’I May Destroy You’: Her er årets største serieoverraskelse indtil videre
Arabellas lyserøde hår, smittende smil og spraglede jakke stjæler næsten opmærksomheden fra den svagt blødende bule i hendes pande. Hun er lige kommet hjem fra en vild bytur og har siddet natten igennem og speedskrevet på et manuskript, hun skulle have haft færdig for længst. Nu sidder de to velmenende forlægger-typer til morgenmødet og ser bekymret på deres stjernefrø. Hendes udkast er mildest talt usammenhængende – men ikke uden kvaliteter – og Arabella selv er også ved at gå op i sømmene. Hun ved det bare ikke endnu.
Jo, hun bløder da godt nok. Mærkeligt.
Hun må hjem i den diminutive London-delelejlighed og ha’ noget søvn. Halvtåget låser hun sig ind i opgangen og slæber sig op ad trapperne. Idet hun åbner den knirkende dør til sit værelse, husker hun pludselig et urovækkende glimt fra nattens bytur: en mand med et aggressivt blik står foroverbøjet, rytmisk stødende med kroppen, og kigger nedad. Det ringer diskant højt for Arabellas ører og zap!, glimtet er væk. »Hmmm«, siger hun for sig selv og kigger mistroisk skævt til kameraet.
Sådan – som den tungeste, mest pludselige mavepuster – slutter første afsnit i Michaela Coels must-see serie ’I May Destroy You’.
Coel, der selv spiller hovedrollen som Arabella, har både skrevet, produceret og medinstrueret serien, der er stærkt inspireret af hendes egne erfaringer med et seksuelt overgreb begået under lignende omstændigheder for bare få år siden.
Da hun skrev på anden sæson af sin prisbelønnede komedieserie ’Chewing Gum’ (kan ses på Netflix) og ville holde en kort pause fra et skrivemaraton og mødes med venner på en nærliggende bar, fandt hun pludselig sig selv tilbage på kontoret med et gevaldigt blackout over nattens begivenheder. Præcis som Arabella.
Det er respektaftvingende ud over alle grænser, at Coel kan omsætte et så dybt personligt traume til et nuanceret og overrumplende serieværk – uden at det på noget tidspunkt føles som tung pligt-sening. Over 12 halvtimes afsnit går Coel i kødet og helt ind til benet på samtykke, moderne datingkultur, voldtægtstraumer og venskab.
Ofte med galgenhumoristisk og satirisk tidsåndsbid (a la hendes egen ’Chewing Gum’’ eller Lena Dunhams ’Girls’). En vanskelig balancegang, som Coel ubesværet mestrer. Shit, et talent.
Overgrebet og dets konsekvenser breder sig som ringe i vandet og påvirker alle aspekter af Arabellas Londonliv. Inklusive bedstevennerne Terry (Weruche Opia) og Kwame (Paapa Essiedu), der på hver deres måde har oplevet overgreb på egen krop.
Den aspirerende skuespillerinde Terry bliver til en casting bedt om at fortælle, hvornår hun har følt sig mest fri. Hun tøver, men fortæller til sidst, at det var, da hun havde en trekant sammen med to mænd. I et helt afsnit flashback’er serien så til den aften i Italien, hvor hun og Arabella har taget alle de stoffer, de kunne få fingre i. Arabella er taget hjem med den søde (og så alligevel slet ikke søde) narkobaron Biaggio, og Terry nyder hele to italienske mænds interesse på klubben. De tager med hende hjem, har en vild nat, og går igen. Sammen. Var det hele planlagt? Var Terry et naivt offer? Var hun fri, skammer hun sig eller noget midt imellem?
Og så er der smukke, Grindr-afhængige Kwame, der først deltager frivilligt og lystfuldt i et (befriende eksplicit) hook-up, klæder sig på og siger tak og farvel. På et splitsekund skifter stemningen, han holdes ufrivilligt tilbage og tvinges ned på sengen igen i et voldsomt overgreb under vægten af den betydeligt større mand, han er hjemme hos.
Men hvor Arabella gik til politiet med sin anmeldelse og mødte stor forståelse fra de kvindelige betjente, må homoseksuelle Kwame se sig både ydmyget og misforstået af en mandlig betjent, der tydeligvis er berøringsangst og decideret uprofessionel, hvad angår Kwames situation.
’I May Destroy You’ dyrker bevidst gråzonerne og holder dig på tæerne i en konstant forhandling af moralske overvejelser. Hver en sten vendes, og også Arabella og vennernes teen-ungdom genbesøges i flere afsnit i en udredning af giftigt overgrebsmiljø, gruppedynamik, mobning og social arv. Det er i sig selv så vigtig en historie, at det kunne bære sin egen, selvstændige serie.
Med Michaela Coels insisteren på at nuancere, omfavne og grave dybere taber serien af og til fremdrift og flimrer lidt – og så er 12 afsnit ganske mange at skulle igennem. Men det er nærmest også eneste anke ved årets vel nok største, vildt velspillede serieoverraskelse indtil videre.
Coel er lunefuld og hektisk og besidder en uimodståelig skæv tiltrækningskraft i ’I May Destroy You’.
Både med pink paryk og Britney-buzzcut. Hendes portræt af på én gang pisseirriterende, selvcentrerede og møgcharmerende Arabella er den serieheltinde, vi har brug for lige nu.
Jeg tror, Michaela Coel er sin generations stemme.
Kort sagt:
Med ’I May Destroy You’ træder Michaela Coel i karakter som serielands allerstørste boss lady. Et dybt personligt, tiltrængt nuanceret og uomgængeligt blik på samtykke og datingliv anno lige nu.
Anmeldt på baggrund af hele serien.