1. Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal (’Normale mennesker)
Nu er det ikke, fordi britiske (jovist!) Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal er én og samme person, men duoens gnistrende samspil i seriefilmatiseringen af Sally Rooneys bittersøde bestseller ’Normale mennesker’ tændte stjernekasteren, der fik begges navne til at funkle på film- og serielands lystavle.
Edgar-Jones spiller den forsagte Marianne og Mescal skolens fodboldhelt Connell, der falder for hinanden med et brag. Den seksuelle kemi er dampende hed, men når parret stikker hovederne frem fra lagnerne, bryder kommunikationen konstant sammen, og alle kejtede forsøg på at få et rigtigt, sundt forhold stablet på benene imploderer igen og igen.
Det er rent ud sagt møgfrustrerende at se på, takket være skuespillernes fantastisk nuancerede og afbalancerede præstationer, hvorigennem de hver især knuser ens hjerte en smule. Edgar-Jones overbeviser totalt som den unge kvinde, hvis voksende selvtillid og selvstændighed får slået skår af sig af manden, hun elsker. Og Mescal evner at formulere så megen forvirring, længsel og selvlede med få blikke, at man dårligt selv kan blinke af frygt for at misse de små øjeblikke af 100 procent hudløs ærlighed.
Som vores anmelder skrev i sin fem-stjernede ros af hele serien: »Det er svært at tro på, at skuespillerne Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones ikke elsker hinanden i virkeligheden«.
Næste projekt: Edgar-Jones skal spille hovedrollen i filmatiseringen af bestselleren ’Hvor flodkrebsene synger’. Mescal medvirker i dramaet ’The Lost Daughter’ med Olivia Colman og Dakota Johnson og instruktion af Maggie Gyllenhaal.
’Normale mennesker’ kan ses på DR TV. Læs hele vores anmeldelse HER.
2. Paapa Essiedu (’I May Destroy You’, ’Gangs of London’)
Britiske Michaela Coels fænomenale ’I May Destroy You’ var en af årets bedste serier med sin nuancerede skildring af samtykke, dating og venskab.
Som både hovedrolleindehaver, forfatter, producer og medinstruktør er Coel selvsagt seriens centrum, men hun får scenestjælende medspil af landsmanden og teaterstjernen Paapa Essiedu i rollen som den Grindr-afhængige fitnessinstruktør Kwame.
I en gyselig scene ser vi blandt andet, hvordan et konsensussamleje mellem Kwame og en Grindr-date udvikler sig til et voldsomt overgreb, og det efterfølgende ydmygende besøg på politistationen, hvor Kwame mødes af en homofobisk betjent, skildres med smertende skrøbelighed og indestængt frustration af Essiedu.
Så meget desto mere overraskende var det også at se ham springe ud som mafia-yngling få måneder senere i den brutale krimiserie ’Gangs of London’, hvor hans karakter Alexander (indledningsvist) køligt koordinerer diverse superkriminelles aktiviteter i Londons havn. Essiedu har mange ansigter på og heldigvis for det.
Næste projekt: Dramaet ’Curtain Call’ med Colin Firth.
‘I May Destroy You’ kan ses på HBO Nordic. Læs vores anmeldelse HER. ’Gangs of London’ kan ses på C More. Læs vores anmeldelse HER.
3. Flora Ofelia Hofman Lindahl (’Ulven kommer’)
Fra niårig vinder af MGP til børnefilmskuespiller i ’Landet af glas’ og endelig landskendt dramaskuespiller i DR-serien ’Ulven kommer’: Nu 15-årige Flora Ofelia Hofman Lindahls karriere er i rivende udvikling, og der bør ikke herske meget tvivl om, at pragtpræstationen som den knugede Holly i ’Ulven kommer’ bliver adgangsbilletten til mange flere udfordringer på skærmen.
Lindahl er slet og ret en åbenbaring i rollen som pigen, der anklager sin stedfar for vold i håbet om, at hun kan redde sin mor og lillebror, og man får nærmest fysisk ondt i maven af medfølelse i scenerne, hvor Holly skiftevis appellerer til sin frustrerede mors kærlighed og forsøger at overbevise de sociale myndigheder om, at noget er riv rav ruskende galt i hjemmet – uden at afsløre familiens største hemmelighed.
Næste projekt: Filmdramaet ’Høst’ fra instruktør og manuskriptforfatter Tea Lindeburg (som også står bag den danske Netflix-serie ’Equinox’).
’Ulven kommer’ kan ses på DR TV.
4. Wunmi Mosaku (’His House’, ’Lovecraft Country’)
Britisk-nigerianske Wunmi Mosaku var et af de mest velkomne lyspunkter i den noget ujævne sci-fi-gyserserie ’Lovecraft Country’ på HBO Nordic, hvor hun indtog spotlyset som soul-sanger og storesøster til leading lady Leti (Journee Smollett). Men det var i Netflix-gyseren ’His House’, at skuespilleren (som tidligere har brilleret i en birolle i ‘The End of the F**cking world’) for alvor fik mulighed for at folde sig ud som hovedrollestjerne.
Mosaku spiller immigranten Rial, der er flygtet fra krigshærgede Sydsudan med sin mand, Bol (Sope Dirisu, som vi også kommer til her på listen). Parret gemmer på et grumt traume, men har alle intentioner om at starte på en frisk i det hus, de får stillet til rådighed af myndighederne. Problemet er bare, at fortidens spøgelser er flyttet med. Mosaku leverer en stærkt karismatisk præstation som kvinden, der føler sig hensat til en anden planet i det engelske forstadskvarter, samtidig med at hun plages af skyld over overhovedet at være i live.
Det er en rolle, man ikke lige glemmer – og forhåbentlig affyringsrampen for mange flere af slagsen.
Næste projekt: Marvel-serien ’Loki’ med Tom Hiddleston.
’Lovecraft Country’ kan ses på HBO Nordic. Læs vores anmeldelse HER. ’His House’ kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse HER.
5. Sope Dirisu (’His House’, ’Gangs of London’)
Wunmi Mosakus filmmand i ’His House’ har haft et ditto forrygende internationalt gennembrudsår. Ganske vist har Sope Dirisu været et velkendt ansigt i britiske tv-serier i henved et halvt årti, men det er hans nylige hovedrolle i ’Gangs of London’ (jep, over for Paapa Essiedu!) og ’His House’, der har bragt ham international anerkendelse.
I ’Gangs of London’ spiller Dirisu undercover-betjenten Elliot, der risikerer liv og lemmer for at infiltrere byens mest magtfulde mafiasyndikat. Den lunefulde leder Sean Wallace (Joe Cole) imponeres af outsideren Elliots uforlignelige evner som hårdtslående »handyman«, og Dirisu overbeviser skam også os seere med en uden tvivl krævende fysisk performance i kombination med tiltagende klaustrofobisk frygt for at blive afsløret.
Man har hjertet oppe i halsen, når Dirisu går linen ud i serien, der giver den 29-årige talents karriere et velfortjent hovedrolle-boost.
Næste projekt: Fire spillefilm, intet mindre. Heriblandt julekomedien ’Silent Night’ med Keira Knightley.
’His House’ kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse HER. ’Gangs of London’ kan ses på C More. Læs vores anmeldelse HER.
6. Joshua Caleb Johnson (’The Good Lord Bird’)
Det kræver sit talent at give en totalt tøjleløs Ethan Hawke veloplagt med- og modspil – og talent har 15-årige Joshua Caleb Johnson heldigvis i spandevis.
Skuespilleren, som også medvirker i serien ’Snowfall’, viser både komisk timing og dramatisk flair i den semihistoriske ’The Good Lord Bird’ (en af årets bedste), hvori han spiller antislaveri-aktivisten John Browns (Hawke) sorte »adoptiv-datter«. Joken er, at Brown er så optaget af at befri slaverne i syden, at han ironisk nok ikke engang ænser kønnet på Johnsons karakter, Henry, hvilket giver anledning til rigeligt med underholdende face palm-momenter for drengen, perfekt formidlet med knastør sarkasme.
Næste projekt: Endnu ikke annonceret.
’The Good Lord Bird’ og ’Snowfall’ kan begge ses på HBO Nordic. Læs vores seksstjernede anmeldelse af ’The Good Lord Bird’ HER.
7. Emma Corrin (’The Crown’)
Det kræver sin skuespiller at udfylde prinsesse Dianas sko, men i ’The Crown’s fremragende fjerde sæson formåede 25-årige Emma Corrin ikke alene at ramme prinsessens mimik og gestikuleren, hun gjorde også samtidig karakteren til sin egen på respektfuld vis.
Vi møder Corrins Diana, da hun er bare 16 år gammel, og følger herefter hende og Charles ultrakorte datinghistorie op til brylluppet og de efterfølgende tiltagende mere ulykkelige år – hvor Dianas spiseforstyrrelse blandt andet tog til, mens hendes selvtillid blev eroderet under kongehusets firkantede ’regelsæt’ og Charles’ affære med Camilla Parker Bowles.
Corrin indkapsler med stor naturlighed og sårbarhed karakterens indledningsvist blåøjede naivitet og senere dybe frustration, og hun og (ditto stærke) Josh O’Connor som Charles giver hinanden forrygende giftigt med- og modspil. Af samme grund ærgrer man sig også lidt over, at serien skifter hele castet ud i næste sæson, men kanske det i sidste ende vil gøre Corrins karriere godt, at hun ikke udelukkende bliver associeret med filmhistoriens mest troværdige Diana.
Næste projekt: Komedien ’Misbehaviour’ med Keira Knightley og Gugu Mbatha-Raw.
’The Crown’ kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse af sæson 4 HER.
8. Besir Zeciri (’Junglen’, ’Alfa’, ’Når støvet har lagt sig’)
Efter mindre roller i blandt andet ’Broen’ og ’Bedrag’ samt en del erfaring fra teaterscenen stemplede Besir Zeciri for alvor ind i år med hele tre tv-serier og en spillefilm (ja, den napper vi lige med) på cv’et.
I sidstnævnte, Jeanette Nordahls fynske mafiadrama ’Kød og blod’, giver Zeciri en foruroligende birollepræstation som Sidste Babett Knudsens temperamentsfulde søn Mads, der står i uendeligt skarp kontrast til skuespillerens søde slacker-karakter Bash i Zaki Youssefs komedieserie ’Junglen’. Og lige så til sympatiske Simon i Zulu-serien ’Alfa’.
I Milad Avaz’ nordsjællandske krimiunivers udgør Zeciri, Andreas Jessen og Ari Alexander en charmende BFF-trio på narkohandler-slingrekurs, og det er Zeciri, der løber med de stærkeste scener, når Simon kæmper med at forene løvehjerte-loyalitet med sit eget moralkompas.
Skuespillerens dualitet gav også terroristen Alban i DR-serien ’Når støvet har lagt sig’ overraskende flerfacetterede lag, så nu mangler vi bare den store filmhovedrolle, der meget gerne måtte lure forude.
Næste projekt: Endnu ikke annonceret.
’Kød og blod’ kan ses på Blockbuster. Læs vores anmeldelse HER. ’Alfa’ kan ses på TV 2 Play. Læs vores anmeldelse HER. ’Junglen’ kan ses på Xee. ’Når støvet har lagt sig’ kan ses på DR TV. Læs vores anmeldelse HER.
9. Maitreyi Ramakrishnan (’Never Have I Ever’)
18-årige Maitreyi Ramakrishnan havde aldrig spillet professionelt skuespil, inden hun blev håndplukket i en åben casting på Instagram blandt mere end 15.000 kandidater. Og hendes talent fornægter sig da heller ikke i rollen som Devi i Mindy Kalings Netflix-coming-of-age-perle ’Never Have I Ever’.
Efter at have mistet sin far er Devi som paralyseret i tre måneder – lige indtil hun får øje på skolens lækre svømmestjerne, som hun straks kaster sig ud i at score. Det er en begavet fortælling om sorg og kulturel splittelse, og Rama Krishnan er et klart højdepunkt.
Som vores anmelder skrev: »Ramakrishnan formår at forene Kalings finurlige stemme med sin egen personlighed og fortolkning. Som Devi er hun gammelklog, kvik og kæphøj, men også vred og sårbar«.
Næste projekt: Endnu ikke annonceret.
‘Never Have I Ever’ kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse HER.
10. Shira Haas (’Unorthodox’)
Der er ingen vej uden om det 25-årige israelske stjerneskud Shira Haas, der greb millioner af Netflix-brugeres hjerter med sin pragtpræstation i storhittet ’Unorthodox’. I rollen som Esther, der flygter fra sit dysfunktionelle, arrangerede ægteskab i det ultraortodokse jødiske parallelsamfund i Williamsburg, leverede hun et mangefacetteret og dybsindigt portræt af den unge kvindes frigørelsesproces.
Haas bærer serien på sine skuldre – og lærte sågar at tale jiddisch, spille klaver og synge til rollen. På blot to måneder. Imponerende!
»Man ønsker som seer at følge hovedpersonen i tykt og tyndt. Hun går fra at være konservativt klædt, undertrykt kone til Berliner-hip med korthårsfrisure og knaldrød læbestift«, skrev vores anmelder, der kvitterede med fem stjerner.
Næste projekt: Det israelske drama ‘Asia’, der høstede store roser på Tribeca-filmfestivalen i år.
’Unorthodox’ kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse HER.
11. Jordan Kristine Seamón (‘We Are Who We Are’)
Mens Jack Dylan Glazer var god som den øretæveindbydende teenager Fraser, der som søn af en oberst (Chloe Sevigny) var den nye dreng i et fællesskab af unge på en amerikansk militærbase i Italien i Luca Guadagninos fremragende HBO-serie, var det Jordan Kristine Seamón, der for alvor stjal billedet.
Afdæmpet, men karismatisk lagde hun krop til den søgende Caitlyn, der i smug eksperimenterer med en identitet som dreng under navnet Harper. Den unge skuespiller tilføjer overraskende lag til figuren, så man aldrig føler, man ser en konventionel ‘springe ud’-fortælling. Seamón excellerer i farvandet mellem uskyldig leg og identitetspolitisk alvor, og hjerteskærende er ikke mindst hendes kamp for frigørelse med en rigid og konservativ militærfar, der elsker hende, men muligvis kun med langt hår.
17-årige Seamón er også sanger og aktivist. Der kan næppe være tvivl om, at hun går en stor fremtid i møde.
Næste projekt: Det er endnu uvist.
‘We Are Who We Are’ kan ses på HBO Nordic. Læs vores anmeldelse HER.