Ny bog udstiller ulovlige forhold på tøjfabrikker – og H&M er i skudlinjen, igen

Ny bog udstiller ulovlige forhold på tøjfabrikker – og H&M er i skudlinjen, igen
Billedet stammer ikke fra en af de omtalte fabrikker i Myanmar

De udenlandske tøjfabrikker har af flere omgange været i offentlighedens søgelys på grund af børnearbejde, kummerlige arbejdsvilkår og direkte farlige arbejdsomgivelser. Mest notorisk er Rana Plaza-ulykken i Bangladesh i 2013, hvor et fabrikskollaps dræbte mere end 1.120 arbejdere. En række modeaktører, heriblandt H&M, underskrev efterfølgende en international aftale om bedre sikkerhedsforhold.

Nyere rapporter viser desværre, at aftalen trods tre år på bagen stadig halter med resultater, og det samme gør arbejdsvilkårene på fabrikkerne. For en ny svensk bog, ‘Modeslavar’, afslører, at man på to store fabrikker i Myanmar har haft børn helt ned til 14 år til at arbejde op mod 14 timer dagligt. Arbejdsrutinerne har stået på siden 2013, til trods for at de unge arbejdere har forsøgt at protestere flere gange.

»Vi forsøgte at protestere en søndag i sommers, fordi vi havde været tvunget til at arbejde indtil klokken ti hver aften den uge«, udtaler en af de unge, ifølge svenske Expressen.

Selv om 14-årige ansatte ikke anses som børnearbejdere i Myanmar er den lange og konstante overtid både i strid med landets lovgivning og de internationale arbejdskonventioner.

H&M for skud til trods for aftale
De to kritisable fabrikker er blandt andet blevet brugt af H&M, der ellers sidste år indgik en storstilet aftale med den globale fagforening IndustriALL Global Union og afsatte 1,6 millioner kroner til at forbedre arbejdsvilkårene på deres mere end 1.900 leverandørfabrikker. Dengang udtalte H&Ms administrerende direktør Karl-Johan Persson:

»Velfungerende arbejdsmarkedsrelationer, herunder kollektive forhandlinger, er nøglen til at opnå levelønninger og bedre arbejdsvilkår i vores forsyningskæde. Vi mener, at samarbejdet med IndustriALL og IF Metall vil bidrage til vores allerede igangværende arbejde inden for dette felt«.

Nu er H&M dog alligevel havnet i søgelyset for manglen på ordentlige arbejdsvilkår. I en udtalelse til The Guardian forsikrer H&M, at man tager rapporteringerne om ulovligt overarbejde seriøst, og at man også har taget hånd om problemet.

»Hvis en leverandør ikke lever op til vores standarder eller national lovgivning, vil vi – i overensstemmelse med vores rutiner – kræve, at leverandøren øjeblikketligt lægger en handlingsplan, hvilket også er blevet gjort i denne sag. En af forholdene hos de to leverandører er forbedret rekrutteringsrutiner, hvilket har resulteret i forbedret håndtering af ID-kort«.

‘Modeslavar’ er lige udkommet og kan blandt andet købes HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af