Stieg Larssons Millennium-trilogi bliver rebootet med ny Lisbeth Salander

Stieg Larssons Millennium-trilogi bliver rebootet med ny Lisbeth Salander
Claire Foy i 'The Crown'.

På trods af stor succes med ‘The Girl With the Dragon Tattoo’ vender hverken David Fincher, Rooney Mara eller Daniel Craig tilbage til franchisen om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.

I weekenden blev det annonceret, at Claire Foy, der fik et stort gennembrud med hovedrollen som Dronning Elizabeth II i ‘The Crown’, afløser Mara i opfølgeren, ‘The Girl in the Spider’s Web’, som bliver et franchise-reboot.

Det har tidligere rygtedes, at Sony har haft flere topskuespillerinder i kikkerten til rollen – blandt andet Natalie Portman, Alicia Vikander og Scarlett Johansson – men det bliver altså den engelske skuespillerinde, der skal inkarnere Lisbeth Salander 2.0.

Rollen, der må forventes at indebære en fysisk forvandling af dimensioner, ligger langt fra Foys præstation som royal i ‘The Crown’, men hvis Foy kan få lige så meget ud af rollen som Mara, er hun ganske givet på vej mod Hollywood-stjernehimlen. ‘The Girl With the Dragon Tattoo’ kickstartede i sin tid Rooney Maras karriere, mens den også sikrede skuespillerinden sin første Oscar-nominering.

Filmen instrueres af Fede Alvarez, der stod bag den glimrende home-invasiongyser ‘Don’t Breathe’, mens det er Stephen Knight (‘Locke’, ‘Eastern Promises’), som står bag manuskriptet, der denne gang sætter Salander og Blomkvist på sporet af en global mørklægningssag.

Det er endnu uvist, hvem vi kan forvente at se løfte arven fra Daniel Craig i den anden hovedrolle som Mikael Blomkvist.

Læs også: Hollywood når det er værst: Filmhistoriens mest unødvendige remakes

Annonce