Roskilde Festival: Her er de otte største scoops blandt ugens offentliggørelser

Vores favoritter i dagens bandpakke tæller blandt andet et britisk r'n'b-talent, en kugleskør L.A.-producer og to brødre, hvis housefest kommer til at blæse taget af Orange Scene.

Disclosure
1. Disclosure 

Da vi i september lavede en liste over vores ti største ønsker til Orange Scene i 2015, kunne man midt i feltet finde Disclosure. Brødrene Lawrence leverede et brag af en koncert på Apollo-scenen i 2013, men deres ry og rygte har sidenhen nået uanede højder. Dels fordi debutalbummet ‘Settle’ bare blev ved med at fungere, og dels fordi de via en intensiv turnévirksomhed har disket op med house-pumpende festkoncerter på snart sagt alle store festivaler i den vestlige verden.

Et af de store Roskilde-spørgsmål er altid, hvem der skal levere årets store fest på Orange Scene. Sidste år vækkede Major Lazor urinstinkterne med et primalt festbrøl, der uden tvivl havde sin charme, men Disclosure virker faktisk som en endnu bedre løsning. Brødrene Lawrence rammer en fin balance mellem noget, der er sofistikeret pop og samtidig taler til det mere nørdede lag af det elektroniske publikum. Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men Disclosure på Orange Scene (selvfølgelig en natkoncert!) burde blive årets helt store bal. Duoen gik i slutningen af 2014 i hi for at arbejde på et nyt album, men hvor meget nyt de rent faktisk har med på Dyrskuepladsen, må tiden vise.

Læs om flere af dagens Roskilde-scoops på de følgende sider.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

TheGaslampKiller
2. The Gaslamp Killer Experience

Los Angeles har i snart mange år været frontløber, når det kommer til alternativ og nyskabende beatmusik med udspring i hiphop. Det skyldes i stor stil Flying Lotus’ Brainfeeder-pladeselskab, der blandt andet huser den knuselskelige excentriker The Gaslamp Killer, hvis smeltedigel af hiphop, psykedeliske farver og orientalske stemninger i begyndelsen gav ham et ry som dj extraordinaire verden rundt.

I 2012 udkom hans debutalbum ‘Breakthrough’, og selv om der i øjeblikket ikke er noget nyt om endnu en plade, bliver koncerten på Roskilde Festival alligevel ganske speciel. Der er nemlig tale om The Gaslamp Killer Experience – med tryk på experience – da William Benjamin Bensussen (som han altså hedder rigtigt) besøger festivalen med et 14 mand højt orkester inkluderende blandt andet sitar og strygere. Hovedpersonen selv kan man selvfølgelig finde bag et par pladespillere til hvad, der både burde blive enormt festligt og ekstremt kaotisk.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kwabs
3. Kwabs

Kwabena Sarkodee Adjepong blev oprindeligt opdaget via Youtube, hvor han sang covers af kunstnere som James Blake og Corinne Bailey Rae. Vi fik øje på ham tilbage i 2013 via den James Blake-klingende, men ganske fornemme ‘Last Stand’-single, og siden er der sket ting og sager for den 24-årige brite. Han har udgivet et par r’n’b-influerede ep’er, var i december en del af BBC’s Sound of 2015-liste, og så skulle hans debutalbum altså være lige om hjørnet, hvorfor festivalcirkuset nu skal indtages.

Singlen ‘Walk’ er hans seneste udspil, hvor stilen er en smule mindre eksperimenterende end tidligere, men at dømme ud fra sidste års hele tre ep’er (!) kan Kwabs lidt af hvert, når det kommer til at udforske rummet mellem pop og elektronisk funderet r’n’b. Hans stemme kan ingen dog tage fra ham – stærk, blød, hæs og med masser af sjæl. Debutalbummet skal vise, hvilken retning koncerten for alvor kommer til at tage, men vi forestiller os lige i øjeblikket en både funky og absolut behagelig eftermiddagskoncert på Avalon.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

FlorenceMachine
4. Florence + The Machine 

Hun kørte en stærk slagkombination med de to album ‘Lungs’ og ‘Ceremonials’ i 2009 og 2011, men siden da er det forbavsende lidt, man har hørt til Florence Welch, hendes maskine af et backingband og selvfølgelig hendes majestætiske stemme, der (hvis Welch var med i en Hollywood-film) kunne få glas til at sprænge i stykker.

En lille hemmelighed er det, at 2015 bliver året, hvor Florence vender tilbage – hun talte sidste år blandt andet med NME om et kommende album, mens et nu slettet Instagram-billede viste, at pladen var ved at blive mikset. De nye sange er selvfølgelig på programmet, når den rødhårede furie indtager Orange Scene med sit otte mand store band, men forvent også ‘gamle’ hits som ‘Shake It Out’, ‘Dog Days are Over’ og ‘Kiss With a Fist’.

Florence + The Machines musik er melodramatisk pop kørt op i allerhøjeste skala, og alt andet end festivalens største scene ville være at fornærme den storladenhed, der utvivlsomt er på programmet.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Le1f
5. Le1f

Hiphop har en grim forhistorie, når snakken falder på homoseksualitet, men de seneste år har budt på en opblomstring af queer-orienteret rap, hvor kønsroller og genrebegrænsninger er skubbet retmæssigt i baggrunden til fordel for nytænkende rapmusik med klare budskaber. Helt i front står Mykki Blanco (der besøgte Roskilde Festival i 2013) og så Khalif Diouf, der under sit scenenavn Le1f skaber elektronisk funderet og oftest rimelig festklar hiphop.

Le1f er for det første fuld af karisma (tjek bare hans musikvideoer), og hans sceneoptræden er alt andet end bare at gemme sig bag en mikrofon. Og så er der selvfølgelig musikken, hvor Le1fs stilsikre levering og minimalistiske beats kommer til at gøre lykke en sen aften på Avalon. 2013 bød på de to stærke mixtapes ‘Tree House’ og ‘Fly Zone’, mens velrenommerede XL Recordings sidste år udgav rapperens officielle debut-ep ‘Hey’, der samlede op på tidligere tiders singler som den uimodståelige ‘Wut’.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ought
6. Ought

Rock er der selvfølgelig også på programmet, og dagens mest spændende tilføjelse i den boldgade er uden tvivl amerikansk/australske Ought, der sidste år sendte deres absurd stærke debutalbum, ‘More Than Any Other Day’, på gaden.

Tim Beelers maniske slacker-levering står i front for et lydbillede, der som en charmerende skrammelkasse leger og jammer løs med afsæt i postpunk og den alternative ende af guitarspektret. Beelers lyrik er dertil i topklasse, når den folder sig ud over ofte langstrakte kompositioner, der uden at tabe fokus smelter anarki og harmoni sammen.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 KwamieSamy1
7. Kwamie Liv

I skrivende stund er det svært at skrive noget om Kwamie Liv, vi ikke allerede har skrevet i kølvandet på den danske sangerindes debut-ep ‘Lost in the Girl’, der udkom tilbage i august. Kwamie er måske det mest ombejlede nye danske navn i øjeblikket, og at hun får en plads på Apollo Rising-scenen giver bare mening. Sådan skal det være.

Sammen med producerne Baby Duka og LHeering arbejder hun i øjeblikket på nyt materiale, og tilbage i december lagde P6 Beat Rocker Koncerthuset scene til en lovende og bestemt godkendt debutkoncert på dansk jord. Kwamie er dog stadig lidt af et mysterium. Hun deler ikke meget af sig selv i interviews, hendes debut-ep strittede i et utal af retninger rent musikalsk, men sikkert er det, at hendes vokal og potentiale i den grad er til at tage og føle på.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

AliceBoman
8. Alice Boman

Om der her er tale om et decideret ‘scoop’ kan måske diskuteres, men Alice Bomans koncert på Roskilde Festival er i den grad noget at se frem til. Den sarte svensker og hendes melankolske singer/songwriter-stil fik for alvor fat med sidste års ‘EPII’, der blandt andet indeholdt den lille, orgeldrevne perle ‘Over’, som på trods af sin tilbageholdte natur fandt vej til vores liste over de 25 bedste sange fra 2014.

Roskilde Festival er altid en rutsjebanetur af følelser og stemninger, og lige så meget som man hungrer efter festen fredag aften, lige så vigtigt er det at have noget, der kan hele sjælen dagen derpå. Her kommer Alice Boman ind i billedet, for det er svært at forestille sig noget, der ville passe bedre til en tidlig eftermiddag dagen derpå liggende i græsset foran Pavilion.

Læs også: Se alle de 22 nye navne til Roskilde Festival

Læs også: Varm op til Roskilde Festival: Hør Disclosures fem bedste remixes

Læs også: 20 koncerter du skal opleve i februar

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af