15. Vilma Crow ‘Good Dog For Sale’
Vilma Crow gør entré på bedste rockstjernemanér med åbneren ‘Impress U’ – og for hver sang på tracklisten kommer man tættere og tættere på de mest ukomfortable sider af hendes liv. Kjartan F. Stolberg
14. 100%Wet ‘100%Wet’
100%Wet stempler ind som noget af det bedste i krydsfeltet mellem shoegaze og klubmusik med deres selverklærede drum’n’gaze, der er lige så dansevenligt, som det er vidunderligt øredøvende. Kjartan F. Stolberg
13. Kayak ‘Under øjenlåg’
Boygenius er sat på pause, men det gør ikke det store, når en dansk trio i samme grad mestrer både det storladne rockudtryk og det mest fintfølende indiefolk, der er lige ved at forsvinde i æteren. Kjartan F. Stolberg
12. Gilli ‘Rene hjerter vinder altid’
Få danske rappere har historisk set holdt kortene lige så tæt ind til kroppen som Gilli, men det ændrede sig i år.
For på ‘Rene hjerter vinder altid’ kommer vi tættere på hitmageren end nogensinde, når han deler ud af sine traumer og bekymringer uden på noget tidspunkt at give afkald på den gode popsang. Malthe Hjort
11. The Raveonettes ‘Pe’ahi II’
Hvordan vender man tilbage med en toer efter 11 år, uden at det lyder som om, noget har ændret sig? Man bruger selvfølgelig sange fra dengang, den oprindelige ‘Pe’ahi’ blev til.
Det efterlader bare spørgsmålet om, hvorfor så gode sange først ser offentlighedens lys efter et årti. Hvad gemmer duoen ellers på af skatte? Kjartan F. Stolberg
10. Kundo ’24’
Sleske poprap-hits har cementeret Kundo som en af dansk hiphops store nye hitmagere. Men de singleudgivelser har fungeret som bagindgang til et album, der ikke kunne lyde fjernere derfra.
Og til et album, hvor Kundo skubber til ikke blot sit eget ambitionsniveau, men hele scenens. Kjartan F. Stolberg
9. Karoline Funder ‘Din mørke himmel’
Mere akustisk dreampop end egentlig indiefolk er Karoline Funders debut-ep atmosfærisk i nærmest ekstrem grad. Alle lyde ulmer og er i opløsning som skydækket på den titulære mørke himmel, før regnen bryder igennem.
Midt i det hele udstråler Karoline Funders stemme total ro – inden den med et enkelt falsetknæk sætter himmel og jord i bevægelse. Rasmus Weirup
8. Blaue Blume ‘Regnvåde sale’
Blaue Blume fungerer så godt på dansk, at man ikke skal meget længere end et halvt nummer ind i ‘Regnvåde sale’, før man nærmest glemmer, at bandet startede på engelsk.
Modersmålet skaber det perfekte poetiske mulighedsrum for Jonas Smiths idiosynkratisk sårbare vokal. Kjartan F. Stolberg
7. Annika ‘AW’
Blot et år efter sin pludselige TikTok-viralitet har Annika udgivet en på alle måder overbevisende popdebut.
Annikas astronomiske rejse til de øverste tinder i dansk musik er i sig selv ærefrygtindgydende, men at ’AW’ er så godt, som det er, er næsten et mirakel. Men det er det: stilbevidst, iørefaldende og følelsesmæssigt potent.
Og der findes næppe en bedre vokal i dansk pop lige nu. Rasmus Weirup
6. Mø ‘Plæygirl’
Inden Karen Marie Ørsted blev til Mø, var hun med i en punkduo ved navn Mor. Dén vildskab blev med årene pakket lige så stille væk, men med ‘Plæygirl’ er Mø mere rowdy og rebelsk end nogensinde.
Som når hun kaster om sig med adlibs på ‘Keep Møving’, eller når hun runder albummet af med en fortolkning af Avicii-hymnen ‘Wake Me Up’, der går bizart godt i dialog med albummets tematikker. Kjartan F. Stolberg
5. Wicky ‘SAB til verden’
Det er en svær kunst, det der med at kommercialisere sin lyd for at nå ud til et bredere publikum uden at give afkald på den excentricitet, der gjorde én interessant til at starte med.
Men fremover kan man jo bare studere Wickys major label-debut, hvor han ubesværet tager springet fra undergrunden til mainstreamen og på en eller anden måde kun lyder endnu bedre. Malthe Hjort
4. Dean Blunt & Elias Rønnenfelt ‘Lucre’
Det var mange indiefans’ våde drøm, da Elias Rønnenfelt og britiske Dean Blunt slog sig sammen på ep’en ’Lucre’, der blev udgivet i hemmelighed og et halvt år senere stadig lyder som et kryptisk, uudgrundeligt mysterium.
Lyden er fragmenteret, demonstrativt afslappet og ekstremt lo-fi. Som et rødt velourgardin, der har hængt i årevis på et tilrøget kasino. Skummelt og beskidt, men med en unægtelig luksuriøs dekadence. Rasmus Weirup
3. Mas ‘Månen er min ven’
Dansk hiphop strør om sig med værker, der byder på den ene stærke, gennemarbejdede skæring efter den anden. Men få rappere er så villige til at dyrke albummet som format, som Mas er her.
Mas tager lytteren med på en rejse, hvor han selv bliver både bitter, melankolsk og endda decideret usympatisk. Han er villig til at stille sig selv i et dårligt lys for at skabe en sammenhængende fortælling, hvor han kommer ud som et ændret menneske, når afslutningsnummeret har lydt.
Samtidig er det soniske univers lige dele særegent og varieret. Samples fra Tue West, Kai Normann Andersen og ‘Matador’ står side om side med intense beatswitches og teksturrige autocroon-vokaler.
Mas har endelig knækket koden til sit eget talent, og her cementerer han sig som en af dansk hiphops store albumkunstnere. Kjartan F. Stolberg
2. Erika de Casier ‘Lifetime’
Erika de Casiers ’Lifetime’ er popmusik kogt helt ned til sin allermest essentielle bestanddel.
Ikke fordi musikken nødvendigvis er minimalistisk – giver man albummet den koncentration, det fortjener, bliver man overvældet af detaljerigdommen i de intrikate r’n’b-produktioner – men fordi Erika de Casier på sit hidtil bedste album har sat alt ind på det, der måske er popmusikkens primære funktion: at fordre medmenneskeligt nærvær.
’Lifetime’ besidder samme varme som et kram fra én, man elsker. Det er musik så intim, at det er lige før, man kan mærke dens hjerte banke og høre dens åndedræt.
Forbindelser til andre mennesker er altid vanskelige og ofte smertefulde. Men med ’Lifetime’ sætter de Casier et imponerende eksempel for, hvor meget skønhed der er at finde, hvis man sænker paraderne, giver sig selv lov til at være sårbar og lukker andre ind. Rasmus Weirup
1. Debbie Sings ‘Debbie’s Songs’
’Debbie’s Songs’ er det skønneste vanvid fra en kunstner, der i sandhed ikke er som de andre børn i skolegården. Hvem er hun? Hvem gør det her?
Sådan kan man let komme til at tænke, når man lytter til de fandenivoldske genrehybrider, hvor alt fra hårdtslående poppunk, syntetisk elektropop, baspumpende EDM og hypnotiserende house til sukkersød poprap, Avicii-klingende bro-country og sart, nærmest nuttet indiefolk nærstuderes med samme ærbødighed, som andre udviser over for bibelvers.
Debbie Sings gør intet halvt – faktisk ville det være mere retvisende at sige, at hun gør alting dobbelt – og uanset hvilke musikalske omveje, hun frygtløst søger nedad, skinner hendes personlighed altid igennem.
»I’m having fun like 2010«, lyder det på et af højdepunkterne. Vi andre må bare lytte og forsøge at have lige så sjovt som Debbie Sings. Rasmus Weirup