‘Little Richard: I Am Everything’: Denne fornemme film er meget mere end en musikdokumentar
En sort queer var med til at opfinde rock’n’roll.
Siden genrens eksplosive opståen i 50’erne tildeles rollen som rockens ophavsmand skiftevis Chuck Berry, Jerry Lee Lewis, Elvis Presley og ikke mindst Little Richard.
Og det er sidsnævntes historie som flamboyant, frygtløs kulturpersona og komplekst menneske, der er i centrum for Lisa Cortés’ nye dokumentar. Det er oplagt, at en så vedkommende fortælling er lagt i hendes hænder, da hun tidligere blandt andet har stået bag den progressive empowering-film ‘All In: the Fight for Democracy’.
For selvom Little Richard voksede op i Sydstaterne i 30’erne og 40’erne, resonerer hans tilværelse som sort homoseksuel mand i et intolerant og fordømmende miljø i høj grad (desværre) stadig med queer-kulturen den dag i dag.
»Her er både gotisk, sært og nonkonformt. Derfor er Syden arnestedet for alt, som er queer«, lyder udsagnet fra forfatter og kønsforsker Zandria Robinson – et af filmens mere interessante talking heads.
For selvom stjerner som Mick Jagger, Tom Jones og Paul McCartney hylder Little Richards musikalske betydning, er det godt set af Cortés at prioritere stemmer for marginaliserede minoriteter som dem, der for alvor sætter historien om Little Richard i scene.
Indtryk gør ligeledes skuespilleren Billy Porter (»han gav mig modet til at udtrykke mig fuldstændig frit som ung sort homosekuel«), den transkønnede LGBT+-aktivist Sir Lady Java samt de flamboyante rhythm & blues-sangere Billy Wright og Esquirita, der som mentorer indgød selvtillid i den unge mand fra Georgia til at være, hvem og hvad han var.
Således bliver ‘Little Richard: I Am Everything’ mere end ’bare’ en musikdokumentar om en af fortidens giganter, men gør hovedpersonens liv og karriere relevant og vedkommende i en nutidig kontekst.
Netop Richards karriere fulgte bestemt heller ikke de konventionelle retningslinjer. Da den ikoniske rock’n’roll-stjerne for alvor var blomstret op og havde defineret sig selv med de udødelige singler ‘Tutti Frutti’, ‘Good Golly, Miss Molly’ og ‘Lucille’, fik han pludselig en religiøs epifani under en turné i Australien.
Han tog afstand fra sin rock’n’roll-tilværelse og lod sig indskrive som studerende på det kristne Oakwood College, grundlagt af Syvende Dags-adventister. Han vendte dog tilbage som prædikant for djævelens musik med et storstilet comeback i start-60’ernes England, der også satte skub i ambitionerne hos The Beatles og The Rolling Stones.
Men nogle år senere var han atter tilbage i den fromme gerning (»my rock now is Jesus«) og helligede sig gospelmusikken foruden at sælge bibler ved kristne arrangementer.
Denne bevægelse frem og tilbage mellem ’de syndige toner’ og Vorherres gerninger kan ses som et udtryk for, at Little Richard aldrig helt fandt rodfæste og balance i den, han var inderst inde.
»Han var god til at frigøre andre. Løb han mod Gud, eller løb han væk fra sig selv?« lyder et åbent spørgsmål i løbet af filmen. Samtidig tumlede han også med et kokainmisbrug og en stigende følelse af manglende anerkendelse. Tv-interviews gennem 80’erne viser en frustreret mand, og hans tale ved The Rock’n’Roll Hall of Fame i 1989 er pinagtig at bevidne. Lige så åbenlys hans »Så anerkend mig dog!«-svada er, lige så mærkbar er den akavede rumsteren i salen.
Når Little Richard selv får taletid, flakser han mellem yderpunkter, der spejler, hvordan han ikke kunne beslutte sig for rock’n’roll-vildskab eller religiøs forkyndelse. Særligt i filmens første del er interviewpassagerne båret af teatralsk stemmeføring og rappe replikker. Men i takt med at årerne går, deler vi hans tiltagende frustration over, at det er ham selv, der må påpege, hvordan man kan høre hans indflydelse hos såvel James Brown og Jimi Hendrix som David Bowie og Prince.
Hvorfor det føles ekstra bevægende, da han langt om længe – som 64-årig i 1997 – modtager The Award of Merit ved American Music Awards og ligeledes får hilsener fra nogle af rockens største navne. Et gyldent og stærkt tv-øjeblik, vi til fulde føler sammen med bassisten Charles Glenn, der genser klippet under sin interviewsekvens, der må afbrydes, fordi han (der betragtede Richard som en faderfigur) overmandes af sine følelser og bryder sammen.
For at parafrasere over titlen var Little Richard muligvis ikke alting, men han rummede under alle omstændigheder utroligt mange fascinerende aspekter både som menneske og kunstner. Hvilket belyses fornemt i Lisa Cortés’ respektfulde og grundige dokumentarfilm.
Kort sagt:
Dokumentaren om Little Richard er mere end bare endnu en rockfilm om en af genrens grundlæggere. Den er relevant og vedkommende på et større menneskeligt og kulturelt plan.