Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

XXXTentacion sprænger hiphopgenren i tusind stykker på ’?’

XXXTentacion sprænger hiphopgenren i tusind stykker på ’?’
XXXTentacion.
Foto: XXXTentacions Instagram.
XXXTentacion sprænger hiphopgenren i tusind stykker på ’?’ - ?
5 6
XXXTentacion
'?'

Album, Bad Vibes Forever

XXXTentacion er lige nu inde i en af den slags faser, de fleste kunstnere kun opnår én gang og næsten altid kun i kort tid.

Hans sange præger tidsånden, og han har den der udefinerbare aura af at have det. Gennembrudssinglen ’Look At Me!’ var startskuddet for Soundcloud-bevægelsens gennembrud, og det akustiske, nærmest anti-Soundcloud-agtige album ’17’ fra sidste år var et helstøbt værk af dystre depressionssange, der trods præmissen blev en kæmpe succes.

For tiden omskriver han selve hiphoppens dna ved at inkorporere helt nye genrer, skabe kortere sange end normen og bruge sin stemme på måder, ingen rapper har gjort før. Han laver screamo-rocksange, melodisk sangrap og punket Soundcloud-rap. Eller akustiske Kurt Cobain-efterligninger.

Rapperens eksperimenter har på ingen måde gjort ham mindre populær. Tværtimod: Han er nok den største nye rapper i verden lige nu, selv om han står anklaget for at have tæsket sin ekskæreste på brutal vis, mens hun var gravid.

For ja, selvfølgelig er vi nødt til at tale om anklagen. Den har været en central del af historien om XXXTentacions fremkomst og præger stadig måden, man lytter til hans musik på.

Meget tyder på, at kontroverserne var medvirkende til at skabe hans gennembrud, og meget tyder på, at han har gjort nogle ret forfærdelige ting. Store dele af verdens musikmedier har valgt slet ikke at dække ham, hvilket ikke har stoppet hans fremgang. Ingen ved rigtig, hvordan de skal tale om fænomenet XXXTentacion, så mange vælger mundkurven. Samtidig bliver han hele tiden større.

Og samtidig bliver han hele tiden bedre. For med ’?’ har rapperen skabt sit hidtil bedste album. Han virker som en af sin generations definerende stemmer. Det er blevet umuligt at ignorere ham.

Jeg støtter på ingen måde XXXTentacions handlinger. Men jeg har heller aldrig hørt nogen lave musik som det her før. Begge udsagn er sande på lige fod, og at ignorere musikken ville være at ignorere virkeligheden. Det her musik findes. XXXTentacion sker. For tiden er han en kulturel force.

XXXTentacion inkarnerer den unge hiphopbølge, der er i gang med at omskrive selve genrens grundregler. Glem alt om Tupac, Biggie, Jay-Z og Nas. XXXTentacions musik kommer fra et parallelunivers, der har sin egen tradition, og ’?’ bygger som næsten intet andet hiphopalbum før det sin egen musikhistoriske kanon ud af en række uortodokse indflydelser.

Jo jo, her er et klassisk boom bap-nummer med Joey Badass (‘infinity (888)’), men det figurerer sammen med en poppunk-sang med Blink-182-trommeslageren Travis Barker (‘Pain = BESTFRIEND’) og et underligt track med titlen ’i don’t even speak spanish lol’, der lyder som en ’Despacito’-efternøler. På ‘Floor 555′ genbesøger XXX til gengæld den smadrede punkrap, han oprindelig blev kendt for med ’Look At Me!’, mens ‘ALONE PART 3′ knytter an til depressionsklagesangene fra ’17’.

Det er ekstremt varieret og grænsesøgende. Hvor ’17’ tog én æstetik og gennemførte den til fulde, stritter ‘?’ i nye retninger hele tiden. Det er som om, at hiphoppen er en spændetrøje, der sprænges i tusind stykker.

Annonce

Men flersidigheden er alligevel kun halvdelen af historien om XXXTentacion. For han virker ikke som en kunstner, der eksperimenterer for eksperimentets skyld. Det er som om, der er en rå, følsom kerne i hans musik, der kommer til udtryk på forskellige måder. Hans sange er en række forskellige udtryk for nogle grundfølelser, der aldrig forsvinder: Ulykkelig kærlighed, depression, sorg.

Tidligt i karrieren udtrykte han det gennem voldsom punkrap, på ’17 udtrykte han det gennem indadvendte, akustiske sange. Men her er det som om, han hele tiden forsøger at finde på nye udtryk med den samme essens.

Lige nu har XXXTentacion den der udefinerbare aura, der gør, at han lyder som om han bare mener det, han siger, lidt mere end alle andre. Der er noget virkelig dragende i de her sange, både fordi de er så grænsesøgende, men nok især fordi de virker så radikale i deres fremstilling af følelser. Det føles ægte. Man bliver suget ind.

Når hans stemme knækker i omkvædet på den ulykkelige kærlighedssang ’changes’, lyder det hjerteskærende. Når han går screamo-planken helt ud på ’Pain = bestfriend’, er det et urskrig. Og når han trækker sig tilbage på ’ALONE pt. 3’, er det virkelig som at leve sig ind i et ekstremt følsomt menneske, der har åbnet sig op, er blevet såret og nu trækker sig ind igen.

Det er sange, der stedvis opløser sangstrukturer for at fremstille én ting i sin yderste potens. Som om der zoomes ind på én specifik tilstand eller følelse, der så udpensles radikalt og nådesløst. Det her er ikke nuancernes, fortællingernes eller fornuftens musik, men følelsesmusik, der er så kompromisløs, at det stedvis nærmest grænser til det psykotiske – som på ’changes’, der på neurotisk vis gentager det samme omkvæd gang på gang.

Når XXXTentacion ikke fokuserer på at lade sig drage ind i de mest ekstreme tilstande, viser han en ny side af sig selv som virkelig stærk melodisk sangskriver. Singlen ’Sad!’ og den smukke, afdæmpede ’Moonlight’ er nok de mest poppede ting, vi har hørt fra den ellers ikke specielt tilgængelige rapper, og de er samtidig blandt albummets stærkeste.

’Sad!’ er stadig en ulykkelig kærlighedssang, men det er som om, han her har løftet sig fra den onde cirkel, han befinder sig i på ’changes’. Her er han ulykkelig, men sangen har struktur: Der er et melodisk beat og stærkt omkvæd – det er ikke overraskende den her sang, Kylie Jenner spillede på sin Snapchat. ’Moonlight’ har et lignende svævende, nærmest glitrende beat og smukke melodier.

Ovenstående sange er i øvrigt produceret af den relativt ukendte John Cunningham, der står for størstedelen af de flersidige produktioner på ‘?’. Han virker som den perfekte samarbejdspartner for den her nye, spraglede XXXTentacion, efter rapperens tidlige punkrap-hits oftest var produceret af Ronny J, der også har stået bag beats til folk som Lil Pump.

Albummets svageste sider er til gengæld de mest konventionelle. Det er sjovt nok at høre XXX lege med ‘Despacito’-bølgen på ‘i dont even speak Spanish lol’ eller høre ham rappe over 90’er-beats med Joey Badass på ‘infinity (888)’, men han tilføjer ikke noget for alvor nyt. Det samme gælder for ‘going down!’, der er en ret ligetil trap-sang med Atlanta-produceren TM88.

Men oftest er rapperens ideer ekstremt stærke. Og to af de mest uventede er også de to mest helstøbte: Balladen ‘Hope’, der er dedikeret til ofrene for skoleskyderiet i Parkland, Florida, og emosangen ‘NUMB’. De er begge melodiske numre om ulykkelig kærlighed og håb, der næsten totalt lægger hiphopelementerne fra sig. De er samtidig den diametrale modsætning af det, man forventede af XXXTentacion, da man første gang hørte ham på ‘Look At Me!’.

Hans tidlige sange udtrykte en slags rå, udadvendt aggression, mens ’17’ lukkede sig totalt inde i sig selv. Men på ‘?’ har XXXTentacion tøjlet sine følelser i en masse forskellige sangformer. Det er et album, der viser, hvorfor Florida-rapperen er den mest spændende unge hiphopartist overhovedet lige nu.


Kort sagt:
Mange musikmedier har valgt ikke at dække XXXTentacion på grund af anklagerne mod ham omkring vold mod hans gravide ekskæreste. Men ‘?’ viser, at rapperen er umulig at ignorere: Albummet er hans stærkeste indtil videre og demonstrerer for alvor, at han er en af sin generations vigtigste stemmer.

Læs også: Hvordan dækker man en voldsforbryder? XXXTentacion er et etisk dilemma for medierne