Kommentar: Årets mest hypede spil er måske slet ikke et spil

Kommentar: Årets mest hypede spil er måske slet ikke et spil

KOMMENTAR Efter mere end tre års udvikling, en næsten uoverstigelig hype og et par forsinkelser er ‘No Man’s Sky’ endelig en realitet. Uanset om det lykkes ‘No Man’s Sky’ at bjergtage gamerne og anmelderne er det allerede lykkes for indiespillet at revolutionere. ‘No Man’s Sky’ er nemlig en rumrejse, hvis lige ikke er set i spilverdenen. Universet er enormt og selvgenererende, mens missionen er uklar – og det kan sætte kursen for spilindustriens fremtid.

Med dets 18 trillioner planeter kunne ‘No Man’s Sky’s spilgalakse lige så godt være uendelig. Hvis man besøgte hver planet i ét enkelt sekund, ville det tage 585 milliarder år at udforske dem alle. Til den tid ville vores egen sol være udbrændt, og alt liv på Jorden udryddet, og på den måde formår et af årets mest omtalte spiludgivelser at fremprovokere eksistentialistiske dilemmaer allerede inden åbningsgrafikken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘No Man’s Sky’ bryder med genrekonventionerne. Det er et first-person open world overlevelsesspil ulig noget, vi tidligere har set, og selv om det kan tilgås online som MMO (massive multiplayer online game), så er chancerne minimale for, at du nogensinde støder ind i en anden spiller.

Det enorme univers er gjort muligt gennem proceduremæssig generering: Algoritmer der dikterer udseende og opførsel for alle spilelementer. De matematiske formularer er evigt gyldige, og derfor er dine handlinger også uden reel indflydelse. Ressourcer regenerer for hvert besøg, og planeternes skabninger venter ikke på at blive aktiveret af dine handlinger eller dialog. Kort sagt: Du har ingen magt til at ændre verdenen omkring dig – i hvert fald ikke med varig effekt.

NoMansSky_Monolith
Når du opdager planeter, dyr og lignende, kan du navngive dem helt som du vil. Det skal nok blive sagligt.

Udover at udforske de umådeligt mange planeter, hvor du for eksempel kan navngive dyr, hvis andre ikke har gjort det, indgår overlevelse, kamp og handel i ‘No Man’s Sky’. Men spillet handler ikke om at opgradere færdigheder i de fire discipliner. I virkeligheden handler det ikke om noget. Det er bare. Der er hverken promts eller cutscenes, der driver et bestemt narrativ frem. I stedet ligger universet åbent foran dig. Hvad du gør med det, er op til dig.

Men egentlig er spillet ligeglad med spilleren. Og netop derfor er det så skelsættende. Det overflødiggør spilleren og præsenterer os for et komplet økosystem, der lever videre i allerbedste velgående, uanset om vi er aktive eller passive. Det er et et spil, der ikke vil være et spil, men meget, meget mere.

‘No Man’s Sky’ lader alle udleve deres ypperste ‘Star Trek’-fantasi – »to boldly go where no man has gone before«. Spillet lader spillere udforske rummet og i sandhed være de første til at opdage nye planeter, nyt liv og nye civilisationer. Det er en af årsagerne til at udgivelsen har vakt så enorm interesse. Trods Hello Games’ status som indie-udvikler er ‘No Man’s Sky’ endda markedsført af PlayStation som et af deres egne spil.
Den absolutte frihed varsler en ny æra for gamere. ’No Man’s Sky’ overrasker udviklerne såvel som spillere og vil i en uendelighed fortsætte med at diske op med nye og hidtil ukendte variationer. Det fostrer således ikke et community, hvor spillere kan hjælpe hinanden på vej. Man kan selvfølgelig udveksle generelle tips og tricks, men alles rumrejse foregår i sidste ende på egen hånd.

BlueSpace
Et af spilelementerne er dogfights i det ydre rum, men det er end ikke sikkert, du møder andre spillere.

Den proceduremæssige generering udfordrer også spillets udgivelse. For i en tid hvor expansion packs og DLC dominerer spilmarkedet, serverer Hello Games hele galaksen på et sølvfad, alt inklusiv.
På mange måder er årets mest hypede udgivelse altså et antispil. Der er intet plot, ingen styring fra udviklere, minimal interesse for spilleren og endnu mindre interesse i at være konkurrencedygtig på spilmarkedets nuværende præmisser.

Alligevel har det potentialet til at sætte kursen for spilindustriens fremtid. ’No Man’s Sky’ kan være den fagre nye verden, der byder spillere på den ultimative virkelighedsflugt. Hvis det lykkes, vil den højnede barre fremover kræve meget mere af kommende udgivelser. Spillets modvilje til at agere spil kan være inspiration fremover og fostre en spilindustri, der vægter frihed over forudbestemmelse.

Læs også: ‘No Man’s Sky’ lander nu: De første 20 minutters gameplay og tidlige førstehåndsindtryk

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af