‘Skyll’: Vi vil se tilbage på 2024 som Lamins år
Indtil for nylig var Lamin en rapper, man vidste, hvor man havde. En, man kunne regne med.
Lige siden begyndelsen af karrieren har han været garant for mestendels festlige, hitlistebejlende bangers om sene nætter og klappende baller, om gode dage og gode drinks, som regel leveret over ekstremt vellydende, men måske ikke ligefrem hjernevridende beats.
Selvfølgelig dukkede de mere alsidige, til tider også mere introspektive sange op, hvis blot man gravede dybt nok i diskografien – tænk sidste tredjedel af ’Kronisk skeptisk’ – men det var undtagelsen, ikke reglen. I lang tid virkede dansk hiphops nye superstjerne tilfreds med at give folk, hvad de vil have.
Sådan er det ikke længere. Noget ændrede sig, da Lamin tidligere i år udgav ep’en ‘De her timer’, en uventet detour, hvor den ellers så pålidelige rapper gik all-in på afrobeats og amapiano og i samme omvæltning vendte op og ned på forståelsen af, hvem han er som rapper.
Han slap fandens godt fra det. Men det betyder ikke, at han tager den med ro. Han har ’Travlt bror, du kender’, som titlen lyder på åbneren til ’Skyll’, hans nye album, der lander under fire måneder efter ep’en, og som der også dengang blev teaset for på skitten ’September’.
Og han er ikke færdig med at overraske. Det står klart allerede på albummets andet nummer og første single, ’H V D O L’, hvis utallige beatswitches og forskellige flows er lige så ambitiøse som den dertilhørende musikvideo, og hvor Lamin det ene øjeblik rapper som en sur Drake, det næste kaster sig ud i Travis Scott-agtig autotune-sang.
Titlen er et akronym for ‘Hvad ved de om Lams’, rapperens debutalbum fra 2021, men ’H V D O L’ føles ikke som et throwback. Det føles som nyt territorium.
Endnu mere overrumplende er albummets titelnummer og absolutte højdepunkt, der med sine buzzende synths og skrigende ad-libs peger i retning af den rage rap-genre, der lige nu dominerer USA.
Resultatet er en kæmpe banger, men ikke på den måde, som vi er vant til fra Lamin. Det her er ikke soundtracket til klubben, men til moshpitten, og det stikker for alvor af, når Benny Jamz i andet vers rammer tracket med sin tøjlesløse, tromlende energi.
Den voldsomme, syntetisk støjende produktion er krediteret til Anton Westerlin, der også stod bag ’De her timer’, og ligesom det på Lamins seneste ep var interessant at høre de to sætte afrikansk pop i en dansk kontekst, er det en fornøjelse at se dem gøre det samme for rage rappen.
Flankeret af sin partner-in-crime Adam Hillebrandt sidder Westerlin bag knapperne på størstedelen af de i alt 12 numre, og sammen har de formået at skabe et album, der ikke bare lyder lækkert, men som også hele tiden skubber Lamin i nye retninger, hvad enten vi snakker den småpsykedeliske ’Enzym’ eller ’Bid af bølgen’, hvis hylende synthlinje igen føles rage rap-inspireret.
Det er forfriskende løssluppent, og der kan ikke herske tvivl om, at vi har at gøre med to af landets absolut bedste beatmagere lige nu. Men det hele ville falde til jorden hvis ikke for Lamin, den evige kamæleon, der endnu en gang beviser, at han kan rappe over hvad som helst, og som på karrierens mest spraglede produktioner stadig formår at lyde som ingen andre end sig selv.
For det er stadig Lamin, vi har at gøre med her, og flere af numrene kredser da også netop om tågede byture, om at arbejde hårdere end alle andre, og, ja, om »baller, der klapper«, som det lyder på ’2er ved søerne’.
Der er også ’PhD’ – endnu et akronym, denne gang for »penge hele dagen«, et andet af Lamins yndlingsemner – hvor Tobias Rahims skrøbelige vokal dog giver den sædvanlige sang om at rive skejs en nyfunden melankolsk dimension, især når det hele til sidst sættes i perspektiv til de unge drenge fra Uppsala, der tager til København for at slå ihjel.
Men selvom Lamin langt hen ad vejen rapper om de samme ting, er noget alligevel anderledes. En slags underliggende tematik om kærligheden til hans mor og ikke mindst vreden mod hans far, der til sidst koger over.
Nærmest som fortalelser dukker disse følelser op i løbet af albummet – »fraværende som min far«, lyder det i omkvædet til ’W’, mens vi på ’Græsset grønnere’ lærer, at selv moren går i RTW-merch – men først på lukkeren ’AtGøreEtBarnTilEnVinder’ kommer vi helt ind under huden på Lamin.
Sangen starter som en hyldest til netop moren, ikke ulig da han for et par måneder siden åbnede Orange, og hun pludselig stod ved siden af ham på Roskilde Festivals mest ikoniske scene. Men snart tager tingene en drejning, og så går Lamin ellers i flæsket på den far, der aldrig var der for ham og hans bror.
Rent teknisk er det langtfra Lamins bedste præstation på albummet, men det halvklodsede, stedvist nærmest nølende flow får det kun til at virke endnu mere ægte, når han i tredje vers ikke længere kan holde smerten inde og bare råber, eller når han lader dunkle og dystre linjer som dén her falde: »Vil ikke sige det, men da jeg hørte, de sænkede kisten / følte jeg ikke en skid, og det’ noget, jeg havde det fint med«.
Sådan har vi aldrig hørt ham før. Og det kan man i virkeligheden sige om det meste af ‘Skyll’: Det er Lamin, som vi aldrig har hørt ham før. Måske er det ikke selvransagelse a la ’Længe leve’, men vi kommer tættere på rapperen, end vi nogensinde har været, og hvis sidste år tilhørte Artigeardit, vil vi se tilbage på 2024 som Lamins år.
De store øjeblikke har simpelthen stået i kø: Tilbage i marts triumferede han og Ardit i Royal Arena. Måneden efter dominerede han hitlisterne med noget så sjældent som en freestyle. Så var der ep’en. Og, nå ja, Orange Scene.
Nu har han lagt kronen på værket med sit bedste album til dato.
Kort sagt:
Efter tidligere i år at være gået all-in på afrobeats og amapiano overrasker dansk hiphops nye superstjerne endnu en gang på ’Skyll’, hvor han prøver kræfter med rage rap og går i flæsket på sin fraværende far. Det er kronen på værket i et i forvejen forrygende år for Lamin – og hans bedste album til dato.