’The Lodge’: Fuck, børn er uhyggelige

’The Lodge’: Fuck, børn er uhyggelige
Riley Keough i 'The Lodge'

Når man er fan af Veronika Franz og Severin Fialas forrige film ’Goodnight Mommy’ fra 2014, var forventningerne til deres nyeste horror-extravaganza, ‘The Lodge’, store.

Endnu engang står et søskendepar i centrum for uhyggen. Aidan (Jaeden Martell) og lillesøster Mia (Lia McHugh) skal bruge starten af juleferien sammen med deres far Richards (Richard Armitage) nye kæreste Grace (Riley Keough), mens han afslutter noget arbejde inde i byen.

Børnene hader hende som pesten. Ikke alene bebrejder de hende for at have taget pladsen fra deres mor, Laura (Alicia Silverstone), men også for at være grunden til, at moren begik selvmord.

Og de opfører sig da også som de mest genstridige og vrisne møgunger over for Grace, selv foran Richard. Bedre bliver det ikke, da børnene finder ud af, at Grace som barn var del af en kult, som hendes far (Danny Keough, Rileys virkelige far) var leder af. Alle medlemmer på nær Grace døde i et masseselvmord, med ordet synd, »sin«, skrevet på et stykke tape over deres munde.

Da de tre er alene i hytten, begynder der at ske underlige og urovækkende ting.

Riley Keough i ‘The Lodge’.

Hvad der rent faktisk sker, lever som en kispus-leg igennem det meste af filmen, indtil slutningen giver meget definitive svar. På sin vis er det fedt hele tiden at skulle søge svar på, hvad der sker, men man føler også en snert af gentagelse fra ’Goodnight Mommy’.

Det er ikke decideret uoriginalt, men skildringen af, hvordan traumer kan sidde i én og smadrer en familie, har gyserguru Ari Aster skåret bedre med debuten ’Hereditary’ og sidste års helvedestur i det svenske, ’Midsommar’.

Det er sindssygt creepy, når Grace hører sin afdøde fars stemme messende sige »Repent your sin« i træbjælkehyttens dunkle indre. Og Riley Keough fortsætter med at vise, hvorfor hun er den bedste skuespiller, der endnu ikke har fået det helt store internationale gennembrud.

Hvad enten det er sårbarhed eller komplet vanvid, drager hun os ind mod smerten – og fastholder os der, indtil hun beslutter sig for at give slip. Hendes lidelse er vores lidelse, og hun holder sig bestemt ikke tilbage for Toni Collette og Florence Pughs pragtpræstationer i Ari Asters film.

Børnene er lige så eminente, om end rollerne er lidt karikerede. Jaeden Martell er efterhånden en rutineret barneskuespiller, og hans intense blik og stemmeføring får det mere end én gang til at løbe koldt ned ad ryggen.

Han har lidt af den samme aura, som Paul Dano besidder. Enten er han super jovial og behagelig eller også ringer alle alarmklokker, når han kigger på dig.

Lia McHugh udstråler mere sårbarhed og uskyld. Derfor rammer hendes tårer og skrig desto hårdere, og de bliver mere hyppige, som filmen skrider frem. Når Marvels ’Eternals’ engang udkommer, er der en rigtigt god chance for, at hun ender med at stjæle hele filmen.

At Franz og Fialla til tider iscenesætter begivenhederne med dokumentarisme a la landsmanden Ulrich Seidl, forstærker ubehaget. Kontrasten med de stiliserede sekvenser, som man ikke ved om er virkelige eller ej, giver en fint mindfuck-snit til den i forvejen tryggede stemning.

Fuck, børn er uhyggelige.


Kort sagt:
Skarpe skuespilpræstationer og øjeblikke af intenst ubehag er lyspunkterne i glimrende, effektiv horrorfilm fra Østrigs mest interessante instruktører siden Michael Haneke og Ulrich Seidl.

'The Lodge'. Film. Instruktører: Veronika Franz & Severin Fiala. Medvirkende: Riley Keough, Jaeden Martell, Lia McHugh, Alicia Silverstone, Richard Armitage, Danny Keough. Spilletid: 108 minutter. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Google Play.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af