‘1864’ – afsnit 6

‘1864’ – afsnit 6
Foto: Per Arnesen, Miso Film
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Ole Bornedal

Medvirkende

Jakob Oftebro, Jens Sætter-Lassen, Marie Tourell Søderberg, Pilou Asbæk, Sarah-Sofie Boussnina, Bent Mejding, Søren Malling, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Kristian Halken

Spilletid

Ca. 60 min.

Premiere

16. november

Til sidste bagladergevær er affyret, vil ’1864’ nok lide under endimensionel karaktertegning og overdimensioneret dialog.

Men aftenens afsnit var, hånden i hjertet, det første, hvor vægtskålen lige akkurat tippede mod plussiden. For første gang blev jeg oprigtigt revet med, oprigtigt grebet af en følelse af at være en del af begivenhederne og ikke bare se måbende til udefra. ’1864’ har fra første sekund været på mission for at ramme os på følelserne og ikke intellektet, men først her i sjette time (trods alt ikke ellevte) lykkedes det med en vis rimelighed at skabe scener af menneskeligt nærvær.

Men lad os starte med malurten.

I Pyrus-julekalenderen ’Alletiders Jul’ blev det mod slutningen afsløret, at arkivar Bertramsens sekretær Josefine i virkeligheden var hans datter. Rammefortællingen i ’1864’ har fra første sekund haft en udpræget stank af julebag siddende i tøjet, og i aftenens afsnit gik det lige så skævt, som man havde frygtet. Baron Severin og Claudia viste sig at være i familie med hinanden og med Laust, Peter, Inge og Sofia i et frygteligt fortænkt twist, som er under lavmålet i et stort DR-flagskib. Så blev det alligevel jul…

På samme måde fortsætter Pilou Asbæks Didrich sin ondskabsspiral ad absurdum. Han er ikke bare en utiltalende, men også en uinteressant karakter, fordi der er så få knaster i modbydeligheden. I ét og samme afsnit erklærede han Laust og Peter for død, befalede Djargo henrettet og forsøgte at redde skindet ved at trække far-kortet.

Netop Laust og Peter er i øvrigt stadig så flade karakterer, at trekantsdramaet i bedste fald virker for tyndbenet til at bære seriens centrale konflikt og i værste fald er ufrivilligt komisk. Grådlabile handjobs og replikker som »jeg har ikke nogen bror« falder til bunds som kanoner i en frostkold sø.

Men så til det positive.

Med sidste uges teaser så jeg med frygt og bæven frem mod scenen, hvor Søren Mallings Johan graver hånden ned i Lausts bryst på sygesengen, som var det en ske i en flødeskumskage. Men selvom der er noget grundlæggende mærkværkværdigt i at introducere et metafysisk lag så langt inde i fortællingen, var der faktisk tale om en virkningsfuld scene på flere måder.

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets

Bornedals fortid som gyser-instruktør med ’Nattevagten’ og ’The Possession’ fornægter sig ikke, og han forstår at skrue en slagkraftig horrorscene sammen. Og det stod som et provokerende friskt symbol på den menneskekulde, krigen skaber i soldaterne, at det var en skinnende isklump, der truede Lausts liv indefra. Jeg tog ligefrem mig selv i at ønske, at Bornedal fra start havde bekendt kulør og lavet en serie båret af det overnaturlige, for det var nærmest en hån mod en så fint forløst enkeltscene, at den virkede malplaceret i serien som helhed.  

Grumsangen fra Claudias sørgende mor i afsnittets første par minutter vil utvivlsomt dele vandene, og man kan med rette spørge sig selv, hvem der i dag ville synge ’I Danmark er jeg født’, sorg eller ej. Men det var en filmisk flot konciperet scene med de hysteriske toner fra nutiden sat over for oliemalerierne fra fortiden, en af Bornedals bedre sammenknytninger af dengang og nu.

Vi fik også de hidtil bedste scener med krigens beslutningstagere i centrum, måske fordi Monrad glimrede ved sit fravær. Man sad på stikkerne i det bomstille øjeblik, hvor officererne ventede på svar fra København ved telegrafen. Rasmus Bjerg som Oberst Møller leverede replikken »kan de få fjenden til at skide i bukserne« med dreven finesse, og Jens Jørn Spottag og Kristian Halken bragte troværdigt spil til scenerne mellem den sympatiske du Plat og den svage kransekagegeneral Gerlach.

»Tror de, det er en teaterstilling?« spurgte førstnævnte, hvormed Bornedal fik indrammet sin måske mest centrale pointe overhovedet: At magthaverne tager beslutninger ud fra virkelighedsfjern dramaturgi og mytiske fortællinger og ikke ud fra empati og sund fornuft.

Selv voice over-Inge fik en konkret funktion på lazarettet, hvilket indrammede, hvordan Dybbøl-krigen dannede præcedens for brugen af kvindelige sygeplejersker. Og endelig havde skyttegravsscenerne internationalt niveau med seriens første reelle følelse af krigens klaustrofobi og konstant bombelarm og projektillyd i bagtæppet. Det var et veloplagt element – formentlig med reference til ’The Good, the Bad, and the Ugly’ – da tyskerne excellerede i psykisk krigsførelse med deres kække orkestermusik, og danskernes special unit-mission for at få bugt med trompet og trækbasun var elementært spændende. Johannes Lassens Dinesen vedbliver med at være soldaterslængets mest fængende karakter, som han frygtløst så fjenden i øjnene, mens kuglerne bogstaveligt talt fløj om ørene på ham. Arme, halvretarderede Alfred var knap så heldig. Ingen arme, ingen småkager.

Mod slutningen spurgte Esben Dalgaards Erasmus (seriens svar på Lille John), hvad de egentlig kæmper for, og Johan svarer »Slesvig«, hvortil Erasmus replicerer: »Jeg kunne nu godt undvære Slesvig lige nu«.

En fin udveksling, der understreger slagets arbitrære absurditet for de almindelige danskere, som Søren Pilmarks Lundbye foregiver at repræsentere med sine hybrisbelagte udtalelser om dansk exceptionalisme.

»Have you ever heard of such thing like a merciful war?« spørger feltmarskal Moltke, da fredsforhandlingerne bryder sammen. Og i næste uge skal det store slag stå, også for Bornedal, der kæmper for at redde ’1864’ i land med æren i behold. Måske Mallings Johan tager form som en drage og spyer ild ud over fjendens linjer i bedste ’Game of Thrones’-stil? Det ville være blæret. 

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 5

Læs også: Anmeldelse af 1864′ afsnit 4

Læs også: 10 film, der fik historikerne til at fare i flint

Annonce
Sponsoreret indhold