Premiereaktuelle Dulfi Al-Jabouri: »Jeg græd i en halv time, fordi jeg tænkte på alt muligt fucked up, som er sket«

Premiereaktuelle Dulfi Al-Jabouri: »Jeg græd i en halv time, fordi jeg tænkte på alt muligt fucked up, som er sket«

»Der er forskellige veje, man kan gå, når man er vokset op i et miljø som mit. Man kan tænke: ’Okay, det her er mit liv og min virkelighed, og sådan er det bare’. Og så kan man sige: ’Okay, jeg finder et alternativ hurtigst muligt, for jeg gider fandeme ikke være her’«.

Dulfi Al-Jabouri sidder på sin vens restaurant i Amaliegade og sipper til en kaffe. Han ser frem for sig, spoler tiden tilbage i hovedet og gengiver et minde fra barndommen på Amager, kort efter han og hans familie flygtede fra Irak til Danmark i 1996:

»Jeg tager et bad. Min mor giver mig nyt tøj på og ordner mit hår, og da jeg kommer udenfor, ser Johnny mig. Han løber hen og sparker mig ned og spytter på mig og siger et eller andet på dansk, og jeg forstår ikke en skid. Så kommer alle de andre drenge fra kvarteret også og begynder at sparke mig. Så jeg løber grædende ind til min mor, som går ud og skælder dem ud på arabisk, hvorefter hun får skældud af deres forældre på dansk«.

Fra den dag af sagde jeg: Vent at se

Han knipser.

»Fra den dag af sagde jeg: Vent at se. Så lærte jeg bare dansk hurtigst muligt, så når de sagde noget til mig, svarede jeg tilbage og klappede dem en. Og så blev vi bedste venner. Den dag i dag sidder størstedelen af dem i spjældet eller er blevet junkier, men de hilser stadig på mig, når jeg kommer forbi, og de synes, det er så sejt, at jeg brød ud af det miljø. Det er dejlig en følelse«.

Det er næsten ti år siden, den i dag 28-årige, autodidakte skuespiller poppede op ud af det blå og indtog de danske biograflærreder i rollen som den indsatte Rashid i Michael Noer og Tobias Lindholms fængselsdrama ’R’. Siden er roller som Lufti Hassan i ’Krigen’ og Alex i ’Underverden’ fortsat med at dumpe ind i Dulfi Al-Jabouris liv. Han er blevet en Robert-nominering og to Bodil-nomineringer rigere, og med et efterhånden fyldigt bagkatalog, alderen taget i betragtning, er han godt på vej til at vriste sig fri af den rolle, som klæber til størstedelen af etniske skuespillere i dansk film: Rollen som indvandrer.

Barndom med ’Valhalla’ på repeat

Anledningen til vores møde er således en rolle, som både genre- og karaktermæssigt adskiller sig markant fra stereotypen. Dulfi Al-Jabouri spiller en mørk og mystisk nyfortolkning af Loke i Fenar Ahmads premiereaktuelle liveaction-udgave af Peter Madsens legendariske tegnefilm ’Valhalla’ fra 1986.

Ligesom Dulfi Al-Jabouri kom Fenar Ahmad til Danmark som irakisk flygtning, og pudsigt nok var ’Valhalla’ den første danske tegnefilm, som de begge så.

»De eneste to tegnefilm, jeg havde på vhs, var ’Landet for længe siden’ og ’Valhalla’, og jeg så dem hver dag i seks måneder uden at forstå et ord af, hvad de sagde, fordi jeg ikke kunne dansk. Jeg synes, dialogen er så fucking nice, fordi den er mere ligeud af posen end nu, hvor vi skal pakke alt ind for ikke at støde nogen. Visuelt appellerede farverne og magien til mig, og jeg kan stadig huske, at min yndlingskarakter var Loke. Er det ikke sygt?!«

Dulfi Al-Jabouri griner over hele femøren, slænger sig hjemmevant i puderne på sofabænken og henvender sig til sin ven, som på bestilling fra ham serverer restaurantens hjemmebagte brød for os: »Har vi syltetøj? Kan du ikke lige prøve at kigge?«

Han kalder sig selv en kæmpe historie- og kulturnørd. Det er det, han bruger sin fritid på, for han er blevet fodret med historie og kultur hele sit liv. Når andre børn fik fortalt uskyldige godnathistorier om Peter Plys, fik Dulfi Al-Jabouri fortalt krigshistorier af sin irakiske far. Derfor er han gået til rollen som Loke med en stor viden om blandt andet nordisk mytologi. Han ved lige så meget om Danmark og dansk kultur, værdier, normer og oldtidshistorie, som han ved om sit irakiske ophav. Måske giver det endda mere mening for ham end for mange andre, fordi han nørder det så meget, tænker han.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

Som forberedelse på rollen som Loke har Dulfi Al-Jabouri genopfrisket sin viden om nordisk mytologi og undersøgt forskellige fortolkninger og beskrivelser af karakteren. Derudover har han spillet en masse computerspil såsom ’God of War’ og ’Assasin’s Creed’ som en slags research på det univers, som ’Valhalla’ udspiller sig i.

»Du skal tænke på, at jeg ikke er skolet, så computerspil er ligesom min måde at kompensere for alt det, andre har lært på teaterskolen«, siger han og fortsætter:

»Jeg kommer fra socialrealisme. Det er det, jeg har mestret, så jeg fik sgu lidt noieren på over at skulle hoppe over i en anden genre, og samtidig var jeg lykkelig for, at jeg fik den chance og udfordring. Men vi sejlede alle sammen rundt i starten, så det var en hård opgave, som har lært mig meget om, hvor svært det kan være udover den erfaring, som jeg allerede har. Det har givet mig hår på brystet og gjort mig en lille smule dygtigere. Hvis jeg overhovedet kan noget«.

Lars Mikkelsen og Lie Kaas med på telefon

Dulfi Al-Jabouri smiler hovent og afslører sin falske beskedenhed. Udenfor hænger efterårets skyer tungt over Langelinie, og træernes blade på Kastellet er snart mere brune end grønne. Han har boet i kvarteret i otte år. Næsten lige så længe som skuespilkarrieren har kørt ’dauda’, som en af Dulfi Al-Jabouris venner rapper på sit største hit. Her er stille og roligt, og hvis man gerne vil ind til byen, er man kun to sekunder væk fra byens fest og mylder og »alt det lort«.

Han går mange ture i nabolaget og løb også tit på Kastellet førhen, men det må han ikke for tiden, fordi han skal holde vægten til en ny rolle som ældre efterforsker i en kommende dansk krimiserie. Alle hans venner, deriblandt Fenar Ahmad og Roland Møller, bor i nærheden, så privat opholder Dulfi Al-Jabouri sig nærmest kun i en lille boble i København K med enkelte afstikkere til forældrene på Amager eller køreture til Nordsjælland, når han vil ud af byen.

Som han sidder der i sin sorte hoodie fra BLS Hafnia, er det fristende at medregne Dulfi Al-Jabouri i den nye generationen af skuespillere, instruktører og musikere, som er født med alt andet end medvind i sejlene, guldske i munden og Jantelov i baghovedet, men som de senere år har taget den etablerede kunst- og kulturscene med storm og flabet attitude og nu har privatadresse i den fashionable del af byen, hvor succesen flashes med Rolex, Gucci-garderober, jetset-venner, VIP-adgang og cv’er, som ikke er enhver beskåret.

Men det er ikke den historie, som Dulfi Al-Jabouri ønsker at fortælle om sig selv. Han har hverken lyst til at identificere sig med offeret eller pioneren. Egentlig vil han bare gerne være en helt almindelig skuespiller på lige fod med sine kollegaer, som kan formidle en så broget palet af mennesker som muligt.

I halvandet år vidste vi ikke, hvor min far var

Som etnisk er Dulfi Al-Jabouri ufrivilligt blevet en del af den kerne i dansk film, som castere ofte ringer til, når en instruktør skal bruge en gadedreng eller gangster med tyk indvandreraccent og diverse lyssky forretninger og fængselsdomme bag sig. Det er en kendsgerning, som stadig er præsent herhjemme, når man som skuespiller har en anden hudfarve end flertallet.

Men ligesom det kan indskrænke udbuddet af roller, kan det også være en vej ind i en konkurrencepræget og lukket branche for en autodidakt skuespiller som Dulfi Al-Jabouri. Lige nu virker det mest af alt, som om det er noget, han er blevet konfronteret med one too many times – også af journalister.

»Kan vi ikke bevæge os lidt væk fra den der snak om at havne i en bås?«, spørger han, da samtalen drejer i den retning.

Det er jo en del af din historie som skuespiller, så derfor er det nærliggende at høre, om det kan være svært at få gode roller som etnisk i den danske filmbranche?
»Jeg kan ikke tale for andre end mig selv«.

Hvordan har det været for dig?
»Det har været ret let«.

Svarene falder fåmælt. Han rykker uroligt på sig, inden han uddyber:

»Jeg synes bare, det emne går igen og igen, og så er det lige meget, om jeg har været skuespiller i ti år eller fem år. Men jeg tror, folk har fattet den nu for mit vedkommende. Jeg er lysår foran det. Det fylder intet hos mig. Selvfølgelig har det ikke været let, men det er en proces, som man må finde sig i at skulle igennem, når man er etnisk. Sådan er reglerne, og det kan hverken du, jeg eller nogen andre lave om på. Man kan så vælge at være et offer eller tage imod udfordringen med oprejst pande, og det er sådan, jeg tror, de fleste succesfulde etniske skuespillere har det«.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

Hvornår mærkede du, at det skiftede for dig?
»I 2015 efter ’Krigen’ hvor jeg spillede dansk soldat. Jeg skulle være følsom og græde. I ’R’ spiller jeg også en følsom fyr, men samtidig er han indsat, og fordi det var min første film, tænkte mange, at jeg ikke spillede, men bare var sådan i virkeligheden. Senere spillede jeg den slemme dumme perker i ’Nordvest’, og så lavede jeg noget for DR (’Broen’, red.), hvor jeg var sympatisk, men stadig en del af det der miljø. Men jeg kunne mærke, at hele branchen fik øjnene op for, at jeg kunne noget andet efter ’Krigen’«.

Du blev nomineret til en Bodil for ’Krigen’ og senere en Bodil og Robert for ’Underverden’: Hvordan var det at få den anerkendelse?
»Det betyder nok mere for branchen, for jeg tror, publikum er røvligeglade med det. Selvfølgelig er det altid lækkert at blive anerkendt, men i bund og grund er priser sådan lidt selvfedt pikspilleri«.

Oplever du, at der er nogen form for kløft mellem jer autodidakte skuespillere og den uddannede og mere etablerede del af branchen?
»Det kommer an på, hvordan man ser det, og hvilken fremgangsmåde man har. Jeg har en hel masse venner, både unge og ældre etablerede og uddannede skuespillere, og der har ikke været noget. Folk tager imod med åbne arme, hvis man er dygtig og professionel og kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Jeg har på intet tidspunkt følt mig som en outsider«.

Der er ikke nogen, som synes, at I er springer over, hvor gærdet er lavest?
»Dem, der måtte have det sådan, har en meget smålig tankegang. Det kan ikke være rigtigt, hvis nogen mener, at jeg tager andres plads i branchen, fordi jeg kommer udefra og har lidt at lave. Men jeg føler ikke, at der er en kløft. Jeg ringer til Lie Kaas og Lars Mikkelsen og spørger dem til råds, når jeg skal forberede mig på en rolle, og jeg tager ud og spiser med Esben Smed, hver gang han er i byen. Der er intet snobberi. Tværtimod synes folk, at det er fucking sejt«.

Farens forsvinding

Dulfi Al-Jabouri kom til verden nytårsaften i 1991 og spenderede de første tre år af sit liv på landet i den irakiske forstad Salman Pak, før han flyttede med sin mor og far til Mashtal i det centrale Bagdad. De delte hus med en anden familie og boede på overetagen med egen indgang og trappe op til terrassen. Derudover bestod barndomshjemmet af en stue, et soveværelse, køkken, toilet og et opbevaringsrum.

Dulfi beskriver sig selv som en enspænder og en nørd uden venner, fordi han var enebarn og konstant sammen med sine forældre, indtil lillebroren blev en del af selskabet, da han var tre år. Til gengæld var Dulfi dygtig i skolen. Faktisk var han lærens kæledægge, så hver gang hun skulle ordne noget, blev han kaldt op til tavlen for at holde ro på gemytterne.

Dulfis far arbejdede med alt muligt. På et tidspunkt havde han en tøjforretning og en daddelsirupfabrik, så der var altid store dunke med daddelsirup i huset. Moren studerede til elektronikingeniør, men var tit hjemme, når Dulfi havde fri fra skole. De to har altid haft en fælles yndlingsbeskæftigelse: At se tv-serier sammen og tale om dem bagefter, og Dulfi blev fodret med både indiske film og mexicanske, venezuelanske, sydkoreanske og japanske serier.

Forældrene gjorde alt for at give Dulfi og lillebroren en god start på livet, og det var en god barndom, husker han. I hvert fald indtil fundamentet i den lille kernefamilie smadrede totalt, da faren blev arresteret, fængslet og tortureret, fordi han var medlem af en gruppe, som var imod det daværende regime i Irak. Takket være sit netværk fra sin tid i forsvaret lykkedes det faren at flygte fra fængslet, hvorefter han flygtede til Syrien og videre til Tyrkiet for til sidst at ende i Danmark.

»I halvandet år vidste vi ikke, hvor min far var, så vi troede, han var død«.

Jeg blev voksen før tid, så skuespillet er min måde at kompensere for min barndom på

Hvordan var det?
»Forfærdeligt. Forfærdeligt. I det halvandet år gik jeg ikke i skole, og vi boede hos min mors familie. Jeg kunne godt mærke på dem til sidst, at de fik nok af det, for alle min mors søskende kunne ikke rigtigt lide os. Min far og mor skulle ikke havde været gift. De blev forelskede og valgte hinanden, selvom begge familier var imod det. Min far var fra landet og sunni, og min mor var fra byen og shia, så der var en lille konflikt der. Det løste sig sidenhen, men der var stadig den der grudge mellem familierne – især hos min mors familie, og min bror og jeg var jo vores fars sønner«.

Han holder en pause.

»Min far ringer så efter halvandet år og siger: ’Jeg er i Danmark’. Jeg troede ikke, det var ham og var sådan: ’Du er ikke min far, fuck af med dig’«.

Hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at det var ham?
»Så begyndte jeg bare at græde. Jeg var lykkelig, men jeg var stadig ked af det og skældte ham ud og spurgte: ’Hvordan kunne du gå fra os?’«.

Filmstjerne ved en tilfældighed

Kort tid efter sørgede faren for familiesammenføring, og Dulfi kørte med sin mor og lillebror til Jordan og boede der i tre-seks måneder. Hjemmet i Jordan var et enkelt kælderværelse med svamp, som de tre delte. Huset var af ler med et aluminiumstag, som ikke var skruet ordentligt på, så hver gang det regnede, silede vandet ind.

»Det var fucking sygt, mand«, husker Dulfi Al-Jabouri.

»Men så kom vi til Danmark, og jeg så sne for første gang. Det er det sygeste, jeg har oplevet i mit liv. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne og vidste ikke, hvad det var. Selvfølgelig eksisterer der elevatorer i Irak, men dengang havde jeg aldrig set en elevator, så jeg syntes også, det var magisk, at man kunne gå ind i et rum og ud igen, og så var man et andet sted«.

Det første halve år boede Dulfi Al-Jabouri og familien i Husum, hvorefter de rykkede til Amager og blev. Naboerne i kvarteret bestod primært af socialt belastede familier med børn, som lystrede navne som Johnny, Brian, Kenny og Dennis. Det var den verden, Dulfi blev introduceret til, og: »Det var hårdt. Meget hårdt faktisk. Men da jeg lærte dansk efter et halvt år og kunne slå fra mig, blev det bedre«.

Var det nødvendigt at slå fra sig?
»Det var det på daværende tidspunkt i det område, for jeg var den eneste etniske, og det var proletar med druk og stoffer«.

Hvordan var det skifte for dig, når du havde været den introverte kæledægge i Irak?
»Det forløb havde jeg allerede været igennem ved at bo med min mors familie og den efterfølgende tid i Jordan, hvor jeg pludselig var manden i familien. Der var ikke tid til at være barn i den situation. Min mor var i midten af 20’erne og sejlede, fordi hun ikke anede, hvor hendes mand var«.

Så du var hærdet?
»Mere eller mindre. Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle spyttes og sparkes på«.

Efter en svær tid i folkeskolen som ordblind, før han lærte at læse og skrive i 7. klasse, startede Dulfi Al-Jabouri på Københavns Tekniske Skole, men droppede ud, fordi det var kedeligt. I stedet færdiggjorde han Handelsskolen. »Der var i det mindste damer«.

Dulfi Al-Jabouri over for Pilou Asbæk i sin debut som skuespiller i ‘R’ fra 2010. (Foto: Magnus Nordentoft Jøhnk)

Dulfi Al-Jabouri i ‘Underverden’. (Foto: Profile Pictures)

Dulfi Al-Jabouri som Loke i ‘Valhalla’. (Foto: Profile Pictures)

Fritiden gik med Wing Tsun, bokse- og styrketræning. Fester sagde ham ikke det store, og alkohol rørte han ikke, før han var 24. Til gengæld betød et brud med en kæreste, at Dulfi dulmede kærestesorgerne med joints i en to år lang periode. Derfor var han også »fucking skæv«, da han en dag for ti år siden tog med sin ven til casting på en reklamefilm, så da casteren foreslog Dulfi også at blive castet til deres skuespillerkatalog, skulle han ikke nyde noget.

»Men hun overtalte mig, selvom jeg ikke gad det der pis. Jeg blev ringet op tre måneder senere og blev castet til ’R’ sammen med 30 andre skuespillere, så det var et tilfælde i starten. Men da jeg kom ind i det og fandt ud af, at denne her verden eksisterer, tog jeg det mere seriøst. Jeg blev forelsket i det og tænkte: Okay, det er åbenbart mere eller mindre det, jeg kan, er der nogen, der synes, så lad mig dygtiggøre mig i det«.

Hvad var det, du forelskede dig i?
»Jeg synes, det er fucking fedt at sætte mig ind i et andet menneske og prøve at udvikle min helt egen historie om det menneske. Det er jo en leg i de minutter, det foregår, og jeg er en barnlig sjæl. Jeg blev voksen før tid, så skuespillet er min måde at kompensere for min barndom på«.

I sit 28 år lange liv har Dulfi Al-Jabouri haft samtlige »shitty jobs«, fortæller han. Han har slæbt kasser på grønttorvet, leveret aviser til dem, der leverer aviser, og stået i 7Eleven, Fakta, Føtex og ISO. Han ved, hvor kold tilværelsen kan være, så når en karriere som feteret skuespiller dumper ned i turbanen, er det forståeligt, at en gut som ham bliver ekstra determineret på at holde sig inde i varmen.

Hun siger: ‘Det, du har gjort nu, tager folk fire år at lære’

Det var i hvert fald Dulfi Al-Jabouris primære fokus i starten af karrieren: At overleve i branchen. Men han har hele tiden været bevidst om at væbne sig med tålmodighed og ikke bare hoppe på hvilken som helst rolle. Samtidig har han måttet sluge et par kameler for at komme derhen, hvor han er i dag.

Sin manglende skuespilleruddannelse har han indhentet ved at tage privatundervisning i drama, stemmeføring og udtale. Og så har han sørget for at komme i stald hos landets bedste castere og styrke sit netværk, så alle danske instruktører og producere ved, at han findes og har hans nummer. Derudover har Dulfi Al-Jabouri medvirket i en lang række kortfilm for at hjælpe den yngre generation, som kæmper for at vinde fodfæste i branchen, men også for at lære og udvikle sig som skuespiller.

»Hver gang jeg kan kompensere for teaterskolen, gør jeg det«, siger han. »Nogle gange kører jeg service her i restauranten bare for at interagere med mennesker«. Han kaster blikket ud i den lyseblå spiselounge. »Så skruer jeg op og ned for min væremåde for at se, hvad der sker«.

Spanden og brønden

Da han debuterede med ’R’ i 2010, lavede Dulfi Al-Jabouri en pagt med Michael Noer, Tobias Lindholm, Roland Møller, Pilou Asbæk og producer René Ezra om at holde sammen. Heldigt for ham har han fulgtes med dem lige siden, og på den måde er han blevet en del af den nye efterspurgte generation af filminstruktører og skuespillere.

Men selvom man står midt i succesen, betyder det ikke, at man selv er en succes. Succes kan kun opnås ved at jagte og skabe den selv. Det ved Dulfi Al-Jabouri godt. Når man fra barnsben har skullet bevise sit værd, finde sin plads og selv stykke en tålelig tilværelse sammen uden særlig meget værktøj, kan det resultere i en drivkraft, der kører som en evig motor under resten af livet. Det er et ansvar, som nogle lærer og vælger at tage for sig selv, når de har mødt rigeligt med modgang.

»Men det er også mine forældre, som har bidraget til den drivkraft, fordi de har givet mig tilpas meget kærlighed og disciplin og en stor frihed til at kunne udvikle mig selv«.

Erfaringerne fra de mørkere dele af tilværelsen var et godt redskab i starten, når Dulfi Al-Jabouri skulle have de dybe og følsomme lag frem i sine karakterer. Fortidens minder tærede han blandt andet på, når han skulle græde på kommando – en direkte forbindelse til sit følelsesregister, som vennen Roland Møller har både misundt og beundret. Men der gik ikke længe, før Dulfi Al-Jabouri fandt ud af, at det »fandeme er hårdt i længden at grave fucking dybt i alle mulige minder, som man ikke har lyst til at grave i«.

»I min scene i ’Krigen’, hvor min karakter bryder sammen foran sin officer (Pilou Asbæk) og siger, at han gerne vil hjem, græd jeg i en halv time, fordi jeg tænkte på alt muligt fucked up, som er sket, og som jeg har gået med i så lang tid, og efter optagelserne græd jeg stadig«.

(Foto: Philip Høpner for Soundvenue)

Han sukker, rejser sig og stiller sig med siden til.

»Jeg var til sådan noget intimitets- og følsomhedskursus hos Emma Balcázar (instruktør, dramalærer og coach, red.) for et par måneder siden. Jeg skulle stå over for en pige med noget musik i baggrunden, og så skulle vi forestille os, at vi havde en spand i panden og en brønd her«.

Dulfi Al-Jabouri løfter hånden og lader den hænge i luften foran mellemgulvet.

»Spanden skal ned i brønden og opsamle noget vand, og så skal den op igen og skylles ned i hovedet. Jeg ved godt, det ikke giver mening«. Han griner.

»Jeg er en fysisk spiller, så jeg forestiller mig, at der er en snor, som jeg trækker spanden ned med. Efterfølgende beder hun os om ikke at bruge kroppen, men kun forestille os det, og vi skal tage alle de tanker og historier, som opstår undervejs til os og fortælle dem til de andre. Imens trykker hun på alle mulige nerver. Efter fem minutter åbner jeg øjnene. Hun spørger, hvordan jeg har det, og så bryder jeg bare sammen. Jeg går ud på toilettet og græder færdig, og da jeg kommer tilbage, siger hun: ’Du skal aldrig nogensinde ærgre dig over, at du ikke har gået på teaterskole, for du er ikke gået glip af noget som helst. Det, du har gjort nu, tager folk fire år at lære, hvis de overhovedet lærer det’«.

Som skuespiller håber Dulfi Al-Jabouri bare på mere arbejde i fremtiden. Udover rollen i den kommende danske krimiserie og et par andre filmprojekter i støbeskeen planlægger han at påtage sig værtsrollen i et rejseprogram om danske byer og deres madkulturer. Derudover skriver han på nogle ting sammen med en ven, for »man kan ikke leve af at være skuespiller i Danmark, med mindre man er en del af cremen«, og som altid er det vigtigt for Dulfi Al-Jabouri at være instruktør på sit eget liv.

Han vil også gerne lære at spille klaver. Han elsker klassisk musik.

»Det giver mig ro«, siger han.

»Men jeg har det ret lækkert faktisk. Jeg har det totalt lækkert. Måske skal jeg have en bil, men jeg bor i byen og har to racercykler, en Raleigh og en Christiania-cykel, så hvad skal jeg med en bil?«.

Så skulle det være det der symbol på, at man er blevet voksen og succesfuld…
»Ja ja, den der: Her går det godt. Det er det samme, som når man køber et ur, men jeg går ikke med smykker og ure, for jeg synes, det bliver lidt påtaget. Jeg føler, at jeg har nok i mig selv. Et barn kunne være hyggeligt på et tidspunkt«.

Han smiler.

»Og måske en Wegner-stol«.

‘Valhalla’ får premiere på torsdag, 10. oktober.

Læs også: Fenar Ahmad går fra mørket til naturen, men: »’Valhalla’ er stadig lavet med hiphopånd«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold