‘Orange is the New Black’ sæson 4: Netflix’ fængselsserie genopfinder sig selv

Et parteret lig i tomatbedet, en dræbt indsat i kantinen – en af de gode og vigtige! – og en nynazistisk fraktion i Litchfields fængselsgård.

Fjerde sæson af ’Orange Is The New Black’ er en svært dyster omgang. Og det endda uden, at vi behøver at nævne rædselsfulde dilemmaer som: Hvad vil du helst spise – ti døde spyfluer eller en levende, lyserød musebaby? Altså seriøst? Hvis der blev holdt en pistol til din tinding?

Vi finder Litchfield præcis, hvor vi efterlod fængslet ved udgangen af sæson tre: Alex (Prepon) i fuld gang med at håndtere den lejemorder, narkobossen Kubra har pudset på hende, mens resten af fængslets indsatte nyder en dukkert efter at være undsluppet gennem et hul i hegnet. Nå ja, og Piper (Schilling) er badass-forretningsleder i sin gesjæft med at smugle brugte trusser.

Og derfra bliver det kun værre. Det private selskab, der har overtaget driften af Litchfield, fordobler nemlig med et snuptag og omtrent hundrede køjesenge – vupti! – antallet af indsatte.

Oprøret koger lige under overfladen, racistiske grupperinger tegner sig tydeligere, og eks-militærvagternes torturlignende metoder er så benhårde (»ja, det hele lugter lidt af Abu Graib, men vi må stå sammen som vagter«), at selv fængselsbossen Caputo (Nick Sandow) ser en slags nederlag i øjnene: »Litchfield smadrer alt, der er godt. Det er som et monster, der vokser sig for stort til sine små, lavstammede ben. Det her sted ændrer dig helt grundlæggende«, siger han opgivende.

Til trods for – eller måske netop på grund af? – sine alvorlige tematikker finder ’Orange Is the New Black’ sin helt egen tone denne sæson. En tone, som man vel at mærke savnede lidt i fjor, hvor serien satte sig mellem to stole og ikke rigtigt kunne blive klog på, om den ville være en slapstick-fængselskomedieserie eller en historiedrevet dramaserie, der gik i flæsket på sit persongalleri.

I fjerde sæson har manusforfatterne lettet sig fra laurbærrene og indset, at serien måtte finde et nyt ståsted for at overleve. Og det gør den så og kombinerer skarpe, humoristiske in-the-know-replikudvekslinger (»arbejdet med at vaske gulv i gangene er ligesom ham der, der ruller en sten op af en bakke«. / »nå ja, ham der skal skære sin arm af for at undslippe? – James Franco!« / »Nej, Sisyfos« / »Åh ja, jeg har hørt de rygter…«) med både kort- og langbølget dramatik.

Eksempelvis vrides der megen morskab ud af historien om Litchfields nye højprofilerede kendisfange Judy King (spillet af Blair Brown). Judy har både et daytime cooking show, et velpoleret pantertante-ydre og en uheldig skatteskandale i rygsækken, og det er nemt (og sjovt) at gætte, hvor inspirationen til karakteren stammer fra (host-host, Martha Stewart) – og i øvrigt dejligt at se, hvordan serien vedvarende præsenterer et mangfoldigt cast med både unge og aldrende indsatte i alle regnbuens farver, køn og seksualiteter.

Serien består i hvert fald Bechdel-testen (google det!), hvilket Hollywood burde skamme sig over ikke sker oftere.

Med Judy King følger en række af sæsonens mere letbenede fortællinger, mens Crazy Eyes (Uzo Aduba), Alex og ikke mindst de creepy vagter Humphrey (Michal Torpey) og Piscatella (Brad William Henke) står for de mere tungtvejende. Det allertungeste plottwist står imidlertid et par af de andre faste castmedlemmer for – jeg tudede over afsnit 12.

’Orange Is the New Black’ er ikke længere bare en sjov homoserie (selvom der stadig er hede hænder i fængselstrusserne!). Og det er slet ikke så skidt endda. For man var begyndt at savne en rød tråd, og ikke bare den slags røde tråde, der er en naturlig konsekvens af akut tamponknaphed i et overfyldt kvindefængsel.

Serien genfinder sin fortælletråd i fjerde sæson og lægger sig – endelig! – fast i sit eget indfølte, dramatiske og langsigtede spor.

Og efterhånden har enhver serie med respekt for sig selv jo også en lebbe i – mindst – en birolle. Hvilket vi faktisk nok kan takke Netflix og ’Orange is the New Black’ for.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.