De bedste film i 2017 – top 10-1

De bedste film i 2017 – top 10-1
Robert Pattinson i 'Good Time'.
I går offentliggjorde vi top 20-11 af vores kåringer af årets bedste film. Nu er vi nået til den absolutte top, hvor både en Oscar-vinder, en Cannes-triumfator og en af årets store blockbusters gemmer sig.

10. ’The Handmaiden’

Få film i 2017 leverede flere twist’n’turns end Chan-wook Parks ’The Handmaiden’, der (næsten) erstattede instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv til fordel for en kalejdoskopisk, betagende smuk fortælling om forførelse, lesbisk kærlighed og bedrag i 1930’ernes japanskbesatte Korea.

Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue.

Først skal Fujiwara imidlertid uden om Hidekos diktatoriske værge onkel Kouzuki (Jin-woong Ho), der faldbyder sin smukke nieces seksualitet som underholdning for perverse rigmænd. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte… ’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten på hovedet, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet tørt på.

Filmen fik kritik for at svælge i sine grafiske lesbiske sexscener, men kvindernes grådige omfavnelse af egen lyst er central for ’The Handmaiden’s budskab og finger (undskyld) til alle, der måtte se hunkønsvæsnerne som dydige dukkehoveder.

Læs vores anmeldelse

9. ’Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

Læs vores anmeldelse

8. ’Blade Runner 2049’

Den forudgående hype til trods blev Denis Villeneuves opfølger til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ikke nogen videre succes ved de amerikanske billetluger i år – akkurat som den første ’Blade Runner’ heller ikke var det tilbage i 1982.

Måske er det ’Blade Runner’s lod ikke at modtage retmæssig anerkendelse i sin samtid, om end ’2049’ dog begejstrede en lang række kritikere. Villeneuves feberdrøm af en futuristisk fabel var lang, ja – måske også for lang – men ikke desto mindre årets stærkeste argument for, hvorfor nogle film bare skal ses i biografen. Foruden Ryan Goslings medrivende centrale præstation som alle tiders mest poetisk melankolske androide (move over, Roy) på jagt efter en højere mening med sin eksistens, var ’2049’ en åndeløst overrumplende æstetisk såvel som audiovisuel triumf, der sømløst byggede ovenpå Scotts oprindelige fortælling uden at give tab på sine egen originalitet.

Ikke overraskende var Villeneuves filmiske sensibilitet for sjælfuld filosofisk slow-sci-fi (’Arrival’) og personinstruktion (’Prisoners’) et perfekt match med ’Blade Runner’s univers, der i ’2049’-udgaven forvandlede selv et lystent hologram (Ana de Armas) til en overraskende rørende allegori over falmende menneskelighed i maskinernes tid.

Læs vores anmeldelse

7. ’Get Out’

Sjældent er en film kommet så meget til tiden som komikeren Jordan Peeles instruktørdebut. Ikke alene er den en ultrapræcis og vanvittigt morsom satire over den skjulte (og i filmens sidste del temmelig eksplicitte) racisme, der stadig er en indgroet del af den amerikanske kultur. Den arbejdede også i et interessant, tidsdefinerende spændingsfelt mellem gys, komedie og drama, som understreger, hvor stort potentialet er, når man bruger de etablerede genrekonventioner og vender dem på hovedet.

Særligt første del af filmen, hvor den unge sorte mand (en perfekt målløs Daniel Kaluuya) møder sin hvide kærestes overvenlige nye familie og måles og vejes af deres stenrige omgangskreds ved et uforglemmeligt cocktail-party, er suveræn. Den viser Jordan Peeles fornemmelse for slagkraftige pointer pakket ind med den uforlignelige timing og punch, der også kendetegnede sketchshowet ’Key and Peele’.

’Get Out’ blev årets største box office-overraskelse i USA, og der er få ting så tilfredsstillende, som når en original film lavet på et begrænset budget bider skeer med Hollywoods samlebåndsprojekter. Vi kan slet ikke vente med at se, hvor Jordan Peele går hen herfra.

Sponsoreret indhold
Kør lige til foråret i en DriveNow-bybil
Lige nu koster oprettelse kun 49 kr. – og du får du op til en times gratis kørsel, hvis du tager din første køretur indenfor en uge.
EKSTERNT LINK
DriveNow

6. ’Frantz’

Franskmanden Francois Ozon har alle dage været en drillesyg instruktør med svaghed for kitschet genreleg i højkulturelle omgivelser. Derfor kom dette sofistikerede, sorthvide periodedrama bag på de fleste. Alt står klart og uforfalsket. På overfladen udspiller sig historien om den unge tyske enke Anna og den angrende franske musiker Adrien, der i tyske landsby Oldenburg finder forsoning i mindet om titlens Frantz, som faldt under Første Verdenskrig. Eller gjorde han?

Bag den sjælfulde romantik på tværs af to nationers kontrastfyldte efterkrigstidstilstande gemmer sig psykologiske maskespil og uudgrundelige  identitetsspejlinger. Ana og Adrien fremlægger den virkelighed, den anden ønsker, for lidt efter lidt selv at blive i tvivl om, hvad der nu var sandheden. Lag på lag og twist på twist sætter spørgsmålstegn ved deres relation til Frantz. Som publikum bjergtages man af de knipskarpe monokrone billeder, samtidig med at man bliver forført ind i den enigmatiske labyrint.

Hvad der kunne ligne en film udelukkende for Werther’s Original-segmentet er en fascinerende filmoplevelse, der pirrer på alle leder og kanter.

5. ’Moonlight’

’Moonlight’s Oscar-triumf vil blive husket som et af de mest vanvittige øjeblikke i prisuddelingens historie, da Faye Dunaway læste den forkerte vindertitel op og momentant forgyldte ’La La Land’ som bedste film. Få minutter senere spildte 70 millioner seere kaffen i skødet, da fejlen blev opdaget og korrigeret under vild forvirring – men ’Moonlight’s sejr var langt større end Oscar-fadæsen, den blev hvirvlet ind i.

At en lille indiefilm om en sort homoseksuel dreng fra Miamis ghetto snuppede Hollywoods største trofæ, var et vink med en vognstang til filmbyens ældre, hvide etablissement om, at branchens yngre meningsdannere i langt højere grad end tidligere favner tidsånden og tilgodeser film med stærke samfundsbudskaber over traditionelle feelgood-travere. Og de kritikere, der måtte mene, at ’Moonlight’s Oscar var lidet andet end et politisk statement, er galt afmarcherede: Barry Jenkins inciterende smukke film har et sjældent præcist blik for de sanselige, nærmest kropslige iagttagelser af skismaet mellem begær og skam, der raser i den unge afroamerikanske mand Chiron igennem tre livsfaser fra sårbart barn til forrået voksen (sublimt spillet af trioen Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes).

’Moonlight’s underspillede skildring af de sociale og personlige konsekvenser af arv og miljø skriver sig ind i en aktuel politisk diskurs, der relaterer sig direkte til Black Lives Matter-bevægelsen og homoseksuelles fortsatte kamp for accept i minoritetskulturer og belastede miljøer – rammet ind af en kontrastfyldt, smerteligt kunstfærdig billedside og klassiske strygere på soundtracket.

Læs vores anmeldelse

4. ’Paterson’

Hipster-kongen Jim Jarmuschs film om buschaufføren Paterson (Adam Driver) er som en tidslomme over svundne tider. Paterson lever et stilfærdigt liv uden den mindste armbevægelse i Paterson, New Jersey, og vi er med ham i syv helt almindelige og alligevel (meget) underspillet dramatiske dage.

Han bor med sin kæreste, han har ingen mobiltelefon, intet fjernsyn og er i det hele taget afskåret fra den digitale omverden. Han elsker poesi og skriver digte i sine pauser. Yndlingspoeten er William Carlos Williams, der har skrevet en digtsamling ved navn ’Paterson’.

Hvorfor er der så mange Patersons i ’Paterson’, og hvorfor ser Paterson hele tiden tvillingesøstre, identiske arbejdere og andre dobbeltheder på sine ture gennem Paterson, mens han reflekterer over livet og bogen ’Paterson’?

’Paterson’ er en hyldest til det simple, bekymringsfrie liv og især til magien i hverdagen. Til leverpostejsmadpakken, til gåture med hunden, kærligheden til det monotone arbejde og den let overfladiske snak på den lokale pub. Det er skønt, nærmest meditativt, at følge Paterson, fantastisk spillet af Adam Driver, over en uge, der er ligeså ordinær, som den er mærkværdig.

Læs vores anmeldelse.

3. ’The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i 2017 af hylende morsomme ’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist. Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selv hovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma. Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre – scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano – og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tage aktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid – ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’ – og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA. ’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellem blomstrende fordomme og politisk korrektheds-pavernes  tyranni – og den mest ærlige romance i årevis.

Læs vores anmeldelse

2. ’The Square’

Svenske Ruben Östlunds geniale Guldpalme-vinder er en urkomisk hudfletning af en pæn(t) selvindbildsk danskers hastige deroute fra tinderne af den über politisk korrekte svenske kulturelite som metafor over skandinavisk velfærdshovmod og ’dem og os’-mentalitetens fremmarch. Vores egen Claes Bang blev en verdensstjerne over night for sin spot-on legemliggørelse af den tjekkede kunstmuseumskurator Christian, hvis polerede selvbillede og privilegerede sociale status begynder at vakle, da han frarøves sin mobiltelefon i et performancekunstlignende tricktyveri på åben gade. Det er imidlertid ikke blot mobilen, der fordufter, men også Christians tiltro til andre menneskers gode intentioner.

Akkurat som i Östlunds ditto mesterlige ’Force Majeure’ repræsenterer mobilen manden som slave af sit eget ego, der ikke levner megen plads til medmenneskeligt overskud. Christian har ikke tanke for, hvem han sparker nedad på i sit bovlamme forsøg på at få mobilen tilbage, men karma er som bekendt en bitch, og feinschmeckerens liv bliver i stigende grad mere absurd end selv de dybt prætentiøse moderne kunstværker, han omgiver sig med. Östlund har en fænomenal evne til at forvandle sine kulisser til scenografiske billeder på sine hovedpersoners sindstilstande, og i ’The Square’ er kunstmuseet i Stockholm med dets enorme tomme rum og ominøst rungende lyde i perfekt foruroligende symbiose med Christians storhedsvanvid og fald.

Det lyder måske højtravende, men ’The Square’ er en meget, meget morsom film om aben i det moderne menneskedyr, fyldt med umiskendeligt sort skandinavisk humor og en pragtpræstation fra Bang. Såvel som en af det 21. århundredes mest uforglemmelige filmscener, der smager bittert relevant af den sociale jungles ansvarsfralæggende flokmentalitet i en krænkelsestid.

Læs vores anmeldelse

1. ’Manchester by the Sea’

Dramatikeren og instruktøren Kenneth Lonergan har blot lavet tre film, og selvom han startede på allerhøjeste niveau med ’You Can Count on Me’, må man konstatere, at han bare er blevet bedre og bedre efterhånden.

Lonergan viser, at intensitet og spændingsmæssig fremdrift ikke behøver forlade sig på cliffhangers, action og anden højdramatik. Den kan også udspringe af noget så simpelt som menneskeligt nærvær, ultratroværdig dialog og minutiøse iagttagelser af mennesker med ondt i livet. Og ondt i livet har Casey Afflecks sørgmodige Lee Chandler i ’Manchester by the Sea’, men først langt inde i filmen bliver det afsløret hvorfor. Når det sker i en skæbnesvanger sekvens, er det årets største mavepuster på film.

’Manchester by the Sea’ er en hård og illusionsløs film, men også en human film. Der er mere humor, end man skulle tro – særligt i forholdet mellem Lee og hans nevø (Lucas Hedges), som han bliver ufrivillig værge for efter sin brors død. Der er også mere håb, end man kunne forvente. Men realistisk håb – den slags håb, der føles sandsynligt for en mand som Lee Chandler med den fortid, han bærer rundt på.

Det er en film om sorg og tab og forsoning. Om hvad det kan betyde at være noget for andre mennesker, når man føler, at man er helt alene. Men først og fremmest er det en specifik film om lige netop Lee Chandler, der lige netop kommer fra fiskersamfundet Manchester-by-the-Sea på den amerikanske østkyst og lige netop kæmper med de ting, Lee Chandler kæmper med. Et dybt og bevægende karakterstudie.

Det er meget svært at forestille sig, at Lonergan også kan overgå sig selv næste gang.

Læs vores anmeldelse

Læs også: De bedste film i 2017 – top 20-11

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’