Selvudleverende og hjerteskærende: De store instruktører blotter deres eget liv på film

Når den italienske mester Paolo Sorrentino filmatiserer det største traume fra sin barndom i den premiereaktuelle Netflix-film ’The Hand of God’, følger han i fodsporene på en stribe af prominente instruktører, der har taget favntag med det selvbiografiske. Vi ser nærmere på nogle af de mest markante eksempler.
Selvudleverende og hjerteskærende: De store instruktører blotter deres eget liv på film
Kate Hudson og Patrick Fugit i Almost Famous (2000). (Foto: PR)

I de seneste par år har mange af verdens mest velrespekterede auteurinstruktører set indad og fundet historier i deres eget liv.

Alfonso Cuarón gjorde det med Oscar-vinderen ’Roma’, Pedro Almodóvar med Cannes-vinderen ’Smerte og ære’ og Joanna Hogg med de roste ’The Souvenir’-film. Og to af næste års Oscar-favoritter, premiereaktuelle ’The Hand of God’ af Paolo Sorrentino og den kommende ’Belfast’ af Kenneth Branagh, gør det samme. For bare at nævne nogle få.

Men fænomenet er langt fra nyt i en filmbranche, hvor mantraet »write what you know« længe har hersket.

Tilgangene har imidlertid været mange: Fra perfid detaljefiksering, der skal gengive den oplevede virkelighed så nøjagtigt som muligt, til svævende abstraktioner, som nærmere indfanger en poetisk sandhed.

Nogle instruktører hader at få omtalt deres værker som autobiografiske, nogle gør en dyd ud af at fremhæve det. Og andre vil helst ikke indrømme, hvor tæt på virkeligheden fiktionen rent faktisk rammer.

Vi ser nærmere på nogle af nyere tids mest markante autobiografiske eksempler – og en række af de mest uforglemmelige af slagsen ned gennem filmhistorien.

Den nostalgiske: ‘Almost Famous’

Da Cameron Crowe vandt en Oscar for sit manuskript til den nostalgiske rock-roadmovie ’Almost Famous’, dedikerede han prisen til sin familie – og med god grund.

Nyklassikeren om en ung, aspirerende musikjournalist, der følger et upcoming rockband på turné i håbet om at skrive en artikel om deres tumultariske kometfart og interne stridigheder til Rolling Stones Magazine, var nemlig baseret på Crowes egen ungdom som del af modkulturen i 70’erne.

Ligesom sin hovedkarakter voksede Crowe op med en streng mor (Frances McDormand i en fremragende præstation), der forbød ham at høre hippiemusik, mens han i smug måtte dyrke sin passion for rock’n’roll.

Det blev til et frydefuldt portræt af en svunden tid – med pragtpræstationer fra et broget cast bestående af folk som McDormand, Philip Seymour Hoffman, overraskende gode Kate Hudson, Billy Crudup og Anna Paquin. Særligt én ekstatisk fællessangsscene til tonerne af Elton Johns ’Tiny Dancer’ går lige i hjertet.

Marcello Mastroianni i ‘8½’. (Foto: PR)

Den store mesters minder: Federico Fellinis ’8½’, ’Amarcord’, ’Roma’

Det er ikke til at komme udenom Federico Fellini, når man taler om autofiktive film. Den italienske mesterinstruktør har som ingen andre formået at udforske minder og hukommelse med en spirituel selvbiografisk tilgang, når han tematiserer forskellige perioder i sit liv.

Særligt i hans senere film som ’Amarcord’ og ’Roma’, der begge omhandlede Fellinis ungdom i Rimini og Rom i tiden omkring det fascistiske regimes vej til magten i 1930’ernes Italien, begyndte han at dyrke det specifikt autobiografiske – uden at forholdet til virkeligheden på nogen måde blev en kreativ spændetrøje.

Han bliver citeret i alt fra Sorrentinos aktuelle ’The Hand of God’ – hvor Fellini sågar er en karakter i filmen (!) – til Cuaróns ’Roma’, hvis titlen i sig selv er et nik til Fellini.

Mest kendt fra den autobiografiske skuffe er Fellinis ’8½’ – selve titlen refererer til filmens plads i instruktørens oeuvre – der ender med at behandle selve tilblivelsen af den film, vi ser, om en selvdestruktiv filminstruktør i kreativ krise.

Den overraskende: ‘Before Sunrise’

De fleste af Richard Linklaters film har en særlig tilknytning til virkeligheden. Fra ’Dazed and Confused’ og ’Everybody Wants Some!!’, der begge tog udgangspunkt i instruktørens minder fra hans tid på highschool og college i Austin, til ’Boyhood’s autofiktive præg.

Også første film i hans måske mest kendte værk – ’Before’-trilogien med Ethan Hawke og Julie Delpy – er baseret på egne oplevelser. Kærlighedsfilmen ’Before Sunrise’, hvor Hawke og Delpys karakterer mødes på et tog og tilbringer en magisk dag sammen med håb om måske at ses igen, fik nemlig sin inspiration i et lignende møde, instruktøren havde med en kvinde i Philadelphia i 1989. 

Hvad Linklater ikke vidste var, at kvinden døde i en motorcykelulykke, kort inden filmoptagelserne til ’Before Sunrise’ begyndte, hvilket senere fik ham til at dedikere ’Before Midnight’ – sidste kapitel i trilogien – til hendes minde.

‘Ung flugt’. (Foto: PR)

Den klassiske: ’Ung flugt’

Francois Truffauts debutfilm ’Ung flugt’ er bredt anerkendt som det store gennembrud for den franske nybølge – en af de mest indflydelsesrige bevægelser i filmhistorien, bannerført af mestrer som Jean-Luc Godard, Agnés Varda, Èric Rohmer og Alain Resnais.

Og filmen var på mange måder også indikativ for et af bevægelsens mantraer: »Kameraet som pen«, altså film som udtryk for instruktørens særegne stil. For ikke nok med at Truffaut anslog sin distinkte stemme med filmen. Han omformede også sin barndom til fiktion med fortællingen om den misforståede skoledreng Antoine Doinel, der hænger ud i Paris’ gader med bedstevennen Rene i fraværet af sine forsømmelige forældre.

Som Truffaut selv, der også havde problemer med sine forældre, løb væk hjemmefra som 11-årig og kom på kant med loven, finder Antoine trøst i biografen. Han begår mindre røverier for at finansiere sine billetter, men de små drengestreger går galt til sidst, hvilket resulterer i en af de mest ikoniske filmslutninger nogensinde.

Så dedikeret var Truffaut til projektet, at han viderefortolkede Antoine Doinel-karakteren over de efterfølgende 20 år med yderligere fire film – alle sammen med Jean-Pierre Léaud i hovedrollen.

Christopher Plummer og Ewan McGregor i ‘Beginners’. (Foto: PR)

Den forsonende: ’Beginners’

Den amerikanske indieinstruktør Mike Mills, der senere på året er aktuel med den roste Joaquin Phoenix-film ’C’mon C’mon’, fik sit gennembrud med Oscar-vinderen ’Beginners’.

Filmen er løst baseret på instruktørens eget forhold til sin far, der i en moden alder af 75 fortalte sønnen, at han var homoseksuel – nogle år efter morens død. En overraskende nyhed, der i såvel filmen som virkeligheden ændrede dynamikken i far-søn-relationen og blev en påmindelse om, at det aldrig er for sent at starte på en frisk.

Christopher Plummer er fremragende i rollen som faren, der får en helt ny appetit på livet, i hvad der ellers skulle have været tilværelsens efterår. Men det er undervurderede Ewan McGregor, der for alvor imponerer som sønnen, der er kørt fast i livet og langsomt tager ved lære af farens eksempel, når han i to forskellige handlingsforløb skal bearbejde farens seksualitet og senere også hans død.

‘The Long Day Closes’. (Foto: PR)

Den hjerteskærende: ‘The Long Day Closes’

Den britiske mesterinstruktør Terence Davies er desværre alt for underkendt herhjemme, men mesterværker som ’Fjerne stemmer, stille liv’ og indeværende ’The Long Day Closes’ har sikret ham sin velfortjente plads i toppen af britisk arthousefilm.

Begge hans hovedværker er skåret over hans eget liv, og ’The Long Day Closes’ handler om hans ensomme barndom i arbejderkvarteret Kensington i Liverpool. Hovedkarakteren Bud er et spøgelse, der udspringer af Davies’ egne minder om en barndom som homoseksuel outsider og mobbeoffer på skolen.

Men ’The Long Day Closes’ er også en kærlig film – om en familie, der står sammen gennem tykt og tyndt, hvor små handlinger af godhed ophøjes til nærmest guddommelige interventioner. Og så er det en udtalt hyldest til filmmediet, når Bud søger trøst i den lokale biograf – og når Davies selv bearbejder sin fortid gennem filmen. Det er hjerteskærende smukt.

Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Lotoft i ‘En helt almindelig familie’. (Foto: Jonas Svensson)

Den hjertevarme: ’En helt almindelig familie’

Malou Reymann var 11 år gammel, da hun fik at vide, at hendes far var transkønnet, og et mindre eksistentielt jordskælv af modstridende følelser forplantede sig i hende.

Med den personlige debutfilm ’En helt almindelig familie’ sætter Reymann på forbilledlig vis ord og billeder på de mange følelser, der løb igennem hende, da faren fortalte om sit køn, og den helt almindelige tilværelse som håndboldfamilie i forstaden blev ændret for altid.

Med fremragende præstationer fra Mikkel Boe Følsgaard som Thomas, der bliver til Agnete, og Kaya Toft Loholt i hovedrollen som Reymanns by-proxy, Emma, giver filmen et oprigtigt rørende billede af pigens lyst til både at støtte sin far og fastholde de vante roller. Med gnistrende små detaljer, nuancer og specifikke observationer, der giver fornemmelsen af et levet liv.

Jakob Cedergren og Helle Fagralid i ‘Sorg og glæde’. (Foto: PR)

Den tragiske: ‘Sorg og glæde’

Den århusianske auteur Nils Malmros tog fat om sin største personlige tragedie med sin sidste film, ’Sorg og glæde’.

Jakob Cedergren spiller filminstruktøren Johannes, der lige har fået et barn med sin kone Signe (Helle Fagralid), men alligevel har travlt med sin karriere. Da han en dag kommer hjem fra et foredrag på Fyn, opdager han, at hans kone har slået deres ni måneder gamle datter ihjel i en psykose. Men i stedet for at tage afstand fra sin kone tager han hendes parti i kampen mod et rigidt retssystem, der med det samme står klar til at dømme.

Svanesangen var på mange måder kulminationen på Malmros’ værk, der altid har taget udgangspunkt i hans egne oplevelser – fra hovedværket ’Kundskabens træ’ om hans egen folkeskoletid til ’Kærlighedens smerte’, som indirekte behandlede samme tragedie som ’Sorg og glæde’.

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’. (Foto: Netflix)

De selvudleverende: Noah Baumbachs ‘The Squid and the Whale’ & ‘Marriage Story’

Noah Baumbach blev tidligt i karrieren udråbt til Woody Allens mest oplagte arvtager – særligt ansporet af hans excentriske, bourgeois-miljøer i New York, men også hans ofte selvudleverende historier.

Hans gennembrud, ’The Squid and the Whale’, var baseret på hans forældres skilsmisse, set fra hans eget 16-årige perspektiv – med Jesse Eisenberg som surrogat for Baumbach selv. En lige dele vittige og trist skildring af, hvordan en lille familie splittes op indefra, når børnene tvinges til at vælge side i forældrenes konflikt, og en rørende skildring af et far-søn-forhold under omvæltning.

Ironien er, at historien gentog sig selv for Baumbach nogle årtier senere, da han selv blev skilt fra skuespilleren Jennifer Jason Leigh. En skilsmisse, der var en løs inspirationskilde for Baumbachs største mainstreamsucces til dato, ’Marriage Story’, om en teaterinstruktør og en skuespiller, som går fra hinanden, og modvilligt lader sig presse til at gå i advokatkrig med hinanden.

‘Spejlet’. (Foto: PR)

Den abstrakte: ’Spejlet’

Der er noget nærmest profetisk over flere af den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs film. Hans mystiske drømmeværk ’Spejlet’ er ingen undtagelse med sin historie om en døende mand i 40’erne, der ser tilbage på sit barn, ungdom og sit voksenliv – en slags forudanelse af Tarkovskijs egen alt for tidlige død.

Men også på et helt bogstaveligt plan er ’Spejlet’ en film om instruktørens eget liv. I en drømmende strøm af billeder, som indklippes med uddrag fra filmskaberens fars digte, præsenteres vi for flere af Tarkovskijs minder: Evakueringen af Moskva, minderne om en fraværende far og Anden Verdenskrigs altødelæggende effekt på Rusland.

’Spejlet’ har i de senere år vundet stor hævd som en af de mest komplekse film om erindringens krinkelkroge, blandt andet hos Sight and Sound, hvor filmen i 2013 rangerede på en 19. plads over de bedste film nogensinde.

’The Hand of God’ får premiere i biograferne 2. december og på Netflix 15. december. ’Belfast’ får premiere i biograferne 15. maj.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af