ANALYSE. Det virkede måske lidt friskt, da Spotify sidste år lancerede en ny playliste med navnet ‘Billions Club’.
Den svenske gigant er blevet kritiseret for at tilgodese de allerstørste stjerner på bekostning af musikere med et mere moderat publikum.
Nu fik streamingøkonomiens elite så sin egen klub. Adgangskravet: Et hit med mindst én milliard afspilninger.
Fair nok. Jeg havde i sidste uge et par lange togture foran mig, så jeg greb hørebøfferne og lyttede hele listen igennem. Hvad kunne de p.t. 240 megahits i milliardklubben fortælle om, hvordan et hit lyder i Spotify-æraen?
Første svar er nok, at aktualitet er essentielt. Jeg er nået fra København til Korsør, før det første rigtige deep cut lander i form af Queens ‘Don’t Stop Me Now’ fra 1978.
Faktisk optræder Freddie Mercury fire gange på listen. Men okay, alle så også ’Bohemian Rhapsody’-filmen i 2018. Ellers er det småt med medlemmer fra det 20. århundrede i ‘Billions Club’ – kun 14 sange er fra før år 2000.
Spotify kalder den slags kunstnere for heritage artists. Det er dem, der lige nu sælger deres sangkataloger for milliarder af kroner. Men i ‘Billions Club’ er det de nyrige, der dominerer.
Sig hej til din nye bedste ven
Ed Sheeran er på listen ti gange. Han blender godt ind, næsten uanset hvad der kommer før og efter. Justin Bieber optræder også ti gange, men det er mest som gæstesanger – alle vil gerne ind i klubben, og Bieber er det tætteste, man kommer et sikkert adgangskort.
Måske er det svar nummer to, jeg finder. At vejen til toppen af streaminghitlisterne ikke så meget handler om den rigtige genre eller den rigtige sang.
For der er både radiovenlig poprock som Harry Styles’ ‘Sign of the Times’, energidrikbaskere som Aviciis ‘Wake Me Up’ og emorap fra XXXTentacion.
Der er også powerballader, trap og ‘All I Want for Christmas Is You’. Udadvendte og lalleglade hits side om side med de introverte og ængstelige. Ting, der er gået viralt på TikTok. Lange numre, korte numre – men ja, de bliver hvert år kortere og kortere.
Et megahit kan lyde på flere måder, konstaterer jeg. Måske lige bortset fra at det sjældent lyder underproduceret.
Vejen ind i milliardklubben er ikke at ligge og rode med hitskabeloner, ser det ud til. Det handler mere om de rigtige forbindelser – om at blive featured med den rigtige kunstner.
I den forstand er der noget lidt mafiøst over at lytte til ‘Billions Club’. De fleste nye medlemmer er gengangere: Folk som Dua Lipa, Khalid, Ariana Grande, Drake og, ja, Maroon 5.
Da jeg rammer Vejle og når til Clean Bandits kitschede popdance i ‘Rather Be’ (feat. Jess Glynne), må jeg lige tælle efter. Og ganske rigtigt: Ud af de ti senest tilføjede numre på ‘Billions Club’ er seks af dem fra navne, som i forvejen havde et milliardhit.
Så selv om der egentlig er en vis spredning i genrer og udtryk, så lyder listen alligevel ensformig, fordi det simpelthen er de samme kunstnere, der går igen. Hits avler hits.
Billie Eilish stikker ud som en af de få
På turen hjem fra Aalborg når jeg til det første spansksprogede nummer på listen: Bad Bunny og Jhay Cortez’ let klagende reggeaton på ‘Dákiti’ fra 2020.
Daniel Ek, Spotifys grundlægger og CEO, har udtalt, at hans ambition er at skabe »en mere levende og mangfoldig musikindustri«. Der hjælper de få spanske hits selvfølgelig, men ellers dominerer engelsk stadig i stor stil på ‘Billions Club’.
Det er klart, at mere end 14 timer med relativt nye kæmpehits kan blive lidt monotont. Min mest mangfoldige musikoplevelse er det nok ikke. Så efterhånden begynder jeg at lytte efter det, der stikker ud.
Og det gør faktisk især Billie Eilish. Hvor de fleste numre er glade for rumklang, går hun og Finneas helt tæt på. Den underspillethed, man hører på ‘Everything I Wanted’ fra 2019, er ret usædvanlig på listen. Særligt hvis man kommer direkte fra Olivia Rodrigos helt uhæmmet intense ballade ‘Drivers License’.
Der mangler hverken trap-hi-hat eller squeeze-synth på ‘Billions Club’. Heller ikke korte introer med temaer, der gentages uendeligt, som klaverfiguren i Lukas Grahams ‘7 Years’.
Nogle sange virker som et hurtigt drug og holder deres toppunkt fra start til slut. Andre satser på ‘rejsen’ – den gradvise intensivering eller forvandling som i Hoziers højstemte ‘Take Me to Church’ eller Aviciis overgang fra tempofyldt folk til dancefest i ‘Wake Me Up’.
Begge dele virker måske lidt for fokuseret på effektivitet, på payoff. Det er der meget af på playlisten: Musik, der bliver til en pille, man kan tage, når man skal toppe. Og omvendt: Knugende ballader, man kan kramme, når man er nede.
Milliardhits er ikke bare hits. Det er hits, som store grupper af mennesker har været så besat af, at de har hørt dem på repeat igen og igen.
Dykker man ned i det enkelte hit, åbner der sig i næsten alle tilfælde en historie om et særligt fællesskab og en særlig vej op til milliarden.
På den måde kan det godt være fremmedgørende at lytte til ‘Billions Club’. Det er en lidt flad opsummering af en samling sange, som hver især har haft en nærmest religiøs tilhængerskare. Her ligger de bare som en topscorerliste, der signalerer indspist magt.
Derfor kan playlisten godt ligne et selvmål for Spotify. Det er selvfølgelig rart med den gennemsigtighed, listen giver, for den giver et fint overblik over, hvad der virkelig rykker i streamingæraen. Men giver ‘Billions Club’ forhåbninger om, at den mangfoldighed, Daniel Ek ønsker sig, er på vej? Ikke for alvor.