, da hun i sin tid afslørede coveret til ‘Cowboy Carter’, men kunne det virkelig passe?
På coveret står hun trods alt iført et klassisk rodeo-outfit, og de første smagsprøver bød på både twangy banjospil og linedance. Selvfølgelig var der ikke bare tale om honkeytonk-stiløvelser – med på hesten er blandt andre den notoriske country-aktivist Rhiannon Giddens – men især ‘Texas Hold ‘Em’ havde alligevel en bismag af cosplay.
Alt tvivl blev imidlertid gjort til skamme, da Beyoncé udgav sit ottende album, der på én gang hylder genrens historie med legendariske skikkelser som Dolly Parton og Willie Nelson, men som samtidig sprænger rammerne for, hvad country – og ikke mindst sort country – kan være.
Således er der ‘Avengers’-refererende rap-bars på ‘Spaghetti’ og Thundercat-værdig slap-bass på ‘Desert Eagle’. Miley Cyrus og Post Malone kigger forbi i løbet af de 27 numre, men det samme gør Shaboozey, der også selv er godt i gang med at nedbryde grænserne mellem hiphop og country.
Sidste år skrev vi, at Beyoncé lige nu er i sin freak-fase, og på mange måder fortsætter ‘Country Carter’, hvor den tøjlesløse ’Renaissance’-turné slap. Albummet er så pakket med vilde idéer, at den halvanden time lange spilletid flyver afsted.
Så nej, det her er ikke bare et country-album. Det er et Beyoncé-album.
Bedste sang(e):
Især 1-2-slaget af de mere elektroniske, nærmest ‘Renaissance’-agtige ‘Riiverdance’ og ‘II Hands II Heaven’ står tilbage som højdepunkter, når ørkenstøvet har lagt sig.
3. ‘Renaissance’ (2022)
Beyoncés syvende album kunne ikke være udkommet på et bedre tidspunkt – for hvad har man egentlig brug for efter to år i coronaens skygge?
Man har, selvfølgelig, brug for ‘Renaissance’. Et stakåndet, uendeligt dansabelt klubalbum, der nægter at sænke energien på så meget som et enkelt nummer. Hvor førstepladsen på denne liste excellerer i dens alsidighed, er ‘Renaissance’s største salgsargument, hvor hovedkulds Beyoncé omfavner én stilart: Nemlig dansegulvsmusikken.
Men lad dig endelig ikke narre. For selvom Beyoncés syvende album rent sonisk fremstår lige så bekymringsløst som det debutalbum, der udkom næsten to årtier forinden, er ‘Renaissance’s drivvåde disco meget mere end blot eskapisme.
For ja, selvfølgelig lurer den politiske agenda under overfladen, når Beyoncé så bevidst dyrker overset, sort klubmusik i såvel albummets samples som i hendes valg af samarbejdspartnere. Og netop kombinationen af det livsfejrende og det politiske gør det til endnu et mesterværk i rækken.
Bedste sang(e):
Førstesinglen ’Break My Soul’ og den danskproducerede ’Cuff It’ løb af gode grunde med meget af opmærksomheden, men herfra skal der lyde et skud ud til det svært undervurderede AG Cook-samarbejde ’All Up in Your Mind’.
2. ‘Beyoncé’ (2013)
Beyoncés femte album huskes nok især for én ting: Nemlig det faktum, at det blev udgivet uden nogen form for varsel. Pludselig en dag dukkede det bare op i iTunes-butikken.
Det lyder måske ikke af alverden den dag i dag. Alene de seneste år har vi trods alt fået surprise-album fra andre superstjerner som Taylor Swift og Drake, mens også danske navne som Hans Philip og The Minds of 99 har kastet deres kærlighed over udgivelsesformatet.
Men i 2013 var det revolutionerende. Og det eksemplificerer sådan set meget godt den kompromisløshed, der gennemsyrer Beyoncés mørke, selvbetitlede album, som i sammenspil med dets visuelle sidestykke tager sig ud som ét langt, feministisk manifest.
Her dykker Beyoncé ned i så alvorlige tematikker som virkelighedsfjerne skønhedsidealer (‘Pretty Hurts’), undertrykt seksualitet (‘***Flawless’) og moderskabets bagside (‘Mine’). Alt imens hun serverer nogle af karrierens bedste og mest grænsesøgende popsange.
Bedste sang(e):
‘XO’ er Beyoncés mest uforbeholdne kærlighedserklæring til dato – og måske hendes bedste.
1. ‘Lemonade’ (2016)
Nu jeg skrev jeg godt nok, at der ville være kamp om de øverste pladser, men come on: Der var aldrig nogen tvivl. ‘Lemonade’ er ikke bare Beyoncés bedste album, men et af det forgange årtis bedste album overhovedet.
Rent sonisk er det med længder hendes mest alsidige værk. Endnu mere end det ambivalente ’I Am… Sasha Fierce’ og det identitetssøgende ‘B’Day’. Men hvor disse albums udskejelser til tider fremstod som forvirrede stiløvelser, er der altid en god forklaring bag genreskiftene på ’Lemonade’.
Når hun sænker tempoet på åbningsnummeret ’Pray You Catch Me’, er det en manifestation af hendes følelse af hjælpeløshed. Når hun allierer sig med Jack White på den garagerockede ‘Don’t Hurt Yourself’, er det lyden af hendes vrede.
Og når hun til sidst inkorporerer bounce og Houston-trap på lukkeren ‘Formation’, er det, fordi lige akkurat de stilarter tillader hende at kommunikere det triumferende krigsråb, som nummeret er.
Men hvad der i sidste ende gør dette magnum opus fortjent til sin førsteplads er dets hjerteskærende utroskabsnarrativ, der ender som et mikrokosmos for den historiske undertrykkelse af sorte kvinder. Her lader den ellers så perfekte popstjerne endelig facaden krakelere. Aldrig har Beyoncé været så skrøbelig. Aldrig har hun været så menneskelig.
‘Lemonade’ er Beyoncés mest fuldendte album til dato – og en indiskutabel nyklassiker.
Bedste sang(e):
Som det narrative storværk, ’Lemonade’ nu engang er, fortjener albummet i højere grad end noget andet album på denne liste at blive lyttet til i sin helhed. Men når det så er sagt … ‘Formation’!