Annie Clark er et musikalsk unikum.
Siden 2006 har hun dyrket soloprojektet St. Vincent, der har ført hende i alskens forskellige musikalske retninger – fra indie over electropop til psykedelisk soul, før hun senest vovede sig ud i mere støjende afarter af rocken med det brutale album ‘All Born Screaming’.
Desuden har hun været en del af The Polyphonic Spree og Sufjan Stevens’ liveband, og så har hun ageret sangskrivningspartner på Taylor Swifts ‘Cruel Summer’, producer på Sleater-Kinney-albummet ‘The Center Won’t Hold’ samt manuskriptforfatter på blandt andet thrilleren ‘The Nowhere Inn’.
Hun er et regulært renæssancemenneske, hvor det kreative output aldrig har kørt i ring, men altid har haft fuld fart fremad.
I lørdags gæstede hun Danmark på ‘All Born Screaming’-turnéen, da hun serverede et kompakt rockbrag på årets NorthSide. Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner.
Inden koncerten tog jeg en snak med hende, og her blev jeg mødt af en musiker, der brænder for at føre sine visioner ud i livet. En musiker, som finder inspiration i nærmest enhver anden kunstner, og som pludselig begynder at nynne eller scat-synge, når hun skal sætte ord på en guitarsolo.
Du har en meget varieret diskografi, hvor du genopfinder dig selv med hvert album. Hvad definerer St. Vincent på tværs af det hele?
»Jeg synes, der er en rød tråd, selvom jeg har eksperimenteret med mange forskellige lyde og genrer. Pointen med at være kunstner er at have sin egen genkendelige stemme, og det synes jeg, at jeg er i stand til at gøre på tværs af al denne hoppen og væven mellem genrer. Det er i hvert fald mit håb«.
Hvis du skulle fremhæve ét nummer, der bedst indkapsler din vision for St. Vincent, hvilket nummer ville du så vælge?
»Det ved jeg ikke, om jeg kan. Men på det nye album er der et nummer ved navn ‘Flea’, som er en hommage til så mange af mine helte.
Alene det rent faktisk at have Dave Grohl med på nummeret … jeg ville ikke spille musik, hvis det ikke var for Nirvana. Der er nik til PJ Harvey og Tori Amos i lyrikken. Et nik til Joni Mitchell i c-stykket. Et nik til Yes. Et nik til War. Altså til bandet War, ikke til krig«.
Hvor i ‘Flea’ er nikkene til Yes og War?
»War-nikket er i det der ‘dam-da-da, dam-da-da’. Den oprindelige idé til ‘Flea’ var, at jeg ville lave en industrial-udgave af ‘Cisco Kid’. Og Yes er i prog-sektionen. Det der ‘de-ba-da-de-da-da-da-de’ viser min kærlighed til Yes«.
Albummet lander et sted mellem ørkenrock og industrial-rock. Genrer, der typisk er defineret af machismo og cishetero-mandlige perspektiver. Laver dit album om på spillereglerne?
»Ja, absolut. Jeg er jo ikke en cishetero-mand, men min musik er stadig fyldt med referencer til musik, jeg elsker, uanset om det er Ministry, Skinny Puppy, Throbbing Gristle eller Psychic TV.
Mit håb er, at der er noget perverst over det. Et tungt riff i hænderne på mig, med min stemme, kommer i sin natur til at føles anderledes end i hænderne på, du ved, Creed«.
Ja, og selv et hårdt Foo Fighters-riff udtrykker noget andet end et hårdt St. Vincent-riff. Men hvad er det, dine hårde riffs udtrykker?
»Det er op til lytteren at fortolke. Det er et album fyldt med rå følelser om livet, om sorg og om kærlighed – og om ekstasen ved at være i live. Livet og den menneskelige tilværelse er crazy.
Første del af albummet håndterer det ved at gå en smule amok og gå i flæsket på vrede, selvhad og alt sådan noget. Men anden del af albummet siger: Jaja, alle de følelser er sande nok, the struggle is real. Men vi har kun ét liv, og det er meget kort, så let’s fucking go.
Jeg tror på, at vi på et globalt plan, og i høj grad på grund af sociale medier, mangler et vist niveau af samhørighed og medlidenhed, som jeg – med fare for at lyde cheesy – ville ønske, vi havde mere af, for vi er sammen i det her lort. I stedet for at opdele os i lejre og skrige ind i spejlet, så lad os finde en løsning på lortet, uden at vi flår hinanden til stumper«.
Dine liveshows er som regel ret koreograferede, hvilket er ganske atypisk for koncerter med den form for rock, der definerer dit nye album. Hvad er dine tanker om det?
»Det her show er ikke så koreograferet. Der er momenter med struktur, for som med alt andet har man brug for struktur, før man ved, hvad det løsslupne er. Men målet med dette show er at komme med så meget dyrisk vildskab som muligt – og at lade det munde ud i en ekstatisk dansefest. At afslutte med ekstase, men begynde i helvede.
Jeg lyder måske meget hovskisnovski, når jeg snakker om konceptet bag showet, men det handler om de portaler og vendepunkter, vi går igennem. Det handler om, hvad vi gør i grænserum. Det er et triptykon-maleri i mit sind – som ‘Lysternes have’ af Hieronymus Bosch«.
Jeg nåede ikke at spørge ind til, præcis hvordan et oliemaleri fra omkring år 1500 har inspireret hendes koncert. Men når jeg ser på ‘Lysternes Have’, kan jeg sagtens se, hvad hun mener.
I den ene ende af det sammenfoldelige maleri ser vi paradis i Edens Have, og i den anden ser vi helvede. Og fordi maleriet kan foldes, fungerer det lidt som en dør – eller en portal, som Clark formulerer det.
Disse portaler var også til stede under hendes NorthSide-koncert. Ikke blot som metaforiske og filosofiske portaler, men som ganske fysiske portaler, der blev ført rundt på scenen, og som formede showet i nye retninger, når Clark trådte gennem dem.
Ligesom vores snak vidnede showet om en kunstner, der ikke stiller sig tilfreds med bare at give folk, hvad de i forvejen vil have. St. Vincent går all-in, hver eneste gang hun vil føre en kreativ idé ud i livet.